Lars  Germann

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 14 00.

Billedet viser en DIC - Digital Image Corelation - apparat. Billedet er brugt i Plast og Emballages Medlemsinformation nr. 1-26

Den grønne dagsorden har ikke tid til at vente

Leder i magasinet Medlemsinformation, februar 2026

Den offentlige debat har på kort tid flyttet sig markant. Global usikkerhed, forsvar og sikkerhedspolitik fylder med rette dagsordenen – men der er en risiko for, at noget andet kommer i skyggen: den grønne omstilling. Klimakrisen, ressourceknaphed og plastforurening holder nemlig ikke pause.

Hos Teknologisk Institut oplever vi, at mange virksomheder stadig ønsker at accelerere deres grønne omstilling – men også, at kompleks regulering, nye krav og usikkerhed om fremtidige standarder kan bremse tempoet. Vores holdning er uforandret: Behovet for dokumentation, kvalitet og innovation inden for genanvendt plast, bionedbrydelighed og komposterbarhed er mindst lige så aktuelt nu, som det var for 2–4 år siden. Måske endda endnu mere.

Derfor investerer vi netop nu i nye, konkrete løsninger til industrien: avancerede udmattelsestests af plast og genanvendt plast, digital image correlation (DIC) til præcise materialedata – og to nye certificeringsfaciliteter for henholdsvis bionedbrydelighed/komposterbarhed og kvalitet af genanvendt plast. Ambitionen er enkel: at give industrien de værktøjer, der gør det muligt at leve op til både lovgivning-ens krav og kundernes forventninger – og samtidig skabe robuste, konkurrencedygtige produkter.

Lovgivningen strammer til, men mulighederne følger med

EU sætter en stadig skarpere retning. Plaststrategien, Circular Econo-my Action Plan og forordningen om emballage og emballageaffald (PPWR)  gør det klart, at ”brug og smid væk”-logik er ved at være fortid. EU har en målsætning om, at al plastemballage skal være designet til at kunne indgå i et cirkulært system senest i 2030. Samtidig indføres specifikke krav til bionedbrydelighed og komposterbarhed for særlige produkter fx tebreve, kaffefiltre og frugtmærkater, som dermed undtages for traditionel mekanisk genanvendelse, men stadig er omfattet af logikken om cirkularitet.

Vi har tidligere påpeget, at dette ikke nødvendigvis bør ses som en regulatorisk byrde, men mere som en mulighed for at skabe ny innovation og nye forretningsmuligheder. Virksomheder, der tidligt formår at dokumentere deres materialers ydeevne, genanvendelighed og nedbrydelighed, vil stå stærkere, når kravene omsættes til kontrol, markedspres og kundekrav. En god start på den rejse kunne være gode data, grundigt forarbejde med test og pålidelighed og ikke mindst troværdig dokumentation.

RecyClass: Mulighed for dokumentation af genanvendelighed 

Et centralt eksempel er RecyClass – et europæisk certificerings- og standardiseringssystem, der vurderer og klassificerer plastemballages genanvendelighed på en skala fra A til F. Ved hjælp af laboratorietests, der simulerer virkelighedsnære genanvendelsesprocesser, undersøges det, hvordan konkrete emballagedesign – inkl. etiketter, barrierelag, lim og blæk – påvirker muligheden for effektiv genanvendelse.

Ofte ser man, at produkter er designet grønt og ledsaget af andre hensigtserklæringer. I mange tilfælde kan det - selv for fagfolk – være svært at se, om anprisningerne har hold i virkeligheden. RecyClass-certificering giver virksomhederne et troværdigt, tredjeparts verificeret bevis på deres emballages genanvendelighed. Dette er ikke kun værdifuldt i kommunikationen med forbrugere og andre interessenter, men hjælper også virksomhederne med at navigere i den stadig strengere lovgivning omkring plastemballage og affaldshåndtering. Ved at søge RecyClass-certificering demonstrerer man engagement i bæredygtighed og cirkulær økonomi, samtidig med at det positionerer sig fordelagtigt i et marked, der i stigende grad værdsætter miljøvenlige løsninger. Teknologisk Institut vil understøtte denne udvikling gennem test, dokumentation og rådgivning.

DIC og udmattelsestest: Nøglen til at kvalificere genanvendte materialer

Når genanvendt plast skal bruges i krævende applikationer – fx tekniske emner, belastede komponenter eller avanceret emballage – er detaljeret viden om materialets egenskaber afgørende. På Teknologisk Institut har Plastlaboratoriet derfor investeret i en ElectroPuls-maskine fra Instron med klimakammer og DIC-udstyr (Digital Image Correlation) – en teknologikombination, der kan kvalificere genanvendte materialer til høje krav.

DIC giver en langt højere detaljegrad end klassisk mekanisk prøvning og en dybere forståelse af, hvordan materialet opfører sig. Samtidig kan man hurtigere og billigere måle egenskaber, som tidligere kun blev beregnet teoretisk – fx Poisson’s ratio. Kombineret med årtiers erfaring inden for levetidsvurderinger i Plastlaboratoriet kan ElectroPuls-maskinen være med til at besvare det helt centrale spørgsmål: “Hvor længe kan det holde?”

Testene kan både gennemføres på materialeniveau hos virksomheder, der vil fastholde eller løfte niveauet i deres produktudvikling – hvor vi i stigende grad ser digitalisering i form af FEM-beregninger og digitale tvillinger – eller på produktniveau, hvor funktionalitet og levetid skal dokumenteres under realistiske belastninger. Her kan vi fx eftervise, at et produkt kan holde til de åbne-/lukke-cyklusserne, stød og fald, som ligger til grund for garantier, markedsføring og kundernes forventede brugstid.

Vores pointe er, at den mest avancerede teknologi kan anvendes til at skaffe sig et markedsmæssigt forspring – muligheder som internationale konkurrenter måske ikke har.  

Bionedbrydelighed og komposter-barhed: Fra ord til målbar virkelighed

En anden central søjle i den grønne plastdagsorden er bionedbrydelighed og komposterbarhed. Her ser vi ofte, at markedsføring og virkelighed ikke helt følges ad. Termer som “bioplast”, “bionedbrydelig” og “komposterbar” bruges flittigt, men uden standardiseret test og certificering risikerer vi grønne løfter, der ikke kan efterprøves.

Teknologisk Institut er i gang med at blive certificeret testlaboratorium hos TÜV Austria, så danske og nordiske virksomheder fremover kan få testet deres produkter efter ordninger direkte i Danmark. Test og rådgivning tager udgangspunkt i de europæiske standarder EN 13432 og NF T51-800, som PPWR (EU-forordningen om emballage og emballageaffald) direkte henviser til.

Samtidig udvikler vi faciliteter til både laboratorie- og pilotskalatest, så produkters bionedbrydelighed kan vurderes i realistiske miljøer: kompost, jord og vand. Avancerede respirometre gør det muligt at lave hurtige screenings tidligt i udviklingsfasen, så virksomheder kan justere formuleringer, inden de laver dyre fejlinvesteringer.

Reguleringen af plast, genanvendelse og bionedbrydeligheder allerede i gang, og den forsvinder ikke. Danske virksomheder skal blot tage stilling til om, tilpasningen skal ske i sidste øjeblik, når kravene træder i kraft – eller om man skal være på forkant og bruge omstillingen som springbræt til bedre produkter, stærkere markedsposition. Vores anbefaling er det sidste.


Online nyhedsmagasin

Vil du modtage nyheder og artikler om plast og emballage i din indbakke? Tilmeld dig vores online nyhedsmagasin her