Samarbejde giver nyt liv til dansk peberrod

Jacopo Leonardo Valeri

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 13 98.

Peberrod

Samarbejde giver nyt liv til dansk peberrod

Dansk produceret peberrod passer godt ind i trends omkring den gode smagsoplevelse, økologi og sunde fødevarer. Carlsens Food er derfor på vej med en økologisk peberrod. For at sikre den rette smag har virksomheden allieret sig med produktudviklere i FoodtureLab på Teknologisk Institut.

En rod med potentiale

Peberrod tilføjer smag til maden og har en række sundhedsmæssige fordele. Der er derfor stort potentiale i brugen. Danmark har gode forhold til at dyrke peberrod og er samtidig det land i verden, hvor økologien har den største markedsandel. Carlsens Food er derfor på vej med en økologisk peberrod.

- Vi kan se, at markedet bevæger sig i retning af økologi. Især hos de lidt yngre forbrugere, som vi gerne vil have godt i gang med at forbruge peberrod, forklarer direktørerne for Carlsens Foods, Brian og Sarah Peetz Hansen.

Den rette smag med økologiske ingredienser

Undervejs har der dog vist sig nogle udfordringer i forhold til at udvikle en økologisk variant, der minder mest muligt om det traditionelle produkt.

- Vi har oplevet, at den økologiske variant har en anden smag end de traditionelle produkter. Hvis vi skal tiltrække nye forbrugere, skal produktet smage, som forbrugerne er vant til, udtaler Brian og Sarah Peetz Hansen fra Carlsens Food.

Typisk kan et produkts holdbarhed, farve og andre kvalitetsparametre tilpasses ved hjælp af ingredienser og tilsætningsstoffer. Den mulighed findes ikke i samme grad for økologiske produkter. Der må derfor arbejdes med processen og den basale opskrift for at komme i mål.

Adgang til forsøg og eksperter i FoodtureLab på Teknologisk Institut

Carlsens Food har derfor valgt at udvikle den økologiske peberrod i samarbejde med eksperterne i FoodtureLab på Teknologisk Institut i Aarhus.

- Som mindre virksomhed har vi ikke adgang til laboratorier eller den viden, der skal til for at løse denne udfordring. Derfor er vi gået i samarbejde med Teknologisk Institut, forklarer Brian og Sarah Peetz Hansen fra Carlsens Food.

Det er blandt andet teknisk konsulent Jacopo Valeri, som har hjulpet Carlsens Food med udviklingen. Målet har været at konservere produktet og samtidig opnå den velkendte smag fra det konventionelle produkt:

- Vi har i FoodtureLab kørt en forsøgsrække, hvor vi har udnyttet den konserverende effekt af forskellige fødevaregodkendte syrer. Vi har gennem flere forsøg formået at udvikle recepten således, at smagen stadig er optimal, og produktet er tilstrækkelig konserveret, forklarer Jacopo Valeri fra Teknologisk Institut.

Produkt færdigudvikles

Baseret på disse tests er der nu opnået den ønskede smag og farve i produktet, hvilket tyder på, at det er lykkedes at styre den enzymatiske brunfarvning vha. pH alene.

- Vi ser allerede nu en klar forbedret smag og farve end ved udgangspunktet. Det næste skridt bliver udvikling af flere spændende nye produkter, som skal hjælpe danskerne med at få øjnene op for denne fantastiske grøntsag, som har rødder i Danmark. Også her forventer vi at få hjælp fra Teknologisk Institut, slutter Brian og Sarah Peetz Hansen fra Carlsens Food.

Produktet vil efter udvikling kunne fås i førende supermarkeder og online butikker.

Få hjælp til din produktudvikling

Denne type hjælp er ikke kun begrænset til Carlsens Food, pointerer Jacopo Valeri fra Teknologisk Institut:

- Både små og store fødevarevirksomheder benytter FoodtureLab. Har du en udfordring i din produktudvikling, hvor du mangler adgang til faciliteter eller viden så tag fat i os, slutter Jacopo.

  • Peberrod stammer fra Asien, men blev bragt til Europa for ca. 1.000 år siden
  • Peberrod dyrkes mange steder i Danmark
  • Peberrod indeholder tre gange så meget C-vitamin som citroner