
Biodiesel reducerer op til 81 procent af skibes sodudledning
Pressemeddelelse den 15. januar 2026
Danske målinger under virkelig sejlads dokumenterer markant klimagevinst ved brug af biobrændstof – resultaterne er nu sendt til FN's søfartsorganisation
Sodpartikler – også kaldet black carbon – er blandt de mest skadelige emissioner fra skibsfart, både for klimaet, hvor de bidrager til global opvarmning og issmeltning i Arktis, og for folkesundheden gennem forringet luftkvalitet. Nu dokumenterer eksperter fra CLEANSHIP-projektet, at brug af biodiesel af typen B100 FAME i reel sejlads kan reducere Black Carbon-udledningen med op til 81 procent ved lav motorlast og op til 61 procent ved høj motorlast sammenlignet med traditionel marine gas oil, MGO.
- Vi vidste, at biobrændstof ville give en renere forbrænding, men størrelsen af reduktionen – især ved lav last – overrasker positivt. Det illustrerer, at biodiesel ikke alene kan mindske netto-CO₂, men også Black Carbon, som har stor betydning for skibsfartens samlede klimaaftryk. Samtidig giver måleteknologien os mulighed for at monitorere emissioner langt mere detaljeret end tidligere, siger Simon Bastrup Spangenberg, konsulent og måleekspert i alternative brændstoffer og emissionsreduktion ved Teknologisk Institut.
Følge udledninger i realtid
Målingerne er foretaget ombord på tankskibet Falstria Swan fra rederiet Uni-Tankers. Her har en avanceret, online black carbon-sensor fra Green Instruments, udviklet i samarbejde med Teknologisk Institut, gjort det muligt at følge udledningerne detaljeret og i realtid under skibets normale drift.
For Uni-Tankers omsættes målingerne direkte til ny, praktisk viden:
- De nye data på ren biodiesel (B100) under reel drift giver os et solidt grundlag, når vi skal planlægge investeringer i grøn omstilling – både for os i Uni-Tankers og for resten af branchen, siger Troels Reppien, Teknisk Direktør i Uni-Tankers.
Selv om biodiesel dokumenterer en væsentlig reduktion af Black Carbon, kan den globale produktion af biobrændstof kun dække en mindre del af den internationale flådes energibehov. Derfor fortsætter Cleanship-projektet arbejdet med at analysere data og arbejde med anbefalinger til, hvordan Black Carbon og andre øvrige emissioner kan nedbringes effektivt i skibsfarten.
Resultaterne fra målekampagnen er nu indsendt til International Maritime Organization, IMO, i form af et whitepaper. Dokumentationen skal bidrage til den internationale indsats for at nedbringe Black Carbon-emissioner - især i arktiske områder, hvor sodpartikler har særlig stor klimamæssig effekt på is og miljø.
Whitepaperet er optaget til behandling på IMO’s 13. møde i Sub-Committee on Pollution Prevention and Response (PPR), der finder sted i 9. – 13. februar 2026.
Om Cleanship-projektet
Cleanship er et dansk forskningsprojekt (2024–2026) ledet af Teknologisk Institut i samarbejde med partnerne Uni-Tankers A/S, Green Instruments, Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping, Danske Rederier og Danske Maritime. Projektets formål er at reducere skadelige maritime emissioner gennem test og demonstration af biobrændstoffer, energibesparende teknologier og driftsoptimeringer. Projektet er støttet af Miljøstyrelsens MUDP-program med en bevilling på 18,2 mio. DKK.
Fakta:
• Støttet af MUDP, Miljøstyrelsen: 18,2 mio. DKK
• Samlet budget: 25 mio. DKK
• Varighed: 3 år
• Officielt navn: CLEANSHIP
Projektpartnere
- Teknologisk Institut (projektleder)
- Uni-Tankers A/S
- Green Instruments
- Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping
- Danske Rederier
- Danske Maritime
Læs mere: www.dti.dk/projects/cleanship/welcome-to-the-cleanship-project/46089
Kontakt: Seniorprojektleder Julie Tølbøl Rasmussen, Teknologisk Institut, mobil: 7220 2607, mail: jtra@teknologisk.dk

Foto 1: Forretningsleder ved Teknologisk Institut, Rasmus Faurskov Cordtz, under installationen af black carbon sensor fra Green Instruments. Sensoren er udviklet i samarbejde med Teknologisk Institut.

Foto 2: Skibet Falstria Swan fra Uni-Tankers A/S er blevet udstyret med en black carbon sensor fra Green Instruments, udviklet i samarbejde med Teknologisk Institut.
Foto 3: Målingerne med 100 procent biobrændstof blev foretaget under et tre dages sejlads på skibet Falstria Swan fra Uni-Tankers. Den indsamlede data er blevet analyseret og sammenlignet med baseline-målinger foretaget med konventionel diesel på samme skib.

Foto 4: Konsulent ved Teknologisk Institut, Simon Martin Spangenberg Bastrup, deltog som specialist under begge målekampagner i Cleanship ombord på Falstria Swan fra Uni-Tankers. Den ene målekampagne indsamlede data om effekten af biodiesel på skibets emissioner, mens den anden målekampagne indsamlede baseline-data fra sejlads med brug af konventionel diesel.

Foto 5: Sådan ser black carbon-sensoren fra Green Instruments ud, som den er blevet installeret ombord på Falstria Swan fra Uni-Tankers. Sensorsystemet er blevet udviklet i samarbejde mellem Green Instruments og Teknologisk Institut.