Droneteknologi
Droneteknologien har gennemgået en radikal udvikling de seneste år. Fra at være et område, som man kun beskæftigede sig med på universiteter og i forsvarsindustrien, er droner nu blevet hvermandseje. For et relativt beskedent beløb kan man købe sig en drone og få billeder, der tidligere var utilgængelige eller omkostningsfulde at skaffe.
Perspektiverne i teknologien er store, og de tilbyder adgang til en tredimensionel verden, hvor fugleperspektivet på problemet også kan tages med som en naturlig del af problemløsningen.
Det kræver en ny måde at tænke på for at kunne indfri potentialet i teknologien til fulde, og den nuværende anvendelse af droner er bestemt kun toppen af isbjerget af, hvad vi vil se dem anvendt til i fremtiden.
Mange af de flyvetekniske problemstillinger er i dag løst for dronerne, og det er derfor applikationen af dronerne - og den relaterede teknologi, der monteres på dronerne - som adskiller dem fra hinanden.
Én af stopklodserne for en endnu større udbredelse er dronernes begrænsede flyvetid. Teknologisk Institut har derfor udforsket en alternativ tilgang til droneteknologien, hvor man udstyrer de flyvende robotter med et langt kevlar-forstærket dronekabel, som forbinder dronen med en basestation. Basestationen forsyner den tilkoblede drone med konstant energi og en sikker højhastighedskommunikationslinje. Det tilbyder en række nye fordele i anvendelsen af droner, som man ikke på samme måde er i stand til at opnå i dag.
Hvad kan Teknologisk Institut hjælpe dig med?
- Udvikling og afprøvning af droneværktøjer
- Match af ønsker med den tilgængelige drone- og sensorteknologi
- Rådgivning om dronernes opbygning og teknologi
- Sparring i forhold til dronernes integration i eksisterende systemer
- Måling, test og analyse af droner