
ESG – Hvorfor er det vigtigt og hvordan kommer du i gang?
ESG er blevet et meget varmt emne i erhvervslivet, men hvad er det egentlig, og hvorfor er det vigtigt for din virksomhed? Vi dykker ned i det i denne artikel, hvor vi også kommer med gode råd til, hvordan du kan gribe arbejdet med ESG an.
Hvad er ESG?
Du kender helt sikkert til bæredygtighed, men måske er ESG stadig en lidt forvirrende bogstavleg for dig. Det forstår vi godt. ESG er nemlig mere end bare bæredygtighed. ESG står helt grundlæggende for Environment, Social og Governance, og det dækker over miljø, sociale forhold, samt hvordan en virksomhed opererer. Man kan groft sagt sige, at det handler om at drive en bæredygtig forretning, hvor man både tager højde for virksomhedens påvirkning på miljøet, påvirkningen på de mennesker, som virksomheden er i berøring med i form af fx egne medarbejdere, samfundet og forbrugere, og hvordan virksomheden ledes i forhold til forretningsetik, antikorruption eller lignende. Men ESG handler også om at finde ud af, hvordan ovenstående forhold påvirker ens forretning.
Hvorfor er ESG vigtigt for din virksomhed?
ESG er vigtigt, fordi et EU-direktiv pålægger større virksomheder et krav om at rapportere om deres arbejde med ESG. I denne sammenhæng omtales det også som CSRD. Det betyder, at større virksomheder årligt skal nedfælde deres aktiviteter i forhold til Environment, Social og Governance, og derfor er det vigtigt, at man får styr på, hvordan man selv arbejder med ESG.
Så tænker du måske, at det ikke har så stor betydning for dig, hvis du driver en mindre virksomhed med f.eks. under 10 ansatte, men det kan det alligevel godt. Kravene omfatter nemlig ikke kun virksomheders egne aktiviteter, men rækker også ud over hele værdikæden. Så hvis din virksomhed samarbejder med en større virksomhed, f.eks. som leverandør, kan de blive pålagt at rapportere om jeres arbejde i forhold til ESG. Hvor meget du kan forventes at rapportere er lige nu uvist - det er politikerne i EU i gang med diskutere. Hvis du ikke har styr på ESG, kan det derfor potentielt betyde, at du mister kunder eller leverandører.
Første step: Få et overblik over jeres ESG-forhold
Men hvordan kommer man så i gang med at arbejde med ESG? Det kan virke uoverskueligt til at begynde med. Derfor har Teknologisk Institut hevet fat i Martin Aggerbeck, der er uddannet Designingeniør, ph.d fra DTU, og som underviser i, hvordan man bliver en god bæredygtighedskonsulent.
Han forklarer, at det første man skal gøre, for at komme i gang, er at danne sig et overblik over ens processer, og hvordan de hænger sammen med ESG:
”Man danner sig et overblik inden for forskellige undertemaer under ESG, hvor der er 10 undertemaer. Det kan f.eks. være, hvordan dine medarbejdere har det, eller det kan handle om forurening og vandmiljø osv. Når man har dannet sig et overblik, kan man rangere dem i forhold til, hvor vigtige de er for virksomheden. Her er der nogle procesværktøjer, så man kan indsamle den nødvendige viden,” fortæller han.
Han peger f.eks. på SIPOC, som er et relevant værktøj i forhold til at få overblik over sine processer. SIPOC står for Supplier, Input, Proces, Output og Customer. Ved at benytte SIPOC kommer man igennem hele sin værdikæde i forhold til processer, så man kan se, hvad der sker i dem. Aggerbeck nævner også, at man kan udarbejde en drejebog, der indeholder elementer, som har forskellige formål, tidsrammer og prioriteringer, så man ved, hvordan man bør prioritere tiden, når man afholder et møde eller en workshop. Når man starter op med ESG, er der næppe en enkelt person i virksomheden, der kan udlægge hele ens ESG-arbejde, og derfor skal disse værktøjer gøre det nemmere at få det forkromede overblik over ens processer.
Andet step: Hvor skal i sætte ind for at blive mere bæredygtige?
Når man har fået sig et overblik over ens processer, og hvordan de påvirker eller påvirkes af ESG, kan man lettere finde ud af, hvor man bør sætte ind.
”Efter overblikket skal man spørge, hvad man kan bruge overblikket til. Udleder vi meget CO2 eller har vi problemer med forurenet drikkevand? Hvad kan vi gøre for at give noget igen til lokalsamfundet, vi samarbejder med? Hvis man i sin SIPOC-analyse kan se, at man bruger allermest strøm, når man har solgt ens produkt og kunderne bruger det, kan vi så gøre noget, for at spare på strømmen?” siger Aggerbeck.
Aggerbeck forklarer, at det er et oplagt tidspunkt at overveje om ens forretningsmodel er den rette. Der findes nemlig forretningsmodeller, som er bedre rustet til en bæredygtig verden end andre, og Aggerbeck nævner, at han har set eksempler på, at virksomheder har ændret deres model i en mere bæredygtig retning med succes. En bæredygtig forretning kalder som regel også på flere partnerskaber, da forskellige led i værdikæden kan bidrage med forskellige elementer, som man måske ikke selv besidder.
Bæredygtige forandringer og den økonomiske betydning
At arbejde med bæredygtighed og ESG betyder ofte forandringer i virksomheden. Og forandringer kan medføre en vis modstand eller nervøsitet fra ansatte. Derfor er det vigtigt at tage højde for disse forandringer i processen:
”Det kan være ret svært at få alle med på den forandringsproces. Vi skal måske anerkende dem, der har haft meget uformel magt tidligere, men nu skal vi bruge deres styrker på en anden måde. Der kan være en tendens til nervøsitet under forandringer. I forbindelse med bæredygtighed vil man ofte bruge andre processer, end man har brugt tidligere, til at finde ud af, hvad man skal ændre,” siger Aggerbeck.
Forandringer påvirker også økonomien, og det ligger Aggerbeck heller ikke skjul på. Det vil være forbundet med udgifter at udføre årlige ESG-rapporteringer eller måske at skulle ændre sine processer. Men det kan også have positive økonomiske gevinster på sigt, påpeger han.
”Det kan betyde noget i forhold til branding, da man kan få nye kunder, fordi man er mere grøn end konkurrenterne. Ved at se sine processer efter, kan der være økonomiske gevinster at hente, men der er også udgifter, hvis man har ambitioner på nogle punkter, som man skal håndtere. Ofte vil bæredygtighedstiltag kunne give noget på sigt, som er lidt sværere at sætte to streger under fra start, men som kommer undervejs.”
At komme i gang med ESG behøver derfor ikke være besværligt, hvis bare man får de rette redskaber eller opsøger den nødvendige hjælp.
Kurser inden for bæredygtighed og ESG
Hvis du vil vide mere om ESG og hvordan du arbejder med det i din virksomhed eller organisation, så har vi flere muligheder. Vi tilbyder for eksempel et kursus i, hvordan I kan gribe ESG-rapporteringen an, eller en uddannelse, hvor du kan blive ESG- og bæredygtighedskonsulent.
Lyt til podcastafsnit om ESG:
https://www.teknologisk.dk/kurser/ti-pod-ep-126-baeredygtighed-og-esg-i-virksomheder/46249
Kilde: Artiklen er skrevet på baggrund af et podcast-interview med Martin Aggerbeck.