Fremtidens industri: Vestas tager modulær robot med indbygget sikkerhed ind i produktionen

Sune Lilliendal Loll

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 10 78.

Fremtidens industri: Vestas tager modulær robot med indbygget sikkerhed ind i produktionen

Modulær, fleksibel automation, der kan bruges på tværs af industrier og produkter, kan imødekomme udfordringen med at omstille robotter fra et behov til et andet.

Der findes mange processer, som enten ikke er automatiserede, eller som kræver specialistviden. Det stiller nye krav til virksomhedernes produktionsudstyr, der hurtigt skal kunne omstilles. Og netop omstillingen af robotter kan være en forhindring for små- og mellemstore virksomheder, fortæller projektleder hos Teknologisk Institut Sune Lilliendal Loll.

- Udfordringen ift. robotter i produktionsvirksomheder kan tit være at få omstillet robotterne fra et behov til et andet behov, hvor vi ser, at de små- og mellemstore virksomheder har store udfordringer med at få det til at blive rentabelt at få en robot ind i deres virksomhed, siger han.

Modulbaseret robotteknologi
Til at imødekomme denne udfordring kan robotintegrationen gøres modulbaseret. Modulbaseret robotteknologi kan nemlig være vejen frem til at få robotteknologi ind hos især de små- og mellemstore virksomheder.

I et europæisk projekt med navnet RAMPup har Teknologisk Institut og en række projektpartnere derfor kigget på, hvordan man kan gøre det nemmere at automatisere manuelle, tidskrævende og automationsmæssigt komplicerede processer.

- I nogle produktioner skal der laves 1.000 enheder den ene uge, og 500 enheder af noget helt andet i den næste uge. Og den fleksibilitet, der skal til, har RAMPup været med til at afprøve og prøve at definere, uddyber Sune Lilliendal Loll.

-

Vestas ville undgå store sikkerhedsafskærmninger
En af slutbrugervirksomhederne, der har deltaget i projektet, er vindmølleproducenten Vestas.

- Traditionel automatisering har drevet rigtig meget sikkerhedsafskærmning med sig, som fylder meget på et produktionsgulv. Og det har vi gerne ville prøve at se, om vi kunne undgå, fortæller Nikolaj Wieland, der er Lead Production Engineer hos Vestas.

Til at adressere udfordringen med sikkerhedsafskærmning har systemintegratoren Technicon udviklet en fleksibel, kollaborativ skruecelle til Vestas, som fokuserer på nem opsætning, sikkerhed og fleksibilitet, fortæller Asbjørn Kjær Eliasen, der er Project Engineer hos Technicon.

- Vores fokus har været, at cellen ikke skal kræve noget sikkerhedshegn. Det vil sige, at mennesker skal kunne arbejde med den lige ved siden af. Så hvis du for eksempel får en hånd ind under skruen, så stopper den, siger han.

- Tendensen i industrien er, at vi får mindre batches (partier, red.) og mere specialiserede produkter, så det giver ikke længere mening at lave en dedikeret løsning til et specifikt produkt. Du bliver nødt til at have en løsning, som er mere fleksibel, og som du hurtigt kan omstille til andre produkter, tilføjer Asbjørn Kjær Eliasen.

-

Mere produktivitet, mindre ensidigt arbejde
Den viden, Vestas har kunne trække på i projektet, har blandt andet givet positive resultater for virksomhedens operatører.

- At deltage i RAMPup har givet os en mulighed for at få nogle af de skarpeste hjerner i kollaborative robotter til at kigge i vores produktion sammen med os. Og der har vi fået en masse hjælp til at finde en rigtig god løsning til at afhjælpe vores operatører med noget ensidigt, gentagende arbejde og samtidig med at blive mere produktive, afslutter Nikolaj Wieland.

Hvad er RAMPup?
10 danske og europæiske virksomheder og forskningsinstitutioner er gået sammen i EU-projektet RAMPup.

I projektet har man udviklet en fleksibel automationsplatform udstyret med genbrugelige moduler til processer, som bruges på tværs af industrier og produkter. Du kan læse mere om RAMPup på projektets hjemmeside.

Partnerne i RAMPup er forskningsinstitutionerne Teknologisk Institut (DK) og Fraunhofer IPA (DE), systemintegrator-virksomhederne Technicon Aps (DK), Gibas (NL) og MRK Systeme (DE) samt slutbrugervirksomhederne Vestas Manufacturing A/S (DK), Elos Medtech Pinol A/S (DK), C-Mec (BE) og Roto Frank Gmbh (DE).

RAMPup er finansieret af EU's Horizon 2020 Research og Innovation Programme.