
IEA HPT Projekt 68: Industrielle højtemperaturvarmepumper
Projektstart: Juli 2025. Projektafslutning: Maj 2028.
Dekarbonisering af industrien med højtemperaturvarmepumper
Industrielle højtemperaturvarmepumper er en lovende teknologi til at dekarbonisere industriens varmeforbrug – især for processer, der kræver forsyningstemperaturer over 100 °C. Som en nøgleteknologi til elektrificering kan de ligeledes bidrage til at reducere drivhusgasudledninger fra industriel procesvarme, som i dag udgør en betydelig andel af de globale emissioner.
Interessen for industrielle højtemperaturvarmepumper er generelt stigende. Den er drevet af et voksende fokus på dekarboniseringsstrategier, teknologiske fremskridt og udviklingen af politiske rammer som fx Science Based Targets Initiative (SBTI), der tilskynder virksomheder til at reducere deres klimaaftryk.
Projektets formål
Det overordnede formål med Projekt 68 er at fremme anvendelsen af industrielle højtemperaturvarmepumper ved at samle og dele viden af høj kvalitet på tværs af lande. Den danske deltagelse skal accelerere adoptionen i dansk industri ved at adressere teknologiske, økonomiske og informationsmæssige barrierer. Samtidig skal projektet fremhæve dansk ekspertise og styrke netværket mellem danske og internationale interessenter.
Projektets vigtigste mål er at:
- Kortlægge teknologier: Udarbejde en opdateret oversigt over tilgængelige og fremspirende højtemperaturvarmepumpeteknologier og demonstrationsprojekter.
- Udvikle løsninger: Udvikle sektorspecifikke løsningskoncepter og best practices for integration af varmepumper i industrielle processer.
- Opbygge kompetencer: Udarbejde undervisningsmaterialer, der understøtter vidensdeling og kompetenceudvikling i akademia og industrien.
- Formidle viden: Formidle resultaterne til en bred vifte af interessenter for at skabe en fælles forståelse af teknologiens potentiale.
Projektets struktur og aktiviteter
Projekt 68 er organiseret i fire hovedopgaver:
- Task 1: Teknologioverblik og database: Fokuserer på teknologiske udviklinger og oprettelsen af en database, der opsummerer nuværende state-of-the-art samt lovende teknologier under udvikling.
- Task 2: Sektorspecifikke løsninger og best practices: Har til formål at fremme sektorspecifikke samarbejder for at udvikle best practices og overvinde barrierer for adoptionen af højtemperaturvarmepumper i industrier som føde- og drikkevarer, kemikalier og tekstiler.
- Task 3: Uddannelse og kompetenceudvikling: Fokuserer på udvikling af undervisningsmaterialer, der fremmer design, integration og implementering af varmepumper i industrielle applikationer.
- Task 4: Formidling og netværk: Sikrer effektiv formidling af resultater gennem workshops, publikationer og præsentationer rettet mod relevante interessenter.
Fra international viden til national værdi
Den danske deltagelse i projektet vil engagere og informere danske interessenter – herunder system- og komponentproducenter, forskningsinstitutioner, slutbrugere og beslutningstagere.
Formidlingsindsatsen vil blive skræddersyet til disse gruppers behov og vil omfatte:
- En national workshop for at dele den nyeste viden.
- Udarbejdelse af fagartikler målrettet relevante danske medier.
- Målrettede arrangementer for at dele resultater og fremme vidensdeling.
Projektpartnere
Den danske deltagelse i projektet varetages af et stærkt samarbejde mellem Teknologisk Institut (projektleder og Operating Agent) og DTU Construct.
Finansiering
Projektet er finansieret af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP). EUDP støtter udvikling og demonstration af ny teknologi, der bidrager til at indfri Danmarks målsætninger inden for energi og klima.