Urter gør alkoholfri vin til en spændende smagsoplevelse
En smagfuld alkoholfri vin er resultatet af et samarbejde mellem Teknologisk Institut og Cold Hand Winery. Efter tests og finjusteringer er vinen nu klar til produktion.
Et glas til maden behøver ikke altid at indeholde alkohol. Forbrugerne efterspørger i stigende grad alkoholfri drikkevarer, og markedet for alkoholfri øl og vin bugner da også. Men det er ikke altid, at smagen falder i forbrugernes smag. Det vil Cold Hand Winery lave om på med en ny vin med en anderledes smagsprofil. Her er urter som porse, kvan, kamille og gran omdrejningspunkt for den unikke smag.
— Mange af de anvendte urter har en række bitterstoffer, der ekstraheres med over i drikken. Derfor arbejder vi på at udvikle en ekstraktionsmetode, hvor bitterstofferne i mindre grad kommer med over i det endelige produkt, fortæller Kasper Stranddorf, konsulent hos Teknologisk Institut.
Vi undersøger pasteuriseringsgrader
Projektet om at lave en alkoholfri frugtvin fik tildelt en Innobooster af Innovationsfonden sidste år, og Teknologisk Institut var også med som sparringspartner i ansøgningsprocessen. I den sidste del af samarbejdet har Teknologisk Institut især bidraget med at undersøge holdbarheden på produktet.
— Vi bruger Teknologisk Institut til at få lavet nogle testprodukter. Det var vigtigt for os at få undersøgt eksempelvis pasteuriseringsgrader og carboniseringsniveauer. Derudover har Teknologisk Institut hjulpet os med at kigge på, om det er lovligt at bruge de vilde urter, som vi gerne vil anvende, siger Jens Skovgaard.
Den rette mængde bitterhed
En særlig udfordring for projektet har været at udvikle på ekstraktionen af smagen fra urterne.
— Vi skal have den rigtige mængde bitterhed med over, for vi er ret store fans af bitterhed. Kunsten er at få urterne til være tilstrækkeligt karakterfulde, siger Jens Skovgaard.
Konsulenterne på Teknologisk Institut optimerer ekstraktionen for at opnå den bedste smag i hele produktets holdbarhedsperiode. Produktet gennemgår en sensorisk vudering for netop at bestemmer holdbarheden.
En faglig udfordring
Hos Cold Hand Winery har arbejdet med den alkoholfri vin ikke kun været en mulighed for at fylde et hul i markedet. Det har også været en spændende faglig udfordring.
— Vi er gode til at arbejde med alkohol, og det er et alvorligt benspænd at give sig selv, at man ikke må have alkohol med. Alkohol har stor betydning for mundfølelse og andre ting, som er med til at gøre det mere behageligt at drikke. Det har været motivationen for os, at det nye produkt skal være lige så godt, fortæller Jens Skovgaard.
Hos Cold Hand Winery har de produceret de første to varianter af den alkoholfrie vin, og de arbejder på at finjustere de sidste to. Det næste skridt for virksomheden bliver at få lavet en endelig aftale med et bryggeri.
Har du brug for faglig sparring og hjælp til produktudvikling? Så tag fat i os hos Teknologisk Institut.