
Smart Skin for Exploration Cobots - avanceret beskyttelse til fremtidens rumrobotter
ESA-projektet Smart Skin for Exploration Cobots skal udvikle en 3D-printet, multifunktionel beskyttelsesdragt, der gør robotarme i stand til at overleve og arbejde under Månens og rummets mest ekstreme forhold.
Fremtidens udforskning af rummet – fra ressourceudvinding på Månen til vedligehold af satellitter og rumstationer i kredsløb – vil i stigende grad være afhængig af robotter som den primære arbejdskraft.
Rummiljøet er dog et af de mest fjendtlige miljøer, der findes: Robotterne udsættes for alt fra finkornet og slibende månestøv og kraftig kosmisk stråling til ekstreme temperatursvingninger mellem -150 °C og +120 °C.
For at robotter kan operere sikkert og selvstændigt under disse forhold, er der behov for en helt ny type beskyttelse, som er både robust, let og fleksibel.
European Space Agency-projektet Smart Skin for Exploration Cobots imødegår denne udfordring ved at udvikle næste generation af beskyttende covers til robotarme.
Projektet bygger videre på en succesfuld pilotfase og skaber en fleksibel flerlagsbeskyttelse baseret på en 3D-printet gitterstruktur, der kan foldes direkte omkring robotarmene.
En multifunktionel platform
Løsningen fungerer som en multifunktionel platform med fire integrerede funktioner:
Termisk beskyttelse
Skærmer mod ekstreme temperaturudsving i rummets vakuum.
Aktiv støvbeskyttelse
Forhindrer det aggressive månestøv i at trænge ind i mekaniske led og ødelægge udstyret.
Integreret infrastruktur
Fleksible strøm- og dataledninger printet direkte ind i strukturen.
Kollisionssensorer
Sensornetværk, der registrerer omgivelserne og forhindrer sammenstød under drift.
Udover rummissioner rummer teknologien også et stærkt potentiale for "jordnære" industrier, hvor robotter og sensorer udsættes for barske miljøer – eksempelvis offshore vindmøller, hvor øget komponentlevetid kan mindske dyre og risikable servicebesøg.
Teknologisk Instituts rolle
Teknologisk Institut er udpeget af European Space Agency (ESA) til at lede det internationale konsortium og koordinere projektets aktiviteter. Ud over projektledelsen bidrager instituttet med tværfaglige spidskompetencer inden for avanceret robotteknologi, printet elektronik og industriel 3D-print.
En central opgave for Teknologisk Institut er at rykke grænserne for 3D-printteknologien ved at udvikle og fremstille de komplekse gitterstrukturer. Disse strukturer skal designes med helt nye materialekombinationer, så de både opnår den nødvendige mekaniske fleksibilitet og kan modstå de voldsomme belastninger under en raketopsendelse samt rummets ekstreme kulde, varme og stråling.
Projektet udføres i tæt samarbejde med europæiske partnere: Admatis (Ungarn) udvikler den termiske beskyttelse, mens PIAP Space (Polen) og Redwire Space Europe (Luxembourg) stiller de selvsamme robotarme til rådighed, som i øjeblikket udvikles til ESAs kommende månemissioner. Dette sikrer, at teknologien testes og demonstreres under realistiske, rumlignende forhold på relevante systemer.

Fakta om projektet
Budget: 12,5 millioner kroner
Varighed: 24 måneder (2026-2028)
Partnere: Teknologisk Institut (Danmark), Admatis (Ungarn), PIAP Space (Polen), Redwire Space Europe (Luxembourg)
Målsætning: To funktionelle løsninger testet under rumlignende forhold