
17 vigtige spørgsmål til din kravspecifikation, når du skal automatisere
En veltilrettelagt kravspecifikation er fundamentet for ethvert succesfuldt robot- og automationsprojekt. Her får du Teknologisk Instituts guide til de 17 vigtige spørgsmål, du skal stille, før du investerer.
Vil du undgå dyre fejl, forsinkelser og misforståelser med leverandøren, når du skal automatisere?
Så er særligt én ting afgørende: En god kravspecifikation.
En kravspecifikation, der er så enkel som muligt, men så detaljeret som nødvendigt.
Det handler om at skabe målbare krav, der ikke efterlader plads til fri fortolkning, og om at finde den rette balance mellem åbne og lukkede krav. Hvor de lukkede krav låser specifikke tekniske løsninger, giver de åbne krav leverandøren frihed til at bringe sin ekspertise i spil for at løse opgaven bedst muligt.
For at hjælpe dig godt på vej har Teknologisk Institut opstillet 17 spørgsmål, fordelt på seks centrale områder, som du skal besvare, før du kaster dig ud i automationseventyret.
Økonomi og forretningsmål
Det økonomiske fundament skal være på plads, før teknikken tager over. Det handler ikke kun om robottens anskaffelsespris, men om den samlede investering (TCO) og forretningsværdien.
1. Hvad er det overordnede mål med investeringen i robotten? (Er det øget kapacitet, færre fejl, bedre arbejdsmiljø eller noget helt fjerde?)
2. Hvad er det forventede budget for hele projektet? (Husk at medregne robot, installation, nødvendig ombygning, oplæring og eventuelt produktionstab under indkøring.)
3. Hvilken tilbagebetalingstid forventer I?
4. Er der midler til uforudsete udgifter i projektet? (Der dukker næsten altid uforudsete udfordringer op – sørg for at have en buffer.)
Tip: Overvej også de kommercielle rammer i udbuddet. Skal betalingen falde forud, eller skal den være faseopdelt i takt med godkendte milepæle? Det sikrer en sund risikofordeling.
Tidsramme og forventninger
Tid er penge, særligt i produktionen. En realistisk tidsplan skal tage højde for, at integration af ny teknologi kræver test.
5. Hvornår ønsker I, at robotten er i drift?
6. Er der vigtige deadlines, som projektet skal tilpasses? (Tag højde for sæsonudsving, planlagte flytninger, kampagner eller kommende audits.)
7. Hvor meget produktionstid kan vi bruge på test og indkøring? (Afklar på forhånd, hvornår leverandøren må afbryde den eksisterende drift for at teste den nye løsning.)
Organisatorisk opbakning og involvering
En robot bliver aldrig bedre end de mennesker, der skal arbejde sammen med den. Forankring i organisationen er afgørende for succes.
8. Hvem fra ledelsen er beslutningstager og sparringspartner undervejs?
9. Hvordan forventer I, at medarbejderne skal involveres og informeres? (Tidlig involvering skaber ejerskab og fjerner usikkerhed.)
10. Er der nogen interne modstandere eller bekymringer, vi skal tage højde for?
Drift og vedligehold
Når robotten er installeret, begynder hverdagen. Driftsfasen skal tænkes ind fra dag ét, så du ikke står med håret i postkassen ved det første driftsstop.
11. Hvem skal eje og drive løsningen, når den er installeret? (Hvem har det daglige operationelle ansvar?)
12. Er der allerede personale, som skal oplæres i vedligehold og fejlfinding?
13. Skal vi købe en serviceaftale, eller håndterer vi det selv? (Gør dig klart, hvilke oppetider du kræver, og hvad der skal være dækket af en serviceaftale i forhold til responstid og reservedele.)
Fleksibilitet og fremtidsperspektiv
Teknologi og markedskrav ændrer sig hurtigt. Din nye robotinvestering skal helst kunne følge med udviklingen.
14. Skal robotten kunne håndtere flere forskellige produkter og kasser i fremtiden? (Definér kravene til omstillingstid og fleksibilitet i software og gribeværktøjer.)
15. Er dette første skridt i en større automatiseringsstrategi? (Hvis ja, bør løsningen designes med henblik på let skalering og integration med kommende systemer.)
Compliance og sikkerhed
Automationsløsninger er underlagt strenge lovkrav. Sikkerheden skal tænkes ind som en integreret del af designet – ikke som en eftertanke.
16. Er der særlige krav ift. arbejdsmiljø, audit eller dokumentation, vi skal opfylde? (Herunder CE-mærkning, risikovurdering og hygiejnekrav.)
17. Er der erfaringer fra tidligere automationsprojekter, vi skal lære af? (Undgå at gentage fortidens fejl.)
Det næste skridt mod succesfuld implementering
Når du har besvaret disse 17 spørgsmål, står du med et solidt fundament for din kravspecifikation. Men en god kravspecifikation gør det ikke alene. Det kræver stærk ledelse at navigere sikkert fra de første udbudsmaterialer til den endelige implementering på fabriksgulvet.
Vil du klædes professionelt på til at styre dine projekter sikkert i mål?
På det intensive 4-dages kursus Robot- og automationsledelse hos Teknologisk Institut får du de konkrete værktøjer, der sikrer en succesfuld integration af ny teknologi i din virksomhed.
På kurset lærer du at:
- Udarbejde skarpe udbudsmaterialer og kravspecifikationer, der minimerer risici og misforståelser.
- Vælge de helt rette automationsløsninger, som matcher din virksomheds behov og økonomi.
- Implementere automation med succes, så du opnår den ønskede forretningsværdi og tilbagebetalingstid.