Data bidrager til vækst i agroindustrien

Nicolai Fog Hansen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 15 33.

Digitalisering i landbruget

Data bidrager til vækst i agroindustrien

Der er vækst og økonomiske gevinster at hente ved at udnytte data i agroindustrien. Det viser nyt vækstforløb, som netop er gennemført med gode resultater af det første hold virksomheder.

 

De rette digitale metoder og værktøjer er afgørende for at opnå succes med at omsætte ny teknologi og store datamængder til en god forretning. Nogle virksomheder har håndteret digitaliseringsudfordringen ved slet ikke at træffe en beslutning. Andre har kastet sig over en oplagt mulighed for digitalisering, men måske uden at tage stilling til aspekter som forretningsmodel, datakvalitet, IT-sikkerhed og serviceorganisation.

– Vi har sammensat et spændende og intenst virksomhedsforløb i samarbejde med en række partnere. Forløbet hedder Vækst i agroindustrien – powered by data. Her skaber fokuserede temadage og individuel rådgivning rammen om et digitalt boost. Som samlet partnerkreds byder vi ind med højtspecialiseret viden indenfor landbrug, digitale forretningsmodeller, anvendelse af data og kendskab til agroindustrien, siger Nicolai Fog Hansen fra Teknologisk Institut.

Enestående mulighed for digitalt boost

Netop denne partnerskabskonstellation giver virksomhederne en enestående mulighed for at få kvalificeret sparring og rådgivning omkring deres data, anvendelse og forretningsmodel.

– Projektet er bygget op over seks temadage, hvor vi fokuserer på konceptdesign, landbrugsfaglige muligheder, opsamling og anvendelse af data, datavalidering og statistik, managementsystemer samt implementering. Virksomhederne ender med en konkret og implementerbar handlingsplan for deres videre arbejde og anvendelse af data, siger Nicolai Fog Hansen.

Konkret handlingsplan og sparring

Washpower er en af de virksomheder, der allerede har deltaget i forløbet. Det var direktøren i Dansk Agroindustri, der gjorde virksomheden opmærksom på forløbet. Vejen til at komme med i vækstforløbet var kort; de deltog i et informationsmøde, udfyldte en ansøgning og blev optaget i forløbet.

– Vi har et ønske om at anvende data til service og vedligehold. I forløbet har vi fået ekspertviden og sparring omkring vores forretningsidé, trådløse teknologier og datahåndtering. Vi har samtidig fået anbefalinger til strategi og at starte ud med noget simpelt. Næste skridt er at udvikle en ny forretningsmodel, implementere den og samle op på implementeringen, siger Michael Malmgaard, udviklingschef i Washpower.

Færre driftstop og større kundeforståelse

Også virksomheden One2Feed har deltaget og opnået lovende resultater.

– Projektet har gjort det klart, at vores kunder var interesserede i at minimere driftstop, men også at forebygge det. Igennem et tæt samarbejde med forskellige eksperter har vi fået værktøjerne til at benytte data til at imødekomme kundebehov. Det er uden tvivl adgangen til ekspertviden, der har rykket os langt på den digitale rejse på kort tid. Næste mål er en handlingsplan, så vi kan rykke os endnu længere, fortæller Jesper Scriver, der arbejder med salg og support i One2Feed.  

Handlingsplanen skal sikre, at One2Feed i fremtiden kan fortsætte deres digitale rejse og udvikle små og store digitale løsninger til gavn for både kunderne og virksomheden. Partnerne i Vækst i agroindustrien har også udarbejdet en handlingsplan for Washpower, som  giver dem en række konkrete tiltag, der kan ruste dem til at arbejde med digitalisering og digitale forretningsmodeller. Sideløbende har Teknologisk Institut hjulpet Washpower og One2Feed med en InnoBooster-ansøgning, så samarbejdet forhåbentlig kan fortsætte.

Plads til flere virksomheder

Vækstforløbet åbner snart op for nye deltagere. For at komme i betragtning som virksomhed er det vigtigt, at man har både viljen og evnen til at indgå i det intensive udviklingsforløb.

– Vi leder efter virksomheder, der så småt er gået i gang med at arbejde mere strategisk med dataanvendelse, men ikke helt har knækket koden endnu. Eller virksomheder, der ikke er kommet i gang endnu og måske ikke ved, hvor de skal starte, men har masser af gåpåmod og ambitioner, siger Nicolai Fog Hansen.

Projektet ”Vækst i agroindustrien – powered by data” er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Dansk Agroindustri, SEGES, Teknologisk Institut og Industriens Fond. Fonden har støttet projektet med godt seks mio. kroner som led i en særlig temaindkaldelse med fokus på datadreven vækst.

Virtuelt informationsmøde 2. november

Er du blevet nysgerrig på at komme med i forløbet, er der virtuelt informationsmøde d. 2. november kl. 10.00 – 11.00. Du kan tilmelde dig via linket her (Vækst i Agroindustrien - informationsmøde - Kurser - Teknologisk Institut)

Læs mere om projektet og virksomhedsforløbet på www.agroindustri.dk