Teknologien findes - nu kender forsyningerne også prisen
Forestil dig en forsyningschef, der skal træffe en investeringsbeslutning til 100 millioner kroner. Det 4. rensetrin skal etableres, miljøfarlige stoffer skal renses ud af spildevandet – men hvilken teknologi virker bedst? Hvad koster den i drift? Og hvad sker der, hvis kravene strammes igen om fem år?
Indtil nu har svaret ofte været et skuldertræk. Nu ligger der et opslagsværk på bordet.
Med EU's reviderede byspildevandsdirektiv skal danske renseanlæg fjerne miljøfarlige forurenende stoffer i et hidtil uset omfang. Senest i 2045 skal alle anlæg over 150.000 PE – og anlæg ned til 10.000 PE, hvor en risikovurdering tilsiger det – have et 4. rensetrin, der fjerner mindst 80 procent af en række udvalgte mikroforureninger, primært lægemiddelrester. Frem mod 2045 gælder en række trinvise delmål. Et teknologikatalog udarbejdet af bl.a. Teknologisk Institut samler noget af den viden, branchen har manglet.
Tre workshops, ét gennemgående budskab
Kataloget bygger på tre workshops om henholdsvis tungmetaller, det 4. rensetrin og PFAS – med deltagelse af forsyninger, myndigheder, teknologileverandører og forskere. Og på tværs af alle tre tegner der sig et overraskende billede:
Det er ikke teknologien, der mangler.
Værktøjskassen er allerede veludstyret. Ozonering og aktivt kul er modne teknologier (TRL 9), der kan opfylde direktivets krav i dag. Til PFAS findes ionbytning, adsorption, flokkulering og skumfraktionering. Udfordringen er ikke at opfinde løsningerne – men at koble den rigtige teknologi til den rigtige vandtype og det rigtige anlæg.
Den egentlige flaskehals er ikke teknisk
Den største barriere, deltagerne pegede på, var ikke et teknologisk hul. Det var uensartet lovgivning og administrationspraksis.
I dag varierer tilslutningstilladelserne fra kommune til kommune og fra renseanlæg til renseanlæg. Det tvinger teknologileverandørerne til at skræddersy løsninger til hvert enkelt anlæg – frem for at udvikle standardiserede, billigere teknologier. Klare, ensartede krav ville ikke bare lette administrationen for kommunerne. Det ville sætte fart på hele teknologiudviklingen.
"Vi mangler ikke teknologi til at rense vandet. Vi mangler klare og ensartede rammer, så leverandørerne tør investere i at udvikle løsningerne i stor skala”, siger Jonathan Guld Christensen, konsulent hos Teknologisk Institut.
Hvad koster fremtidens rensning?
Et af katalogets vigtigste bidrag er, at det sætter konkrete tal på. Ifølge kataloget koster et ozonanlæg til Egå Renseanlæg cirka 16 mio. kr. for selve anlægget, mens et 100.000 PE-anlæg med ozonering og aktivt kulfilter typisk koster 70-100 mio. kr. at etablere. Driftsomkostningerne ligger fra omkring 0,13 til 0,45 kr. pr. kubikmeter behandlet vand – afhængigt af teknologi, energipris og hvor rent vandet skal være.
Tallene er ikke facit. Men de giver for første gang forsyninger og industri et fælles udgangspunkt for at planlægge investeringer, der løber i milliardklassen på landsplan.
Danmark kan blive frontløber
Schweiz vedtog allerede i 2014 krav om rensning for mikroforureninger og begyndte udrulningen fra 2016. Tyskland, Holland og Sverige er godt i gang. Danmark er bagud – men har til gengæld muligheden for at lære af de andre og springe direkte til de mest effektive, fleksible og energieffektive løsninger.
For som kataloget konkluderer: Potentialet for at gøre Danmark førende inden for rensning af miljøfarlige stoffer er der. Det kræver bare, at regulering og teknologi kommer til at spille sammen.
Download teknologikataloget her