Humanoide robotter: Når robotterne ligner mennesker

Anne-Lise Høg Lejre

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 31 16.

Robotarm med handks epå

Humanoide robotter: Når robotterne ligner mennesker

Humanoide robotter – der efterligner menneskers udseende og bevægelser – er ikke længere forbeholdt science fiction, men bliver udviklet og testet i stor skala. Især Kina og USA investerer massivt i området, og globale analyser peger på, at humanoide robotter kan spille en central rolle i fremtidens arbejdsmarked og samfund.

Det, der for få år siden virkede som futuristisk underholdning i film og romaner, materialiserer sig nu i virkelige produkter med imponerende funktioner og realistisk mobilitet. Vi står på tærsklen til et teknologisk gennembrud, hvor robotter med menneskelignende form og adfærd kan blive en aktiv del af både vores arbejdspladser og hverdag.

Robotterne er designet til at udføre farlige, gentagende eller fysisk krævende opgaver – og nogle af dem er allerede i brug i logistikcentre, produktion og sikkerhed. Den udvikling kan få stor betydning for lande med høj automatiseringsgrad og mangel på arbejdskraft – herunder Danmark. 

I Teknologisk Udsyn zoomer Teknologisk Institut ind på, hvor langt teknologien er nået, hvad der driver udviklingen – og hvad det konkret betyder for Danmark. Vi har analyseret over 15.000 forskningsartikler og 6.000 patenter, interviewet eksperter og identificeret de vigtigste internationale trends.

Rapporten giver danske virksomheder et solidt afsæt til at teste teknologien, spotte nye forretningsmuligheder og navigere i det hurtigt voksende marked. Vi peger også på centrale barrierer, som aktører i Danmark bør adressere for at udnytte potentialet – fra teknologisk parathed til etiske og regulatoriske overvejelser. Målet er at ruste både beslutningstagere og erhvervsliv til en fremtid, hvor samspillet mellem mennesker og humanoide robotter bliver en del af virkeligheden.

Hent udsynet om humanoide robotter her:

Danmarks position i det globale kapløb

Danmark er blandt verdens mest digitaliserede og automatiserede samfund. Vi har stærke miljøer inden for robotteknologi – især inden for kollaborative robotter (cobots), mobile robotter og automatiseringsløsninger – og en veletableret tradition for at kombinere teknologisk innovation med arbejdsmiljø og etik. Alligevel indtager vi en venteposition, viser rapporten. 

Globale teknologigiganter og ventureinvestorer kaster milliarder i udviklingen af humanoide robotter. USA og Kina fører an i kapløbet med ambitiøse strategier, stærke forskningsmiljøer og industrielle partnerskaber. Udviklingen er blevet et strategisk konkurrenceparameter – både økonomisk, teknologisk og geopolitisk.

I USA har virksomheder som Boston Dynamics, Tesla og Figure sat standarden for, hvad humanoide robotter kan præstere. Boston Dynamics’ nyeste version af robotten Atlas demonstrerer bemærkelsesværdig mobilitet og balance, mens Figure har vist videooptagelser, hvor robotten Figure 01 reagerer på talte kommandoer og udfører opgaver med imponerende præcision. Tesla arbejder samtidig på Optimus, en humanoid robot, Elon Musk spår vil blive virksomhedens vigtigste forretningsområde.

I Kina har staten erklæret humanoide robotter som en strategisk satsning og har fremlagt mål om masseproduktion allerede i 2025. Flere kinesiske virksomheder fremviser humanoide robotter i praktiske anvendelser – fx til ældrepleje og byvedligehold – og teknologien bliver integreret i nationale innovationsplaner.

Investorerne følger trop. Goldman Sachs har for nylig opjusteret sin prognose for det globale marked for humanoide robotter fra 6 milliarder USD til hele 38 milliarder USD i 2035. Årsagen: Fremskridt i kunstig intelligens og faldende priser på nøglekomponenter. Blandt investorerne i de førende robotfirmaer finder man navne som Jeff Bezos, Microsoft, Nvidia og OpenAI.

Kort sagt: Den globale udvikling accelererer. Teknologien er ikke længere eksperimentel, men bevæger sig med hastige skridt mod markedsklarhed. Og Danmark risikerer at sakke bagud, hvis vi ikke forholder os strategisk til, hvordan vi vil indgå i det internationale landskab.

Faktaboks, teknologisk

Tre strategiske råd til danske virksomheder og beslutningstagere

Danmark har potentiale til at spille en vigtig rolle i udviklingen og implementeringen af humanoide robotter. Men det kræver, at vi handler proaktivt. På baggrund af vores analyser anbefaler Teknologisk Institut tre centrale strategier:

1. Følg teknologien tæt og inddrag brugerne

Mens Kina og USA investerer massivt, indtager Danmark i øjeblikket en afventende rolle. Men med vores stærke forskningsmiljøer og erfaring med robotteknologi – særligt inden for cobots og mobile robotter – har vi potentialet til at blive en nøglespiller. Ikke nødvendigvis som producent af komplette humanoider, men som leverandør af afgørende komponenter og løsninger.
.

2. Skab testmiljøer tæt på praksis

De nuværende humanoide robotter har stadig begrænsninger, men fremskridtene sker hurtigt. Inden for 5–10 år forventes teknologien at få sit gennembrud i nicheområder som logistik, montage og farlige miljøer. Derfor er det nu, vi skal identificere, hvor teknologien på sigt kan gøre en forskel i danske virksomheder.


3. Sæt Danmark på landkortet via samarbejde og standarder

På nuværende tidspunkt virker det usandsynligt, at Danmark bliver producent af hele humanoide robotter, men vi kan få stor værdi gennem samarbejde om test, regler og standarder. Vi bør engagere os i EU’s kommende strategi for AI-robotter. Med vores erfaring i cobots og arbejdsmiljø kan vi være med til at sætte retningen for ansvarlig brug af teknologien – både i Danmark og Europa



Få en opsummering på udsynet i dette Executive Summary

 

Teknologisk Institut rådgiver om robotter

Teknologisk Institut tilbyder specialiseret støtte til virksomheder, der ønsker at udnytte mulighederne i avanceret robotteknologi. I vores laboratorier hjælper vi med at integrere robotløsninger, der gør arbejdsgange smartere, mere sikre og effektive.

Vi stiller avancerede testfaciliteter og teknisk ekspertise til rådighed for danske virksomheder, som ønsker at eksperimentere med og tilpasse humanoide robotter til deres egne behov. Dette omfatter både hardware- og softwareintegration, validering i praksis og rådgivning om etik og arbejdsmiljø.

Virksomheder har adgang til avancerede faciliteter til test og validering, ligesom der udvikles skræddersyede robot- og droneplatforme, der kan tilpasses komplekse og dynamiske miljøer.

Instituttes eksperter har dyb teknisk indsigt i blandt andet kunstig intelligens, navigations- og kortlægningsteknologier samt avancerede sensor- og kamerasystemer.

Denne viden bringes i spil i tæt samarbejde med industrien – f.eks. i projekter hvor robotter skal samarbejde med mennesker på produktionsgulvet, assistere i sundhedssektoren eller navigere sikkert i offentlige rum.

Læs mere om robotteknologi og automatisering

Hvad er Teknologisk Udsyn? 

Teknologisk Udsyn er en række rapporter fra Teknologisk Institut, der hver især giver en oversigt over den seneste udvikling på et teknologifelt med betydning for Danmarks fremtid. Vi giver et indblik i aktørlandskaber og fremtidige tendenser, Danmarks aktuelle position samt anbefalinger til samfundets implementering.

Find alle Teknologisk Udsyn her