Miljøvenlig imprægnering uden fungicider skal forhindre svampevækst i træ

Gitte Tang Kristensen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 10 95.

træstykker behandlet med superkritisk CO2

Miljøvenlig imprægnering uden fungicider skal forhindre svampevækst i træ

Fungicider er et effektivt middel mod svampevækst i træ, men midlerne har uønskede effekter for dyr og mennesker. I et projekt støttet af Miljøstyrelsen udvikler Superwood og Teknologisk Institut derfor en imprægnering til træ, som forhindrer svampevækst uden brug af fungicider. Målet er at sikre både kvaliteten og levetiden af træet.

Giftig for dyr og mennesker

Fungicider bruges til behandling af blandt andet afgrøder og træ for at undgå svampeangreb. Svampene kan ødelægge og nedbryde produktet, så fødevarer ikke kan spises, og så træ får en kortere levetid, fordi det rådner.

- Svampemidler er gode, når det handler om at bevare træet og sikre en lang levetid, hvilket jo på sin vis er en bæredygtig tanke. Men fungicider er også giftige. Det betyder, at de ud over at dræbe og hindre vækst af svampe også kan påvirke dyr og mennesker. De uønskede effekter tæller blandt andet overfølsomhed og mutationer. Så på det punkt er bæredygtigheden udfordret, fortæller Gitte Tang Kristensen, der er faglig leder på Teknologisk Institut.

Stadig flere fungicider bliver forbudt

Der findes mange forskellige fungicider, og de er en undergruppe af biociderne, som dækker bekæmpelse af alle mikroorganismer. Brugen af biocider er stærkt reguleret i Europa under Biocidreguleringen (BPR), som angiver præcis hvilke stoffer, der må anvendes – en liste over stoffer, som bliver stadig kortere på grund af stoffernes effekter på miljø og sundhed.

Der er derfor en stor miljø- og sundhedsmæssig – men også forretningsmæssig – fordel ved at finde andre måder at beskytte træet mod svampe og råd, men opgaven er langt fra enkel. Beskyttelsen er dog nødvendig for at sikre kvalitet og levetid af fx byggematerialer som facadebeklædninger og terrasser.

Videreudvikling af patenteret teknologi

Projektet udføres i et samarbejde mellem Superwood og Teknologisk Institut. Superwood anvender en unik og patenteret teknologi baseret på superkritisk kuldioxid (scCO2).

- Superkritisk CO2 fungerer som bæremiddel, der opløser og transporterer træbeskyttelse ind i træet. Teknologien muliggør gennemimprægnering, også af træsorter som nordisk gran, hvilket ikke kan lade sig gøre med andre metoder. Vores miljøvenlige proces er anerkendt med EU’s miljøpris i kategorien ”renere teknologi”, og ved udfasning af fungicid i processen vil produktionen og produkterne være endnu mere miljørigtige og attraktive i bæredygtigt byggeri, fortæller Ole Dalsgård Nielsen fra Superwood.

Behandling af træ med superkritisk CO2

Udfasning af fungicider

For at bevare træets evne til at undgå svampeangreb uden brug af fungicider udvikler Teknologisk Institut og Superwood en ny formulering til imprægnering af træet, så kvalitet og levetid af produktet sikres. Produkterne kan erstatte traditionelt trykimprægneret træ, og på sigt kan processen uden brug af fungicid være med til fuldstændigt at udfase brugen af fungicid i imprægneret træ, dvs. en årlig reduktion på op mod 500 ton fungicid i Danmark.

 

Projektet er påbegyndt i januar 2020 og støttes af Miljøstyrelsens pulje Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP).

 

FAKTA OM PROJEKTET

 

Projektnavn

Imprægnering af træ uden fungicid

 

Projekttype

Miljøstyrelsens Udviklings- Demonstrationsprogram (MUDP)

 

Tidsramme

Januar 2020 – juni 2021

 

Vigtigste fokusområder

Udvikling af miljøvenlig imprægnering, der forebygger svampevækst i træ – uden brug af fungicider.

 

Vigtigste miljøgevinster

- Færre kemikalier (CMR-stoffer) i miljøet

- Mere miljøvenligt træ, der samtidig er levedygtigt

 

Understøttede FN-verdensmål

FN Verdensmål 12