Bliv miljøteknologisk ingeniørpraktikant eller skriv opgave på Teknologisk Institut i Aarhus

Andreas  Sommerfeldt

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 16 33.

Praktik på Teknologisk Institut

Bliv miljøteknologisk ingeniørpraktikant eller skriv opgave på Teknologisk Institut i Aarhus

Læser du kemiteknologi eller bioteknologi - og drømmer du om et praktiksted, hvor du som ingeniørstuderende gør en forskel for miljø, klima og grøn omstilling?

Så prøv dig selv af som ingeniørpraktikant på Teknologisk Institut i Aarhus, hvor din teoretiske viden bliver omsat til handling – og løsninger, der gavner den grønne omstilling og løser konkrete behov i dansk erhvervsliv. Du kommer til at arbejde med vigtige dagsordner i et inspirerende og dedikeret vidensmiljø.

Du har også mulighed for at skrive bachelorprojekt eller speciale på Teknologisk Institut.

Du får:

  • Mulighed for at gøre en forskel inden for den grønne omstilling
  • Adgang til avancerede laboratoriefaciliteter, der vil styrke dine lab-færdigheder
  • Konkret arbejdserfaring i forsknings- og udviklingsprojekter med store danske virksomheder
  • En afvekslende arbejdsdag, hvor din teoretiske viden omsættes til konkrete løsninger

Miljøteknologi – et hav af muligheder

Det er på Teknologisk Institut, den grønne omstilling bliver omsat til handling – og i divisionen Miljøteknologi sker det blandt andet gennem en lang række forsknings- og udviklingsprojekter i samarbejde med universiteter, vidensinstitutioner og danske virksomheder. 

I centrene Produkt- og Materialekemi, Luft- og Sensorteknologi og Vand og Bioteknologi sætter vi stor pris på vores mange diplomingeniør-studerende, der er tilknyttet som praktikanter eller skriver bachelorprojekt eller speciale hos os med mange forskellige faglige afsæt. Mulighederne er mange, og vi dækker et hav af store og små fagområder.

Din hverdag som ingeniørpraktikant

Som miljøteknologisk praktikant på Teknologisk Institut indgår du fra dag et som en naturlig del i det team, du ansættes i. Du får tildelt en vejleder, som du altid kan søge støtte og sparring ved, men du vil også indgå i tætte arbejdsrelationer med både fastansatte og andre praktikanter og studentermedhjælpere, hvilket giver rig mulighed for at skabe et stort og stærkt netværk på arbejdspladsen.

På Teknologisk Institut har vi stor tillid til dig som praktikant, og du vil komme til at løse opgaver både på egen hånd og i samarbejde med andre. Din arbejdsdag vil variere alt efter de igangværende projekter og aktuelle behov i centret. En typisk dag for de fastansatte er meget varieret – du kan forvente det samme. Laboratoriearbejde og forsøg er essentielt for forskning og udvikling, og derfor vil de fleste opleve at få praksiserfaring i løbet af praktikken, måske endda indenfor flere forskellige studierelevante fagområder.  

Du vil med garanti få indsigt i, hvordan professionel projektstyring og opgaveløsning foregår og få en fornemmelse for, hvordan en arbejdsdag som færdiguddannet kan se ud.

Dyk ned i det du brænder for – bachelorprojekt og speciale

I Miljøteknologi har vi stor glæde af at have bachelor- og specialestuderende og mange års erfaring i at vejlede. Du tilknyttes en kompetent vejleder, som kan guide dig i alt fra forsøgsopstilling til databehandling og desuden er særligt faglig dygtig indenfor fagområdet. Vi tilbyder skrivebordsplads til dig og din gruppe sammen med andre studerende, hvor I også kan sparre med hinanden.  

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har et særligt interesseområde - måske har vi relevante projekter, du kan blive tilknyttet.  

De tre miljøteknologiske centre

Produkt- og Materialekemi

I Center for Produkt- og Materialekemi samarbejder højtspecialiserede ingeniører og kemikere om at fremtidssikre danske virksomheder ved hjælp af grøn omstilling af produkter og materialer. Med en dyb forståele af materialers kemi, bindinger, polymerkæder og Van der Waal-interaktioner bruger vi vores specialviden til at skabe værdi og øget bæredygtighed. Vi arbejder helhedsorienteret og tænker materialevalg, sortering, oparbejdning og genanvendelse ind i løsningerne – og centret har opnået en central position som sparrings- og videnspartner for danske industrivirksomheder. Det afspejler sig i forsknings- og udviklingsprojekterne, der involverer stadig større virksomheder, der har forstået, at den grønne omstilling først for alvor får flyvehøjde, når vi går sammen på tværs af brancher og værdikæder. Centret har primært fokus på plast og tekstiler – og på teknologier, der hjælper virksomheder til øget genanvendelse og renere produkter uden uønsket kemi.

Herunder fortæller Gil Malkiel Nielsen og Mathias Bak-Mikkelsen, der begge læser kemiteknologi på Aarhus Universitet, om deres praktik på Teknologisk Institut.

Luft- og Sensorteknologi

Luftforurening er en verdensomspændende problematik, der i disse år får stadig større fokus, i takt med at vi bliver klogere på partikelforureningens langtidsvirkning på mennesker, miljø og klima. Vi hjælper alle aktører inden for ren luft-området – myndigheder, kommuner og teknologivirksomheder – til at operere på et evidensbaseret beslutningsgrundlag. I Luft- og Sensorteknologi arbejder vi ind i en lang række problematikker, fra målinger af emissioner fra industri, landbrug, transport, brændeovne og arbejdsmiljø til udvikling af filterløsninger, der fjerner partikler, virus og VOC’er. I centret udvikler og validerer vi også avancerede sensorløsninger, der anvendes bredt i samfundet, fra lowcost-sensorer i bymiljøet til højteknologiske CO2-sensorer på bunden af havet – som del af fremtidens CCUS-teknologier.

Laura Gjerløv Svendsen, der er nyuddannet diplomingeniør i kemiteknologi, har både været i praktik og skrevet bachelorprojekt på Teknologisk Institut. Det fortæller hun om her.

Vandteknologi

I Center for Vandteknologi er tværfaglighed en naturlig del af hverdagen, for vi arbejder i et unikt interdisciplinært vidensmiljø med deltagelse af både biologer, ingeniører, biokemikere og mikrobiologer. Det smitter af på de projekter og opgaver, vi er involveret i, for vi har fokus på så forskelligeartede problematikker som at sikre en fremtid med rent drikkevand, effektiv spildevandsrensning og et vandmiljø uden pesticider, PFAS og andre miljøfremmede stoffer... Men også på teknologier til at omdanne organisk affald og biomasser til biogas og højværdiproteiner... Og vi hjælper industrien med at udnytte ressourcerne, fx varme og organisk materiale, i deres processer. Hos os kan du med andre ord se frem til masser af tværfaglig læring og inspiration.

Anna Ejlersen og Ida Høier Jensen læser bioteknologi på Aarhus Universitet - hør dem fortælle om deres praktik på Teknologisk Institut.

Er du vores næste praktikant eller opgaveskrivende?

Hvis du gerne vil vide mere eller er interesseret i at blive praktikant eller skrive opgave på Teknologisk Institut, er du velkommen til at ringe eller skrive - eller sende en motiveret ansøgning med CV. Vi kontakter dig hurtigst muligt, når vi har modtaget din henvendelse.
 

Dine kontaktpersoner:

Praktik - ASOMProdukt- og Materialekemi

Andreas Sommerfeldt
Mobil: +45 72201633
Mail: asom@teknologisk.dk

 

 

 

 

Praktik - FRERLuft- og Sensorteknologi

Freja Rydahl Rasmussen
Mobil: +45 72201973
Mail: frer@teknologisk.dk

 

 

 

 

Praktik - MREVandteknologi

Martin Rosenørn Eskesen
Mobil: +45 72201491
Mail: mre@teknologisk.dk