Snackfabrik kigger mod robotteknologi: Quality Pellets vil sikre kvalitet og skåne medarbejdere

Karsten Thornø Ahrentsen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 24 39.

-

Snackfabrik kigger mod robotteknologi: Quality Pellets vil sikre kvalitet og skåne medarbejdere

Ny robotteknologi skal automatisere den manuelle håndtering af varme produkter hos fødevareproducenten Quality Pellets. Virksomheden kan forbedre arbejdsmiljøet, sikre ensartet kvalitet samt øge effektiviteten i produktionen. Det viser tests med en specialudviklet prototype fra Teknologisk Institut i et MADE Demonstrationsprojekt.


Baconchips, skruer og andre saltede snacks i mange former.

Det er blot nogle af de chips, som virksomheden Quality Pellets producerer råvarer til. Og hos virksomheden fra Nordsjælland er de for alvor begyndt at have fokus på at automatisere dele af produktionen.

Dette er sket gennem først et MADE Kickstartprojekt og derefter et MADE Demonstrationsprojekt i samarbejde med Teknologisk Institut.

Målet for Quality Pellets er at lette medarbejdernes arbejde, hæve kvaliteten og skabe en mere effektiv produktion.

I dag foregår en central del af produktionen manuelt. Når de varme produkter – de såkaldte "pølser" bestående af ingredienser som kartoffel, majs eller bælgfrugter – kommer ud fra maskinen, skal de flyttes nænsomt fra et transportbånd over på plader, som sættes i stativer, hvor de tørrer. Efterfølgende bliver de hakket til chips.

Processen er krævende, da produkterne vejer flere kilo og er 70-80 grader varme, hvilket betyder, at medarbejderne både løfter og roterer mange gange dagligt.

Jesper Jørgensen, Technical & Production Manager hos Quality Pellets, forklarer:

– Hver 15. sekund kommer der et nyt produkt, som skal flyttes. Det er hårdt for medarbejderne, og vi ønskede at forbedre arbejdsmiljøet samtidig med, at vi sikrer en høj og ensartet kvalitet i vores produktion.

Fra kickstart til demonstrationsprojekt

Vejen mod automatisering begyndte med et MADE Kickstartprojekt, hvor Quality Pellets i samarbejde med Teknologisk Institut undersøgte forskellige løsninger.

Det blev hurtigt klart, at de eksisterende teknologileverandører ikke kunne tilbyde en løsning, der kunne håndtere de udfordringer, som produktionen kræver.

Derfor udviklede Teknologisk Institut i stedet en prototype på en "skubber" – en mekanisme, der kan flytte produkterne skånsomt fra båndet til pladerne uden at beskadige dem.

– Produkterne er meget fleksible, lidt som blød lakrids, og de må ikke få mærker eller blive deformerede. Derfor var det en vigtig opgave at udvikle en løsning, der kunne håndtere denne følsomhed, forklarer Karsten Thornø Ahrentsen, der er seniorkonsulent fra Teknologisk Institut.

Prototypen blev testet og viste, at det er muligt at automatisere denne del af processen.

Resultatet har givet Quality Pellets tro på, at de kan tage næste skridt mod en fuldt integreret løsning.

Som at gå fra kost til fejemaskine

Den næste fase i projektet handler om at flytte pladerne med produkterne fra transportbåndet til stativerne. Det kræver yderligere udvikling og test af, om løsningen skal være robotbaseret eller en mekanisk konstruktion.

– Vi har allerede fået rigtig meget ud af demonstrationsprojektet. Det har flyttet vores tanker og viden om, hvad der kan lade sig gøre. Vi er nu i gang med at finde ud af, hvordan vi bedst integrerer næste del af løsningen i vores eksisterende anlæg, fortæller Jesper Jørgensen.

Målet er ikke kun at lette de ansatte for det tunge og gentagende arbejde, men også at skabe en mere ensartet produktion. 

– Når vi kommer helt i mål, vil det være guld værd for mine medarbejdere. Det er som at gå fra at feje med en kost til at bruge en fejemaskine, siger Jesper Jørgensen.

En optimistisk fremtid

MADE Demonstrationsprojektet har ikke kun ført til konkrete løsninger, men har også været en øjenåbner for Quality Pellets.

Jesper Jørgensen understreger, hvor vigtigt det har været at have Teknologisk Institut med i processen:

– Først ser vi teorien, og så prøver vi det af i praksis. Det hjælper virkelig, at det er de samme specialister, der følger os hele vejen. Vi havde aldrig nået hertil uden kickstartforløbet og demonstrationsprojektet.

Selvom Quality Pellets stadig har et stykke vej, før løsningen er fuldt implementeret, har projektet allerede haft stor betydning.

Automatisk håndtering vil ikke blot forbedre arbejdsmiljøet, men også styrke virksomhedens konkurrenceevne.

– Vi er blevet meget mere optimistiske omkring, hvad der er muligt. Nu ved vi, at vi kan automatisere dele af vores produktion, og det vil helt sikkert hjælpe os med at skabe en mere moderne og effektiv fabrik, afslutter Jesper Jørgensen.

Vil du også gerne have testet, om din virksomheds manuelle processer kan automatiseres? Så tag fat i seniorkonsulent Karsten Thornø Ahrentsen på 72 20 24 39 eller koa@teknologisk.dk.

 

Hvem er Quality Pellets?

Quality Pellets er en fødevareproducent, der specialiserer sig i fremstilling af råvarer til chips- og snackprodukter.

Virksomheden leverer blandt andet baconchips og skruer, der efterfølgende krydres og frituresteges af kunderne før salg til forbrugerne.


​Hvordan kan jeg komme med i et MADE Demonstrationsprojekt?

​Ansøg nu og få hjælp i form af ny viden til at løse jeres konkrete udfordring.

​​I et MADE Demonstrationsprojekt får SMV'er hjælp til at løse konkrete udfordringer, afprøve nye produktionsteknologier eller nye materialer i skræddersyede forløb.

​I kan ansøge om at modtage støtte for at dække lønudgifter til både den ansøgende virksomhed og øvrige projektpartnere. Det maksimale ansøgte projektbudget kan være på op til 300.000 kroner, hvoraf 50 procent af projektbudgettet udbetales som støtte.

Projekternes varighed er typisk fra tre til seks måneder, og I er selv med til at pege på de partnere, I gerne vil have med i projektet, så I sikrer at projektet bliver tilpasset jeres behov.

MADE Demonstrationsprojekter er medfinansieret af den Europæiske Regionalfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.​

For at sikre flest mulige succesfulde ansøgninger, vil vi opfordre dig til at kontakte MADE inden indsendelse af ansøgning.​

​Der er løbende tilmeldingsfrist på ansøgninger.

​Læs mere om MADE Demonstrationsprojekt