
Modularisering skal bane vejen til cirkulær økonomi i SMVer
Kort sagt sigter projektet "Cirkulær økonomi & modularisering" mod at styrke danske små og mellemstore virksomheders konkurrenceevne og bæredygtighed gennem implementering af en modulær strategi.
Fra udfordringer til muligheder
I dagens konkurrenceprægede globale marked er mange små og mellemstore virksomheder udfordrede af store konkurrenter, særligt fra Asien, der har lavere produktionsomkostninger. Under det forrige Center for Modularisering (CfM)-projekt blev det tydeligt, at modularisering kan være nøglen til at fordoble bundlinjen for mange SMV'er inden for få år. Ligeledes blev det klart, at en modular strategi kan reducere råvareforbrug og dermed CO₂-udledning. Denne opdagelse danner baggrunden for vores nye initiativ, der fortsætter hvor CfM slap.
Et unikt samarbejde om bæredygtige løsninger
Vi arbejder for at anvende modularisering som en del af overgangen til en mere bæredygtig, cirkulær økonomi i SMV'er. Teknologisk Institut (DTI) og North European Modularization Network (NEM) vil i fællesskab køre den praktiske del af projektet. Sammen vil de finpudse den allerede skabte “framemodel” og udvikle den videre, så den kan blive et nyttigt værktøj for SMV’er i deres rejse mod et mere effektivt og bæredygtigt produktionsapparat.
Betydelige miljøfordele på stikprøvebasis
Med udgangspunkt i konsortiets erfaringer fra hhv. Center for Modularisering og Center for Simplimize kan en veludviklet modulær strategi medføre betydelige miljøgevinster. Vores indledende data indikerer, at modularisering kan bidrage til reduktion af råvareforbrug og CO₂-udledning. Vi fokuserer nu på at dokumentere disse effekter yderligere. Modularisering giver mulighed for mere effektiv produktadskillelse og genbrug og vi arbejder på at kvantificere reduktionen i CO₂-aftryk gennem denne tilgang.
FAKTA OM PROJEKTET
Titel: Cirkulær økonomi & Modularisering
Projekttype: Forskning og udvikling
Projektsum: 4.900.000 DKK
Projektperiode: 2025 til og med 2027
Partnere: Teknologisk Institut, North European Modularization Network
Bevillingsgiver: Industriens Fond
Understøttede verdensmål: Anstændige jobs og økonomisk vækst (verdensmål 8), Bæredygtig industri, innovation og infrastruktur (verdensmål 9)