Ny tilgang til tensider skal gøre vaskemidler mere bæredygtige

Maria Barmar Larsen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 10 04.

Vaskepulver hældes i vaskemaskine

Ny tilgang til tensider skal gøre vaskemidler mere bæredygtige

I et projekt støttet af MUDP under Miljøministeriet vil Nopa Nordic A/S og Teknologisk Institut udvikle innovative vaskeaktive stoffer til vaskemidler baseret på hjemlig (dansk) plantebaseret produktionsspild.

 

Fra fossile til bæredygtige kilder

Vaskeaktive stoffer, også kaldet tensider, er det, der gør vaskemidler i stand til at opløse og fjerne snavs fra tekstilers overflade, og de udgør op mod 40% af indholdet i vaskemidler. Der produceres omkring 18 mio. ton tensider årligt på verdensplan, og produktionen er stigende.

Produktionen af tensider er traditionelt baseret på fossil olie og forbundet med en væsentlig CO2-udledning. Derfor er fossilbaserede tensider løbende blevet udfaset og delvis erstattet af tensider baseret på palmekerneolie, der er et restprodukt fra palmeolieproduktionen. Imidlertid er produktion af palmeolie også udfordret af produktionsforhold, der hverken er miljø- eller klimavenlige.

– Vi ønsker at udvikle 100% bæredygtige tensider, da hverken fossil olie eller palmekerneolie må være førstevalget for en virksomhed som vores, der stiller store krav til vores produkters grønne profil – heller ikke selvom vi benytter reststrømme fra produktion af palmeolie. Men hidtil har der ikke været nogen alternativer, der fungerer effektivt og giver mening forretningsmæssigt. Det vil vi meget gerne gøre noget ved, fortæller Nikolaj Haulrik, Chief Innovation Officer ved Nopa Nordic.

 

Tensider forfra

Nopa Nordisk A/S har derfor allieret sig med Teknologisk Institut i et projekt, der har som mål at udvikle og afprøve nye, bæredygtige tensider. Projektet startede i januar 2020 og er støttet af MUDP under Miljøministeriet.

Under en indledende teknologiscreening har blandt andet kafferester, risskaller, madrester og sågar insekter været inde i overvejelserne. Forventningen er dog, at man ikke kan erstatte palmekerneolie direkte med noget andet.

- Palmekerneolie har særlige kemiske egenskaber, som gør den velegnet til tensider. De fleste andre plantebaserede olier kan ikke helt det samme. De består af længere kulstofkæder end palmekerneolie, hvilket gør, at der ikke kan laves en direkte erstatning, da blandt andet opløseligheden ville være for dårlig. Derfor undersøger vi, hvordan vi kan optimere tensider baseret på andre vegetabilske olier. Det er forudsætningen for, at vi kan skabe innovation på området. Vi tænker tensiderne helt forfra, fortæller Maria Barmar Larsen, seniorspecialist på Teknologisk Institut.

I projektet laver Teknologisk Institut laboratorieforsøg med reststrømme fra plantebaseret produktion. Her skal det blandt andet vise sig, hvor de potentielle reststrømmene er, om der er behov for at fjerne urenheder, eller om reststrømmene kan anvendes, som de er

 

Mange kompetencer i spil

Det 2-årige projekt slutter ultimo 2021 og har i løbet af perioden trukket på flere forskellige kompetenceområder på Teknologisk Institut. Blandt andet er der udviklet en helt ny metode til at karakterisere tensider.

Samtidig får Nopa Nordic hjælp til at optimere deres formuleringsarbejde ved hjælp af Design of Experiments (DOE), en statistisk metode, der forkorter den tid, der bruges på forsøg og afprøvning.

Endelig bistår også Teknologisk Institut også med livscyklusanalyser og miljøvurderinger som en del af produktudviklingsarbejdet.

– Livscyklusanalysen er et formidabelt værktøj til at sætte ord og tal på, hvor kompliceret en størrelse bæredygtig produktudvikling er. Det er en øjenåbner, der samtidig giver et meget bedre dokumenterbart beslutningsgrundlag. I sidste ende giver det en sikkerhed for, at bæredygtigheden opretholdes i alle led af produktionen, fortæller Nikolaj Haulrik.

 

Om tensider

Tensider er overfladeaktive stoffer og anvendes i dag i en række forskellige produkter, fx rengøringsprodukter, vaskemidler, kosmetik og fødevarer. Tensider udgør helt op til 40% af et flydende vaskemiddel og er de vigtigste komponenter i et vaskemiddel, fordi de med deres hhv. hydrofile og hydrofobe grupper effektivt kan opløse snavs. Tensider produceres fra fossile ressourcer eller fra palmekerneolie som delvis erstatning for råolie. På verdensplan produceres der 18 mio. ton tensider hvert år.

 

Om Nopa Nordic

Den danske virksomhed Nopa Nordic, der producerer produkter til rengøring, vask og personlig pleje, har en klar målsætning om at være førende mht. miljø- og sundhedsrigtige produkter i branchen. Derfor har Nopa Nordic konsekvent udfaset al skadelig kemi fra sine produkter, og næste ambitiøse mål er at sikre, at Nopa Nordic´s produkter kun indeholder ingredienser fra bæredygtige kilder. Dette mål vil Nopa Nordic opnå ved udskiftning af tensider fra fossile ressourcer eller palmekerneolie.

 

 

FAKTA OM PROJEKTET

 

Projektnavn

Miljørigtigt vaskemiddel

 

Projekttype

Miljøministeriets Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstationsprogram (MUDP)

 

Partnere

Nopa Nordic A/S

Teknologisk Institut

 

Tidsramme

Januar 2020 - december 2021

 

Fokusområder

Udvikling er 100% bæredygtige tensider på basis af plantebaserede reststrømme fra industrien

 

Vigtigste miljøgevinster

  • Reduceret afhængighed af fossile kilder
  • Reduceret brug af palmekerneolie
  • Reduceret CO2-udledning

 

Understøttede verdensmål

FN Verdensmål 9   Verdensmål 11, Bæredygtige byer og lokalsamfund