
OEKO-TEX® STANDARD 100 - Hvad dækker certificeringen?
Vælg side
Alle produkter, der er certificeret efter og bærer OEKO-TEX® STANDARD 100-mærket, giver forbrugeren sikkerhed for at være testet for skadelige stoffer og fundet uskadeligt for mennesker. Helt specifikt betyder det, at:
- Det certificerede produkt er uskadeligt for menneskers sundhed.
- Hver eneste tråd, knap og øvrigt tilbehør er testet mod en liste af over 1.000 forskellige skadelige stoffer.
- Jo mere intensiv hudkontakt produktet fordrer, desto strengere er kravene til humanøkologi og de udførte laboratorietests.
- Der testes efter globalt standardiserede testkriterier.
- Certificeringen overholder internationale krav og regler.
- De tilladte grænseværdier for skadelige stoffer revideres mindst én gang om året.
I de påkrævede tests tages der højde for adskillige regulerede og ikke-regulerede stoffer, som kan være skadelige for menneskers sundhed. Grænseværdierne for OEKO-TEX® STANDARD 100 er desuden strengere end nationale og internationale krav.
Du kan desuden altid være sikker på, at produkter med certificeringen er ajour med de nyeste standarder og forskrifter, da OEKO-TEX® opdaterer deres kriteriekatalog mindst én gang årligt, hvilket udvides løbende i takt med ny videnskabelig viden, nye testmetoder og -udstyr, samt lovkrav.
For at sikre, at kravene matcher produktets reelle anvendelse, inddeles certificeringen i fire produktklasser, hvor de tilladte grænseværdier er strengest for artikler med tæt kropskontakt:
- Produktklasse I: Baby- og småbørnsartikler op til 36 måneder (f.eks. babytøj, sparkedragter, sengetøj og legetøj)
- Produktklasse II: Artikler med direkte hudkontakt (f.eks. undertøj, T-shirts, skjorter, strømper og sengetøj)
- Produktklasse III: Artikler uden direkte hudkontakt (f.eks. overtøj, jakker, frakker og foer)
- Produktklasse IV: Udstyr og boligtekstiler (f.eks. gardiner, duge, møbelpolstring og gulvbelægninger)
Der findes to kriteriekataloger Annex 4 eller Annex 6:
- Annex 4: Fokus på humanøkologisk produktsikkerhed (prøvninger udføres som standard efter Annex 4)
- Annex 6: Opfylder skærpede miljø- og branchekrav og indeholder ekstra parametre og endnu lavere grænseværdier (udvidelse til Annex 4)
Læs mere i STANDARD 100 standarden