Ann Britt  Værge

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 10 32.

Den internationale forskningsplatform AgNUE lanceres i år med en klar mission: At forbedre udnyttelsen af kvælstof i landbruget.

AgNUE: Teknologisk Institut bliver del af en international forskningsplatform med fokus på bedre kvælstofudnyttelse i landbruget

England In English

Projektperiode: 2026–2031

Den internationale forskningsplatform AgNUE har en klar mission: At forbedre udnyttelsen af kvælstof i landbruget.

Over de næste fem år vil platformen arbejde på at reducere kvælstoftab til miljøet — uden at gå på kompromis med afgrødeproduktiviteten. Det skal ske ved at indsamle omfattende data fra intensivt monitorerede forsøgsarealer i flere lande, forbedre præcisionen af de modeller, der simulerer kvælstofdynamikken, og evaluere, hvordan forskellige dyrkningspraksisser påvirker emissioner, udbytter og miljø.

En global udfordring

Kvælstoftab fra landbruget er ikke kun et dansk problem — det er et globalt. I dag bruges modeller til at simulere og estimere, hvordan kvælstof bevæger sig på landbrugsarealer, og hvilken effekt det har på afgrøder og miljø. Modellerne kombinerer data om jord, klima, afgrøder og dyrkningspraksis for at beregne kvælstofbalancer og forudsige tab til luft og vand. Det er afgørende at forbedre disse modeller, da de bidrager til at bygge bro mellem den videnskabelige forståelse af kvælstofkredsløbet og implementeringen af politiske tiltag, der skal reducere kvælstofforurening.

Fra SmartField til AgNUE

I initiativet SmartField arbejder vi på at forbedre, hvordan vi opgør og reducerer lattergasemissioner (N₂O) fra danske landbrugsarealer. Siden lanceringen i 2024 har SmartField samarbejdet med førende internationale forskergrupper i en gensidig udveksling af viden og erfaringer.

Med AgNUE — Agricultural Nitrogen Use Efficiency Platform — tager vi nu det næste skridt og løfter SmartField-konceptet op på internationalt niveau. AgNUE er et internationalt forsknings- og innovationsinitiativ, der samler data fra tolv intensivt monitorerede forsøgsarealer på tværs af Europa og USA. Målet er at skabe et stærkere grundlag for udvikling af modeller til beslutningstagning og dokumentation af virkemidler — både nationalt og globalt. Modellerne bygges på baggrund af højtopløste feltdata, isotopanalyser og mikrobielle studier, der tilsammen giver et langt mere detaljeret billede af, hvad der driver kvælstoftab under forskellige betingelser.

Vi bringer erfaringerne fra SmartField direkte ind i AgNUE. SmartFields data, måleinfrastruktur og metodiske tilgang understøtter platformens ambition om at etablere sammenlignelige og troværdige målinger på tværs af lande, klimaer og dyrkningssystemer.

Internationalt samarbejde

AgNUE er forankret ved Aarhus Universitet og samler universiteter og forskningsorganisationer med speciale i jordbiogeokemi, modellering af agroøkosystemer, mikrobiologi, meteorologi og bæredygtigt landbrug.

Platformen er finansieret med op til 24 mio. euro af Novo Nordisk Fonden og modtager desuden støtte fra amerikanske finansieringskilder.

Partnerne spænder på tværs af Europa og USA:

  • Aarhus Universitet (Danmark)
  • Teknologisk Institut (Danmark)
  • North Carolina State University (USA)
  • University of Illinois (USA)
  • Wageningen University & Research (Holland)
  • University of Basilicata (Italien)
  • Karlsruhe Institute of Technology (Tyskland)
  • Colorado State University (USA)
  • Technical University of Madrid (Spanien)
  • Swedish University of Agricultural Sciences (Sverige)
  • Norwegian University of Life Sciences (Norge)
  • University of Helsinki (Finland)
  • INRAE – det franske nationale institut for landbrug, fødevarer og miljø (Frankrig)