
Optimer dit indhold til fremtidens AI-søgninger (LLMO)
4 min.
I mange år har søgemaskineoptimering (SEO) været en væsentlig metode til at optimere indhold og skabe synlighed for potentielle kunder. SEO er forsat væsentligt, men med en stigende efterspørgsel efter svar gennem AI-værktøjer som ChatGPT, Perplexity, Gemini etc. er LLMO (Large Language Model Optimization) – også kendt som GEO (Generative Engine Optimization) – en voksende metode til at skabe synlighed.
Ønsker du at opnå eller bevare en stærk digital tilstedeværelse for dine ydelser, artikler, kurser, cases mv., er det altså værd at tænke LLMO ind i den måde, du skriver og laver indhold på.
SEO vs. LLMO
Hvor SEO fokuserer på at optimere indhold for søgemaskiner, tilføjer LLMO et ekstra lag, hvor indhold også optimeres for AI-søgninger.
SEO har klassisk handlet om at matche ens indhold til bestemte sørgetermer (søgeord) for på den måde at rangere højere i søgemaskinerne, og dermed få flere kliks til ens sider fra potentielle kunder.
Formålet med LLMO er en smule anderledes, da AI-drevne søgeresultater ofte besvarer spørgsmål uden at lede brugeren videre til en hjemmeside. Ved LLMO skal der således tages højde for at få mest mulig værdi ud af selve omtalen i de AI-generede resultater som nogle gange kan være links, andre gange brand mentions eller indirekte via awareness om løsninger, som vi kan tilbyde.
Principperne for SEO
Hvis vi kort opridser de gænges retningslinjer for at optimere indhold til søgemaskiner, kan vi kigge på Google EEAT-principper, der står for Experience, Expertise, Authoritativeness og Trustworthiness, og som spiller en væsentlig rolle for, hvilke sider der rangerer i søgemaskiner – men også for hvilke resultater, der gengives i AI-værktøjer:
Experience (erfaring) refererer til personlig erfaring, hvilket både kan være indhold med førstehåndsviden som egen erfaring, produktanmeldelser, testimonials, UGC (User-Generated-Content) etc.
Expertise (ekspertise) refererer til viden og faglighed; der skal vises ekspertise overfor målgruppen. Ekspertise kan udvises på mange måder f.eks. via henvisning til tidligere kunder, cases, forskning, udstyr etc.
Authoritativeness (autoritet) handler om at blive opfattet som go-to-siden for det respektive emne. Når f.eks. andre hjemmesider, eksperter eller medier henviser til siden, vil det øge sidens værdi.
Trust (troværdighed) er det vigtigste princip, hvor der ses på, om indholdet er pålideligt og originalt. Er der f.eks. klare kontaktoplysninger, gennemsigtighed om udgivelsesdato, sikkert site etc.
EEAT vil generelt være med til at styrke indholdets troværdighed og autoritet, hvilket kan skabe en positiv differentiering, der kan være med til at øge synligheden ved både søgemaskiner og AI-værktøjer.
Sådan bruges LLMO
EEAT-principperne er i høj grad gældende for LLMO, så disse bør ses som fundamentet for et hvert indhold, der udarbejdes.
Herudover bør følgende tænkes ind ved LLMO:
- Optimer dit indhold i forhold til søgeintention og semantiske relationer: tænk på, hvad det er din målgrupper søger svar på, og start ved at besvare det spørgsmål kort og konkret. Suppler dit indhold med HV-spørgsmål, så det svarer til fraser, som ville bruges ved AI-søgninger.
- Strukturer dit indhold, så det let kan bruges af AI. Brug overskrifter (H2, H3), anvend bullets, del indholdet op i korte afsnit, indsæt tabeller og evt. FAQ-sektioner.
- Formuler indholdet enkelt og præcist, så alle kan forstå det, og undgå indforstået fagsprog. Brug korte sætninger med fakta, tal og forklaringer, der kan stå alene – og som gør indholdet let for en AI at citere.
- Undgå at artikler eller ydelser bliver for generiske med f.eks. en masse ydelser samlet på en side. Udarbejd i stedet specifikt indhold pr. side og sørg for at have en stærk intern link building, hvor du linker til andre relevante ydelser, artikler, cases eller kurser, så AI nemt kan forstå sammenhængen mellem siderne.
- Optimer nuværende artikler med citater, statistik og direkte svar (ved direkte at besvare forespørgsler) og sørg for at holde indholdet opdateret; AI foretrækker ligesom Google friske og nøjagtige oplysninger.
Synlighed med LLMO
LLMO er ikke en erstatning for SEO, men som nævnt en udvidelse, der kræver en mere helhedsorienteret tilgang.
Indholdsoptimering bevæger sig væk fra at optimere mod bestemte søgetermer og mod at skabe struktureret og troværdigt indhold, som AI-modeller såvel som søgemaskiner kan forstå og bruge i deres resultater.
Ved at arbejde aktivt med SEO og LLMO på nyt og eksisterende indhold sikrer du, at artikler, ydelser, cases, kurser mv. ikke mister synlighed og står stærkt i fremtidens søgninger.
Vil du vide mere?
Teknologisk Institut tilbyder flere forskellige kurser inden for marketing. Se vores udvalg eller kontakt os på 72 20 30 00, hvis du vil høre mere om vores kurser.