Brugte medicinske engangsprodukter skal have nyt liv

Søren  Haack

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 23 38.

Skraldespande 1

Brugte medicinske engangsprodukter skal have nyt liv

Danske hospitaler producerer 4,4 tons affald i timen. Et nyt samarbejde mellem industri, hospitaler og forskning vil etablere infrastruktur til genanvendelse af medicinsk engangsudstyr.

Hver time producerer danske hospitaler 4,4 tons affald, hvoraf cirka 75 procent i dag ender i forbrændingsanlæg. Et dansk-ledet partnerskab, HoliMed, vil nu etablere et cirkulært system, så værdifulde materialer fra medicinsk engangsudstyr kan blive genanvendt.

– Vi har store ambitioner i HoliMed, fordi vi ud over at udvikle teknologier til sortering og genanvendelse også arbejder med sporbarhed, adfærdsdesign og lovgivningsmæssige rammer. Det er en holistisk tilgang til genanvendelse, hvor målet er en helt ny cirkulær infrastruktur for medicinsk engangsudstyr, fortæller seniorprojektleder Søren Haack fra Teknologisk Institut.

Partnerne i HoliMed tæller både producenter af engangsudstyr, genanvendere, hospitaler og videnspartnere. Helt konkret vil der være fokus på engangsudstyr som instrumenter til kikkertoperationer, engangs-endoskoper og andre produkter med højkvalitetsplastik og værdifulde metaller. Engangsudstyr bruges af hensyn til hygiejne og lettere arbejdsgange, men benyttes kun kortvarigt og sendes derefter til forbrænding, fordi det er klassificeret som "klinisk risikoaffald". Imidlertid har Miljøstyrelsen åbnet døren for, at denne type produkter i fremtiden kan genanvendes under kontrollerede forhold.

Fra mange sorteringsspande til én

Der findes allerede eksempler på, at specifikke engangsprodukter bliver indsamlet og forsøgt genanvendt, men HoliMed vil udvikle et åbent system, hvor kontamineret engangsudstyr på tværs af forskellige typer kan smides i én spand og senere blive sorteret centralt. Ambu, der producerer engangs-endoskoper, ser partnerskabet som en mulighed for skabe noget nyt til gavn for sundhedssektoren.

- Vores deltagelse i HoliMed gør det muligt for os at levere innovative løsninger til sundhedssektoren, som understøtter en mere brugervenlig og skalerbar tilgang til bæredygtighed. Ved at bevæge os mod et åbent genbrugssystem – hvor flere producenter kan indsamle brugte produkter i samme beholder – bidrager vi til at reducere sundhedssektorens klimaaftryk uden at øge arbejdsbyrden på operationsstuerne, siger Casper Venbjerg Hansen, Senior Director for Sustainability and Risk & Compliance fra Ambu.

Skal udbredes i Europa

En central aktør og hovedansøger i partnerskabet er NG Nordic Medical Recycling, der specialiserer sig i at rense og genanvende materialerne fra medicinsk engangsudstyr, som ellers ville ende på forbrændingsanlæg. Virksomheden skal fungere som bindeleddet, der modtager produkterne fra hospitalerne, renser dem og udvinder de materialer, som kan bruges i nye produkter.

– Målet er at skabe en løsning, der sikrer, at de værdifulde materialer kommer tilbage i kredsløbet. Det er både godt for miljøet og skaber nye forretningsmuligheder. Vi ønsker at gå forrest sammen med partnerne i HoliMed og på længere sigt skalere konceptet til flere lande i Europa, siger Thomas Mørch, CEO i NG Nordic Medical Recycling.

Skraldespande 2

Digitale løsninger skal skabe tryghed og miljødokumentation

Et centralt element i HoliMed er udviklingen af digitale løsninger, der skal sikre fuld sporbarhed af det medicinske udstyr fra producent til operationsstue og fra affaldsspand til ny anvendelse.

De digitale løsninger vil også gøre det muligt for hospitaler og producenter at dokumentere deres CO2-besparelser, hvilket er afgørende for at nå sundhedssektorens klimamål.

Region Midtjyllands Center for Bæredygtige Hospitaler ser stort potentiale i denne del af projektet, da det understøtter regionernes mål om 70% genanvendelse af affald i 2030 og halvering af CO2-udledningen i 2035.

– Med en infrastruktur, der både gør det nemt for personalet at sortere produkter ved endt brug og sikrer, at de produkter der ikke kan genbruges eller genfremstilles og som i dag sendes til forbrænding, i stedet bliver genanvendt, kan vi både reducere vores klimaaftryk og skabe et mere bæredygtigt sundhedsvæsen uden at gå på kompromis med produktivitet, patientsikkerhed og arbejdsmiljø, siger Marlene Fredborg, leder af Center for Bæredygtige Hospitaler i Region Midtjylland.

Om HoliMed

Partnerskabet HoliMed (2025-2027) vil etablere en cirkulær infrastruktur for medicinsk engangsudstyr, der transformerer klinisk hospitalsaffald fra miljøbelastning til værdifulde ressourcer til genanvendelse og dermed reducerer sundhedssektorens klimaaftryk.

HoliMed er et missionsdrevet grønt TRACE-partnerskab støttet af Innovationsfonden med et budget på 21,5 millioner kroner – heraf er 12,8 millioner kroner finansieret af Innovationsfonden.

HoliMed samler nøgleaktører fra hele værdikæden med Teknologisk Institut som projektleder:

  • Producenter af medicinsk udstyr: Ambu og Johnson & Johnson
  • Genanvendere og producent: NG NOrdic Medical Recycling (tidligere Zirq Medical) og Letbek
  • Digitale platforme: Resourcify
  • Hospitalspartner: Region Midtjyllands Center for Bæredygtige Hospitaler
  • Forskning og videnspartnere: Teknologisk Institut, Copenhagen Business School (CBS) og Roskilde Universitet (RUC)

 

Faglig kontakt: Seniorprojektleder Søren Haack, Teknologisk Institut, mobil: 7220 2338, mail: sorh@teknologisk.dk

Pressekontakt: Seniorkommunikationskonsulent René Wad Andersen, Teknologisk Institut, mobil: 7220 1474, mail: rea@teknologisk.dk