Digitalisering af landbrugsudstyr – Irrigation Tracker til markvanding
Den tørre sommer i 2018 har i sandhed udfordret landmændene – og hvor det har været muligt har vandingsmaskinerne kørt i døgndrift. For landmænd med mange marker og vandingsmaskiner er det svært at holde styr på, hvor der er vandet og hvornår.
Teknologisk Institut har for at takle denne udfordring udviklet Irrigation Tracker, som består af en boks, der monteres på vandingsmaskinen, og som logger tidspunkt, GPS-position og vandforbrug. Data sendes til en database i skyen, og landmanden kan se sine vandingsdata på en webside. Teknologisk Institut har stået for udviklingen af både hardware og software.
Udvikling af sådanne digitale løsninger stiller særlige krav til robusthed i hardwaren, datakommunikation, håndtering af fejldata, analyse og præsentation af data. Næste skridt kunne være at integrere vandingsdata med vejr- og afgrødedata, så systemet kan forudsige, hvor der er vandingsbehov. Formålet har været at udvikle metoder og demonstrere, at det forholdsvis nemt og hurtigt er muligt at ”digitalisere” en almindelig maskine i landbruget.
Irrigation Tracker er testet hos tre landmænd sammen med Fasterholt Maskinfabrik og KMC.
- At vandingsdata registreres automatisk og uden brug af papirlapper er en kæmpe fordel, udtaler Lars Byrdal Kjær, sektionsleder hos Teknologisk Institut. På den måde kan vandingen hurtigere tilpasses med en øget effektivitet og lavere omkostninger som resultat.
Det er endnu ikke afklaret, om Irrigation Tracker i fremtiden bliver fast monteret på vandingsmaskiner. Det er op til den enkelte leverandør af maskinerne. Der er dog hjælp at hente.
- Har man et behov indenfor vandingsdata eller andre digitale teknologier til landbruget, kan man tage fat i os. Vi kan hjælpe med både udvikling og test, slutter Lars Byrdal Kjær.
Aktiviteten/Artiklen/Rapporten er støttet af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte under Uddannelses- og Forskningsministeriet.