
Dansk partnerskab vil genanvende overset tekstilgruppe
Pressemeddelelse den 26. marts 2026
Tæpper og møbeltekstiler fra fx skibe og hoteller har stort genanvendelsespotentiale, som ikke til fulde udnyttes i dag. Det vil dansk partnerskab lave om på.
Mange kontorer, hoteller, skibe og andre offentlige miljøer er beklædt med tæpper og møbelstoffer af uld-nylon-blandinger. Kombinationen af materialer giver produkterne en meget lang levetid, men vanskeliggør genanvendelsesprocessen, når de skiftes ud. Producenter, forskere og videnspartnere er gået sammen i partnerskabet UnBlend, der vil gøre tekstilerne lettere at genbruge og genanvende.
Vil forlænge levetiden for tekstiler med uld-nylon
Tonsvis af tæpper og møbeltekstiler af høj kvalitet går op i røg, når kontorer, hoteller, skibe, biblioteker, teatre og andre offentlige miljøer skifter interiør. Alene i EU bortskaffes der hvert år estimeret 1,6 mio. tons tæpper, og langt det meste går til forbrænding eller ender på lossepladsen.
Udfordringen med tæpper og møbelstoffer er, at tekstilerne ofte består af komplekse blandingsmaterialer som uld og nylon, der i dag er vanskelige at genanvende, selv om materialekvaliteten er høj. Det er en skam, mener forretningsleder Julie Brender Trads fra Teknologisk Institut, der står i spidsen for partnerskabet UnBlend:
– Uld-nylon-blandinger er højkvalitetsmaterialer, der let kan overses, fordi de kun udgør en lille del af den samlede tekstilstrøm. Til gengæld er det en stor og ensartet tekstilstrøm, som det er muligt at samle ind, når et hotel eller skib skifter interiør eller bliver renoveret. Et krydstogtskib kan sagtens være beklædt med 5-10 fodboldbaner gulvtæppe. De store mængder er en fordel, når ambitionen er genanvendelse i større skala.
Fra cirkulært design til unikaprodukter
UnBlend tager et helhedsorienteret greb om udfordringen med uld-nylon-blandinger. Fremfor kun at fokusere på én teknisk løsning arbejder projektpartnerne parallelt med tre spor: bedre design, kreativ genbrug og genanvendelsesteknologier.
I designsporet undersøges, hvordan produkter kan konstrueres smartere, fx med færre limtyper og mere hensigtsmæssige materialekombinationer, der blandt andet kan muliggøre senere adskillelse og genanvendelse. Samtidig eksperimenterer partnerne med at genbruge og redesigne tekstilrester til unikaprodukter. Endelig afprøves eksisterende og nye teknologier for at finde effektive metoder til at adskille uld og nylon, så de to fibre kan genanvendes hver for sig og bringes tilbage i kredsløb.
- Hvis vi lykkes med at adskille uld og nylon effektivt, kan vi sikre kontinuerlig genanvendelse af kvalitetsmaterialer. Ved at genanvende materialer i et closed loop kan vi samtidig reducere miljøpåvirkningen markant sammenlignet med uld og nylon produceret fra nye råmaterialer, siger Jeppe Emil Mogensen, Design Director i tekstilvirksomheden Gabriel.
Tværfagligt samarbejde som forudsætning
Partnerskabet UnBlend er skabt af Teknologisk Institut, der har samlet tekstilproducenter (Gabriel, Dansk Wilton, SheWorks), forskere og videnspartnere (DTU og Teknologisk Institut) og designere (Designskolen Kolding).
Vi har i mange år på forskellig vis arbejdet med løsninger inden for cirkularitet og genanvendelse, men der mangler kommercielle løsninger inden for vores type materialesammensætning. Derfor er det relevant for os at være en del af UnBlend, der bringer mange kompetencer sammen og muliggør nye løsninger, siger Lone Ditmer, CEO i Dansk Wilton.
Om UnBlend
UnBlend er støttet med knap 11 mio. kroner af TRACE og løber over to år. TRACE er et missionsdrevet forsknings- og innovationspartnerskab, der arbejder for at skabe cirkulær økonomi for plast og tekstiler frem mod 2050.
Partnere: Gabriel, SheWorks, Dansk Wilton, DTU, Designskolen Kolding og Teknologisk Institut.
Uld-nylon-blandinger bruges i dag i store mængder i krydstogtskibe, hoteller, kontorer og offentlige bygninger, især i tæpper og møbelpolstring. Alligevel bliver tonsvis af tæpper og møbeltekstiler af høj kvalitet sendt til forbrænding eller deponi, når interiører udskiftes.
Kontakter
Julie Brender Trads
Forretningsleder, ph.d, Teknologisk Institut
Mail: jutr@teknologisk.dk
Mobil: +45 72 20 36 71
René Wad Andersen
Seniorkommunikationskonsulent, Teknologisk Institut
Mail: rea@teknologisk.dk
Mobil: +45 72 20 14 74