LCA afdækker muligheder for forbedringer af produktionslinje for en lavere miljøpåvirkning
Teknologisk Institut har gennemført en dybdegående livscyklusanalyse af Decameal's krabbekødsmel, et nyt og spændende proteintilskud til æglæggende høns.
I en tid, hvor klimaforandringer og miljøpåvirkninger fylder i samfundet, spiller underleverandører en afgørende rolle i at forme fremtidens bæredygtige løsninger. En central, men ofte overset, del af denne ligning er, hvordan de produkter, som produktionsvirksomheder leverer, bliver til – helt ned til foderet, der gives til de dyr, som forbrugerne får deres fødevarer fra.
For at forstå hvilke delprocesser i produktionen af foderet, som har størst miljøpåvirkning, valgte Decameal at få udarbejdet en livscyklusanalyse.
Kan produktionslinjen forbedres?
Med mulighed for at flytte rundt på produktionslinjen hos Decameal, er livscyklusanalysen blandt andet blevet brugt til at give viden om potentielle klimabelastningshotspots som kan optimere processen.
- Vi har fået et klart billede af, hvilke dele af processen vi skal fokusere på at forbedre for at mindske foderet klimaaftryk. Denne viden giver os mulighed for at træffe informerede beslutninger og fortsætte med at forbedre vores praksis, så vi kan tilbyde endnu mere miljøvenlige produkter til vores kunder. Vi ser frem til at arbejde videre med disse indsigter og styrke vores position som en ansvarlig aktør på markedet, udtaler Leander Hessner, Decameal ApS.
Samtidig giver det stor indsigt at have data på produktionens forskellige hotspots og dermed kunne vurdere miljøpåvirkning op mod produktets kvalitet, samt hvor meget mulige alternative processer vil forbedre eller forværre miljøaftrykket i de mest belastende dele af produktionen.
Fra vugge til fabriksport
Fra fangst af krabber til produktion og emballering har Teknologisk Institut indsamlet og beregnet data for at få det komplette billede af foderet klimaaftryk.
- Når vi for underleverandører afgrænser dataindsamlingen til cradle-to-gate, er det for at kunne give et mere præcist billede af virksomhedens miljøaftryk. Uden adgang til downstream-processer vil resultatet af livscyklusanalysen være præget af hotspots, som underleverandører ikke har kontrol over, udtaler Asger Munch Smidt-Jensen, specialist i Bæredygtig Fødevareproduktion hos Teknologisk Institut.
3 hurtige om valget af vugge-til-fabriksport analysen:
- Ved at fokusere på de specifikke produktionsprocesser kan underleverandører optimere miljøvenligheden. Det gør dem attraktive for producenter, der ønsker at reducere deres miljøaftryk.
- Cradle-to-gate tilgangen forenkler dataindsamling og rapportering, som er mindre ressourcekrævende end en fuld cradle-to-grave analyse.
- Optimering inden for fabrikken kan også føre til økonomiske besparelser gennem reduceret energiforbrug og mindre affald, hvilket styrker konkurrenceevnen.