
Dansk letvægtsemballage i europæisk forsvarsfokus: Indsigter fra ELN-konferencen i Barcelona
I forrige nummer af Medlemsinformation (nr. 2 – august 2026) beskrev vi samarbejdet mellem Teknologisk Institut og PlastPackDefence (PPD), hvor avancerede FEM-simuleringer banede vejen for lette, robuste ammunitions-kasser i polymer. Den 7.–8. oktober tog vi denne danske succeshistorie med til Barcelona på den 6. konference for European Lightweighting Network (ELN). Her satte en særskilt session fokus på letvægts-løsninger til forsvar, sikkerhed og dual-use. Hvad tager vi med hjem - og hvordan kan vores medlemmer drage fordel af det voksende europæiske netværk?
Fra Taastrup til Barcelona: Letvægt som strategisk disciplin
European Lightweighting Network (ELN) er et europæisk netværk, hvor industriledere, forskningsinstitutter og ministerielle repræsentanter mødes om udviklingen af en fælles europæisk letvægtsstrategi. Vores kollega Nikolaj Zangenberg fra Teknologisk Institut er Co-Chair sammen med Boel Wadman fra svenske RISE.
Hvor letvægtsdagsordenen traditionelt har haft fokus på brændstof- og CO2-besparelser i bilindustrien, luftfarten og vindmøllesektoren, satte årets konference i Barcelona også fokus på forsvar, sikkerhed og dual-use med en særskilt session.
Den geopolitiske situation i Europa har gjort forsyningssikkerhed, modstandsdygtighed og taktisk mobilitet til topprioriteter. Her er letvægt ikke kun en grøn ambition - men også en vej til operationelle fordele.
Forsvars- og Dual-Use-sessionen: Taktiske fordele og teknologioverførsel
I sessionen Defence, Security and Dual-Use Technologies var et centralt tema, hvordan forsvarssektoren kan drage nytte af den civile industris teknologier og erfaringer.
Manuel García fra 2M Engineering belyste i oplægget ”From Automotive to Defence”, hvordan velafprøvede ingeniørmetoder fra bil- og luftfartsindustrien kan overføres til forsvarsanvendelser. I bilindustrien er standarder, procesoptimering og omkostningseffektiv serieproduktion centrale hensyn. I forsvaret er spørgsmålet samtidig: ”Hvilken operationel fordel giver vægtreduktionen?”
Fordelene kan blandt andet være:
• Længere rækkevidde og større nyttelast: Lavere vægt på emballage og konstruktion kan give plads til mere udstyr og flere forsyninger eller øge rækkevidden.
• Mindre støj og magnetisk påvirkning: Polymerkasser kan dæmpe vibrationer og mindske metallisk klapren, mens selve polymermaterialet undgår stålets magnetiske påvirkning af kompasser og følsomme sensorer.
• Funktionel integration: Letvægtskomponenter kan kombinere bærende funktioner med eksempelvis stødabsorbering, termisk styring og elektromagnetisk afskærmning (EMC).
Stor interesse for den danske PPD-case
Da undertegnede på konferencen præsenterede vores fælles arbejde med PPD under titlen ”Strengthening Danish Manufacturing Capacity and Strategic Supply for Modern Defence - Lightweight Ammunition Packaging”, oplevede vi stor interesse fra både europæiske forskningskolleger og forsvarsrelaterede virksomheder.
Publikum hæftede sig især ved vores systematiske tilgang til en central udfordring ved at erstatte stål med polymer: Konventionelle polymerer har typisk en trækstyrke på 30–90 MPa mod ståls 500–2.000 MPa. En direkte materialeerstatning er derfor ikke tilstrækkelig. Det kræver en nytænkning af konstruktionens geometri, så materialets egenskaber udnyttes bedst muligt.
Arbejdet med LWAC-PA120-kassen vakte særlig interesse. Med dynamiske faldsimuleringer undersøgte vi, hvordan spændingsbølger ved hjørnefald kan omdirigeres for at aflaste hjørnet hurtigere. Analyserne førte til divergerende styreribber (guiding ribs), som leder bølgerne mod lågsamlingen og den dæmpende gummi-pakning. Simuleringerne viste hurtigere aflastning og spændinger under materialets flydegrænse i de analyserede tilfælde. Det understøttede PPD’s beslutning om at investere i sprøjtestøbeværktøjer og fremstille en pilotserie til fysisk afprøvning.
Kombinationen af avanceret ikke-lineær 3D-simulering og fysiske tests reducerer risikoen ved investering i kostbare sprøjtestøbeforme: Simuleringerne kvalificerer designet før værktøjsinvesteringen, mens de fysiske tests verificerer de fremstillede kassers ydeevne.
Europæiske strømninger: Fra materialepolitik til standarder
Ud over de konkrete faglige sessioner gav konferencen et unikt indblik i, hvad der rører sig på det politiske og strategiske niveau i EU:
1. Den kommende Advanced Materials Act & IAM4EU: EU-Kommissionen forbereder et nyt lovgivnings- initiativ (Advanced Materials Act) for at styrke Europas strategiske autonomi inden for avancerede materialer. Partnerskaber som IAM4EU (Innovative Advanced Materials for Europe) og M-ERA.NET vil i de kommende år udmønte tocifrede millionbeløb i fælles indkaldelser, hvor cirkulære letvægtsmaterialer, multifunktionelle overflader og AI-drevet digital modellering vægtes højt.
2. Harmonisering af livscyklus og data (SELENE): På konferencen blev planerne for den nye COST Action SELENE (Safe and Sustainable European Lightweighting through Excellence, Networking and Exchange) drøftet. Formålet er at skabe fælles europæiske retningslinjer for LCA-beregninger, terminologi og digitale produktpas (Digital Product Passports – DPP) på tværs af værdikæden – fra design til genanvendelse.
3. ELN7 kommer til Danmark i 2027: Det kan allerede nu afsløres, at næste udgave af konferencen, ELN7 i 2027, vil blive afholdt i Danmark med Teknologisk Institut som central medvært! Det giver en enestående mulighed for at bringe det danske industrinetværk helt i front.
Hvad kan vores medlemmer tage med hjem?
Selvom PPD-casen tager afsæt i forsvarslogistik, er erfaringerne og vores internationale netværk direkte anvendelige for medlemmerne i Plast og Emballage på tværs af civile sektorer:
• Modvirkning af overdimensionering i genbrugsemballage:
Med implementeringen af PPWR (Emballageforordningen) står mange af vores medlemmer over for skærpede krav til genbrugs- og flergangsemballager. Flergangsløsninger bliver ofte unødigt tunge, fordi producenter garderer sig mod brud. Ved at anvende dynamisk simulering kan man fjerne "dødvægt" og placere materialet præcis dér, hvor kræfterne optræder under håndtering og stabling.
• Minimeret "Time-to-Market" og reduceret værktøjsrisiko: At ændre en hærdet stålform efter bearbejdning koster spildt tid og store summer. Vores virtuelle testbænk gør det muligt at teste fald fra 2 meters højde, vibrationstests under transport og ekstreme temperaturpåvirkninger (-54 °C til +71 °C) direkte på CAD- modellen.
• Adgang til europæiske udviklingsmidler: Gennem vores aktive deltagelse i ELN, IAM4EU og EUREKA Lightweighting-programmerne har Teknologisk Institut en direkte linje til de konsortier og calls, der finansierer næste generations materialeteknologi. Vi hjælper gerne medlemsvirksomheder med at finde relevante europæiske partnere eller matche konkrete idéer med aktuelle støtteprogrammer.
Har jeres virksomhed en udfordring med vægtreduktion, konstruktionsoptimering eller overholdelse af krævende fald- og transportstandarder? Så tag fat i os - vi stiller både bereg-ningscomputere, testhaller og et bredt europæisk netværk til rådighed.
Fakta: Højdepunkter fra ELN6 i Barcelona
• Hvad: 6th European Light weighting Network (ELN) Conference.
• Hvor og hvornår: 7.–8. oktober 2026, Barcelona, Spanien (afholdt i samarbejde med ACCIÓ og MAV Cluster).
• Fokusområder: Bæredygtig mobilitet, cirkulære komposit- og metalmaterialer, additiv fremstilling, samt en særskilt session om forsvar og dual-use teknologier.
• Deltagere: Førende eksperter, industrielle pionerer og innovationsagenturer fra bl.a. Danmark, Tyskland, Sverige, Østrig, Spanien og Belgien.
• Næste stop: ELN7 afholdes i Danmark i 2027