.jpg)
Sådan undgår du "den hvide elefant" i dit automatiseringsprojekt
Flere virksomheder drømmer om den ultimative superrobot, men ender med et milliondyrt mareridt, der står stille. Ekspert fra Teknologisk Institut guider dig uden om de klassiske automatiseringsfælder.
I Thailand forærede de gamle thailandske konger sjældne, hvide elefanter til folk, de gerne ville ruinere.
Elefanten var utrolig flot og prestigefyldt, men den var ekstremt dyr at fodre, og den måtte ikke sættes til at arbejde, fordi den var hellig.
Resultatet var en gigantisk udgift uden reel nytte, som ofte ledte til konkurs og ruin for modtageren.
Niels Korsager, seniorkonsulent og erfaren, uvildig rådgiver inden for produktionsoptimering hos Teknologisk Institut, forklarer herunder, hvordan man også kan støde på elefanten i danske produktionsvirksomheder.
Hvad er den hvide elefant-syndromet i automation?
Den hvide elefant-syndromet opstår, når en virksomhed forsøger at bygge den "ultimative, fuldautomatiske superrobot", som skal kunne håndtere alt.
Alle emnestørrelser, alle produkttyper, alle afvigelser og alle tænkelige scenarier – helt uden menneskelig indgriben.
Det starter ofte med en god ambition om at fremtidssikre fabrikken, men ender som et dyrt, komplekst og ufleksibelt mareridt.
De 4 klassiske tegn på en "hvid elefant"
1. Den koster kassen og budgettet skrider
For at få robotten til at håndtere de sidste 5-10% afvigelser (for eksempel mærkeligt formede emner eller skæve paller), skal der tilføjes 3D-vision, avancerede gribere og tusindvis af linjer specialkode. De sidste 10% af funktionaliteten står ofte for 50% af regningen.
2. Den står stille halvdelen af tiden (lav OEE)
Jo mere kompleks en maskine er, jo flere ting kan gå i stykker. Når en sensor svigter i et komplekst system, stopper hele linjen. Virksomheden ender med at have en medarbejder stående ved siden af robotten blot for at trykke på "Reset".
3. Ingen i huset forstår den
Løsningen er så avanceret, at virksomhedens egne teknikere ikke kan reparere eller omstille den. Hver gang der skal produceres et nyt produkt, må man tilkalde dyre, eksterne konsulenter.
4. Fejludvikling tager overhånd
Processen var i forvejen ustruktureret og kaotisk. I stedet for at rydde op i processen, prøver man at "programmere sig ud af kaosset".
Et eksempel på en hvid elefant
Virksomheden: Vil automatisere pakningen af 50 forskellige komponenter på ét bånd.
Løsningen: De køber en kæmpe industrirobot med et selvtænkende AI-kamerasystem og fem udskiftelige værktøjer.
Resultatet: Projektet tager to år at installere, koster tre gange budgettet, og maskinen stopper 10 gange om dagen, fordi støv driller kameraet.
Lean Automation som modgift – uden at dræbe innovationen
Det handler ikke om, at danske virksomheder skal holde op med at tænke stort eller lade være med at investere i banebrydende, avanceret robotteknologi. Nogen skal – og bør – skubbe til grænserne for, hvad der teknologisk kan lade sig gøre, da det er forudsætningen for fremtidig konkurrenceevne.
Lean Automation handler derfor ikke om kun at købe billige og simple standardrobotter. Det handler om at gribe innovationen klogt an, så man bygger avancerede løsninger på et solidt, gennemtænkt fundament frem for at bygge oven på kaos.
Via Lean Automation-fremgangsmetoden afdækkes og fjernes spild og unødvendig kompleksitet i selve processen først. Det giver et realistisk grundlag for enten at bygge en driftssikker standardløsning eller udvikle ny, højteknologisk innovation i faser, hvor man lærer undervejs.
Kigger vi på eksemplet fra før igen gennem Lean Automation-optik: I stedet for at kaste sig ud i et alt-eller-intet-projekt med det samme, opdeles opgaven.
Fase 1: De fem mest gængse komponenter (som udgør 80% af volumen) automatiseres først. Det giver hurtig drift, høj ROI og værdifuld læring for organisationen.
Fase 2: Med en stabil grunddrift på plads kan man målrettet og med markant lavere risiko investere i og udvikle den avancerede teknologi – for eksempel AI og 3D-vision – til de resterende, mere komplekse komponenter.
På den måde bevares ambitionen om at skubbe til de teknologiske grænser, men uden at sætte hele virksomhedens drift på spil.