Big Science - Et muligt nichemarked i en krisetid
Foto: CERN
Af Nikolaj Zangenberg, centerchef for Big Science, Teknologisk Institut og Torben Ekvall, administrerende direktør, Mark & Wedell.
Desværre vurderes 2020 til at blive et rædselsår for dansk eksport. Såvel regeringen som Dansk Industri og mange andre har berettiget udtrykt denne bekymring. Det kan ikke være anderledes med hel eller delvis nedlukning af de lande, vi normalt eksporterer til.
Derfor er det tid til at kigge på mulige nichemarkeder, hvor danske industrivirksomheder kan opfylde reelle behov.
Danske virksomheder står stærkt som leverandører til Big Science-markedet
Big Science-markedet består i leverancer af produkter, services og ydelser til store internationale forskningsanlæg. CERN ved Geneve og European Spallation Source, ESS, i Lund, er måske de mest kendte.
Den danske eksport til Big science markedet udgør i øjeblikket over 100 mio. dkk/årligt. Men målet hos leverandørnetværket BigScience.dk er at øge den samlede eksport til 180 mio. dkk/årligt i løbet af de kommende 5 år – heraf skal ESS alene tegne sig for 100 mio. dkk/årligt.
Markedet omfatter leverancer inden for konstruktion og drift såvel som højteknologiske komponenter. Med ESS i Lund har Danmark fået et lokalt Big Science-marked, som giver en unik mulighed for danske virksomheder både teknologisk og kommercielt.
Vi skal lære af hinanden – og kende indkøbsfolkene
Kombinationen af udvikling, industri og politiske hensyn gør Big Science-markedet til et kompliceret, men potentielt indbringende eksportmarked. På globalt plan vurderes det til 250-300 mia. dk/årligt. Det kræver en langsigtet indsats, hvor det er klogt at lytte til virksomheder som allerede har kontrakter på markedet. Desuden er det godt at opbygge en relation til de indkøbsansvarlige og teknikerne på de enkelte faciliteter.
For en virksomhed kræver det et bevidst og strategisk valg.
Mark & Wedell træf sådan et valg tilbage i 1998 og har i dag ca. 25 % af sin omsætning på Big Science-markedet. Virksomheden udvikler specialmaskineri, og valgte i 1998 at kaste sig over en Big Science niche: strømindføringer til superledende magneter. Derfor er virksomheden nu kendt i hele verden for at levere dette højteknologiske nicheprodukt på Big Science-markedet senest med flere store leverancer til GSI i Darmstadt, Tyskland – et eksempel på blåstempling i markedet gennem de første leverancer til CERN.
Den 2. september fejrer leverandørnetværket BigScience.dk sit 10-års jubilæum på Teknologisk Institut i Taastrup. Her fortæller en stribe virksomheder deres succeshistorier fra Big Science markedet. Og så kommer indkøbscheferne fra 4 af de største faciliteter og fortæller om de kommende muligheder for at vinde opgaver hos dem.
Dette kan være et første skridt for nye potentielle leverandører til at komme ind på Big Science-markedet.