Fra test til praksis: Hvordan dokumentation af genanvendt plast skaber værdi i hele forretningen

Lars  Germann

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 14 00.

Billedet viser en testopsætning med et prøveemne i hvid plast opsat i apparatet. Billedet er brugt i Plast og Emballages Medlemsinformation nr. 2-2025

Fra test til praksis: Hvordan dokumentation af genanvendt plast skaber værdi i hele forretningen

Genanvendt plast spiller en afgørende rolle i omstillingen til et mere bæredygtigt samfund. Men mange virksomheder oplever, at vejen fra visionen om cirkulær økonomi til virkelighedens produktion kan være brolagt med udfordringer, for markedet forventer, med rette, at produkter fremstillet i genanvendt plast har samme egenskaber som var de udført i nyvareplast. 

En del af løsningen er udnyttelse af den viden og de muligheder, som dokumentation og materialetest tilbyder – ikke kun for at leve op til nye krav, men også for at skabe konkret og detaljeret materialeviden, som værdi i hele forretningen. Med andre ord er vi overbeviste om, at test og dokumentation bliver en integreret del af forretningsudviklingen, hvor viden om materialer bliver et strategisk aktiv.

Fra laboratoriet til produktionen: Data som beslutningsgrundlag

Den løbende teknologiske udvikling indenfor måleudstyr og digitalisering af materialedata har gjort det muligt at indsamle langt mere detaljerede og nuancerede data om plastmaterialers egenskaber end tidligere. Moderne testmetoder – fra udmattelsestest til avancerede ældningsstudier – giver ikke blot statistik, men praktiske indsigter, der kan anvendes direkte i produktionsoptimering og kvalitetskontrol. For eksempel kan man ved at analysere udmattelsesdata identificere præcis, hvor, hvorfor og hvornår et materiale eller produkt svigter, og dermed rette fokus, der hvor det giver værdi. 

For virksomheder, der anvender genanvendt plast, betyder dette, at man kan gå fra at vælge råvarer ud fra tilgængelighed og pris, til også at træffe valg baseret på veldokumenterede egenskaber og performance. Det kan fx handle om at sammenligne forskellige leverandørers plastfraktioner eller at optimere blandingsforhold for at opnå den ønskede balance mellem pris, miljøbelastning og teknisk kvalitet. Ved at integrere testdata i beslutningsprocesserne får både specialister og ledelse et langt bedre grundlag for at udvikle produkter, der lever op til både markedets og myndighedernes krav. Med det følger muligheden for at differentiere sig fra udenlandske produkter, som nok er billigere, men potentielt også af tvivlsom kvalitet. Skal dansk produktion være konkurrencedygtig på et globalt marked, er der ingen vej uden om at fremstille bedre og mere kvalitetsbetonede produkter. 
   
Samtidig er der mulighed for at følge materialernes performance over tid og opdage tendenser, der ellers ville være skjult. Et konkret eksempel kan være en producent, der over tid oplever flere reklamationer på et produkt, men som med systematisk dataindsamling hurtigt kan spore problemet til en ændring i råvarekvaliteten. Sådanne indsigter kan være afgørende for både kundetilfredshed og bundlinje.

Dokumentation som konkurrenceparameter

I takt med, at bæredygtighed bliver en central konkurrenceparameter, ændrer plastmarkedet sig hastigt. Flere og flere udbud – både offentlige og private – stiller nu eksplicitte krav om dokumenteret genanvendelsesandel, sporbarhed og certificering. Vores erfaring siger, at virksomheder, der kan fremvise veldokumenterede egenskaber for deres materialer og produkter, står med et markant forspring, når nye kontrakter og partnerskaber skal indgås.

Dokumentation kan antage mange former, afhængigt af kundernes behov. For nogle kan det være en RecyClass-certificering, der synligt signalerer, at emballagen er designet med genanvendelighed for øje. For andre kan det være komplette materialepas med detaljerede data om råvarernes oprindelse, indhold af genanvendt plast og testresultater for holdbarhed og sikkerhed. Denne transparens bliver ikke kun værdsat af professionelle indkøbere, men også af slutbrugere, der i stigende grad efterspørger troværdig information om produkters miljøprofil.

Virksomheder, der kan dokumentere, at deres produkter indeholder en høj andel genanvendt plast eller har gennemgået uafhængig test, har et stærkt argument overfor både miljøbevidste kunder og samarbejdspartnere. Dette styrker virksomhedens brand og troværdighed, hvilket kan åbne døre til nye markeder, især i en tid, hvor ESG-rapportering og grønne indkøb vinder frem.

Samarbejde på tværs af værdikæden

En af de ofte overset fordele ved øget materialedokumentation og standardiserede testmetoder er, at det letter samarbejdet på tværs af værdikæden. Når råvareleverandører, producenter, distributører og genanvendelses-industrien fabrikker anvender de samme testmetoder og kvalitetskriterier, bliver det nemmere at identificere og løse problemer tidligt i processen.

For eksempel kan en producent, der opdager variationer i materialekvaliteten, hurtigt dele sine data med leverandøren, så årsagen kan identificeres og løses i fællesskab. Endvidere betyder fælles standarder, at det bliver lettere at indføre nye materialetyper eller teknologier, fordi hele værdikæden har et fælles sprog omkring kvalitet og performance.

Mere end ”bare” test: Løbende forbedringer

Mange virksomheder ser stadig test og dokumentation som et afsluttende led i kvalitetskontrollen eller blot som et krav for at bringe produkterne på markedet. I virkeligheden bør test og validering være en central del af en løbende forbedringsproces, hvor resultaterne aktivt bruges til at optimere både udvikling og produktion. Det handler ikke kun om at bekræfte kvaliteten, men også om at identificere muligheder for forbedringer og hurtigt kunne reagere på ændringer i omverdenen, herunder uforudsete skift i leverandørkæder eller materiale-tilgængelighed. Markedet udvikler sig løbende: nye plasttyper og additiver introduceres, regulativer opdateres, kundernes krav skærpes, og både genanvendelses- og testteknologier forbedres kontinuerligt. Derfor er det afgørende, at virksomheder arbejder systematisk med forbedringer og opretholder en dynamisk tilgang til dokumentation. Dette kan eksempelvis ske ved løbende at overvåge materialers egenskaber i produktionen og regelmæssigt opdatere testprotokoller – men vigtigst er, at resultaterne bruges aktivt til at drive forbedringer fremad.

Det starter med viden

Vejen til mere genanvendt plast og en mere cirkulær plastøkonomi handler ikke kun om at udvikle nye teknologier og materialer. Den handler, i mindst lige så høj grad, om at opbygge og anvende viden – om materialernes egenskaber, om processer og om forbrugerkrav. Investering i test, dokumentation og løbende validering bør derfor ses som en investering i virksomhedens fremtidige konkurrenceevne.

Hos Teknologisk Institut står vi klar til at hjælpe virksomheder med at omsætte test og dokumentation til konkret forretningsværdi – uanset om det handler om at udvikle nye produkter, optimere eksisterende processer eller dokumentere bæredygtighed over for markedet. Vi tilbyder både avancerede målemetoder, rådgivning om lovgivning og standardisering, og sparring om, hvordan testdata bedst integreres i din virksomheds beslutningsprocesser.

Genanvendt plast er ikke længere kun et miljøspørgsmål – det er et strategisk valg for fremtidens forretning. 


Online nyhedsmagasin

Vil du modtage nyheder og artikler om plast og emballage i din indbakke? Tilmeld dig vores online nyhedsmagasin her