Teknologisk Institut hjælper virksomheden Kistler Nordic med at opnå sporbar kalibrering af piezoelektriske krafttransducere
Kistler er global markedsleder inden for dynamisk måleteknologi og er en virksomhed der opererer på mange forskellige markeder og hjælper virksomheder med målinger inden for alt fra medico- til transportbranchen.
Teknologisk Institut har i flere år kalibreret Kistler Nordics lokale udstyr og da de kom til os, med et behov for at få kalibreret udstyr for trykkræfter mindre end 1 N, var vi meget interesserede i at udarbejde en løsning, i form af en metode med langt mindre usikkerhed end hidtil.
Fordele ved piezoelektriske krafttransducere:
- Høje samplehastigheder der tillader 100% kontrol i eksempelvis samleprocesser
- Skalerbare måleområder uden tab af nøjagtighed (og derved robuste mod overbelastning)
- Minimal formforandring under belastning
- Små dimensioner der letter indbygning i fx produktionslinjer
Hvad kom der ud af dette samarbejde?
På baggrund af en indgående undersøgelse, der indebar en afdækning af kundens behov, vores eksisterende måleopstillinger og mulighederne for optimering, kom vi ud med en kundetilpasset metode, der opfylder Kistler Nordics kalibreringsbehov.
Med udgangspunkt i dette har vi nu muligheden for at tilbyde vores kunder akkrediteret kalibrering af piezoelektriske krafttransducere ved belastning med dødvægt i intervallet 1-1300 N og med en måleevne (CMC) der er bedre end 0,2%.