Hvad er økologisk tøj

Anette  Werner

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 24 07.

Hvad er økologisk tøj

Hvad er økologisk tøj

Danske forbrugere er gode til at vælge økologi, når det kommer til fødevarer. Her er vi faktisk helt i front, hvis man ser på mængden af økologi per indbygger. Mange forbinder mest økologi med netop fødevarer, men der er også sket en stigning i salget og produktionen af økologisk tøj de senere år. Det kan dog stadig være svært som forbruger at finde ud af, hvornår tøj er økologisk. Der findes en række forskellige mærkningsordninger for tekstiler, som man kan pejle efter. Her får du overblikket over, hvornår tøj er økologisk, og hvad de forskellige mærkningsordninger står for.

Hvornår er tøj økologisk?

Går du efter tøj af økologisk bomuld, findes der tre overordnede kriterier for, hvornår man kan sige at bomuld er økologisk:

  1. Der må ikke bruges pesticider, insekticider eller løvfældningsmidler
  2. Der må ikke bruges kunstgødning
  3. Der må ikke bruges genmodificering (GMO)

Når det gælder økologisk tøj af bomuld, er der flere forskellige mærkninger at gå efter, fx kan du kigge efter; GOTS (Global Organic Cotton Standard) og CMIA-Organic (Cotton Made In Africa).

Hvorfor tænke på økologi, bæredygtighed og kemi når man køber tøj?

Der har igennem flere år været en tendens til, at vi som forbrugere går mere og mere op i, at de produkter vi køber, er blevet til på forsvarlig vis, og at de skader miljøet og mennesker mindst muligt. Tekstilproduktionen er en af de helt store syndere, når det kommer til miljøskadelige effekter, da der traditionelt set er brugt mange kemikalier i tekstilproduktionen og til stadighed går store mængder vand til produktionen af tøj.

I takt med den stigende efterspørgsel efter mere bæredygtige tekstiler er der kommet forskellige mærkningsordninger, som producenter kan bruge til at vise forbrugerne, at netop deres tøj lever op til visse standarder, hvad angår brugen af kemi, økologisk dyrkning, samt social og miljømæssig ansvarlighed. Flere producenter er også optaget af i stigende grad at genanvende vandet i produktionen. Derudover er der også de seneste år kommet en række tiltag fra producenter, som indsamler brugt tøj til genanvendelse i produktionen af nyt tøj.

Sådan fremstilles økologisk tøj - infografik som illustrerer produktion af økologisk tøj.

Du kan blive klogere på, hvordan økologisk bomuld fremstilles og hvordan du bedst plejer forskellige typer af tekstiler i bogen Tekstil – Brugsegenskaber og vedligeholdelse

Bliv klogere på tekstiler

Miljøvenligt tøj

Hvis du gerne vil købe tøj, der belaster miljøet mindst muligt eller som ikke bruger skadelige kemikalier, så er det en god idé at kigge efter tøj med en af mærkningsordningerne; OEKO-TEX®, GOTS, EU's miljømærke Blomsten eller det nordiske miljømærke Svanemærket. Mærkningsordningerne er din garanti for at det tøj, du køber, lever op til forskellige krav omkring økologisk dyrkning, brug af kemikalier og beskyttelse af miljøet, samt social ansvarlighed. Men det er ikke ligegyldigt, hvilket mærke, du kigger efter. Det er nemlig forskelligt, hvad de enkelte mærker er garanter for.

I oversigten her får du en kort forklaring på, hvad de forskellige mærkningsordninger står for:

Hvad er OEKO-TEX®?
Det velkendte OEKO-TEX® mærke er ikke, som navnet ellers kunne antyde, en mærkning for økologisk tøj. Derimod er tøj, som er mærket med STANDARD 100 by OEKO-TEX®, testet for en række skadelige kemikalier. Der er tale om kemikalier, som kan være kræftfremkaldende eller skadelige for forplantningsevnen, og som ikke er omfattet af gældende lovgivning. Især mange småbørnsforældre er særligt opmærksomme på, at det tøj deres børn har tæt på kroppen og kan finde på at putte i munden, ikke er fyldt med skadelige kemikalier. Derfor har OEKO-TEX® vundet stort indpas i bl.a. Danmark. Herhjemme er Teknologisk Institut den instans, der tester om tekstiler lever op til kravene for OEKO-TEX®.

Hvad er GOTS mærket?
Går du efter tøj, som er økologisk, er det værd at kigge efter mærket GOTS, som står for Global Organic Textile Standard. Tøj mærket med GOTS lever op til krav om, at minimum 70% af fibrene brugt i tekstilet er økologiske. Der stilles desuden krav om, at tøjet lever op til forskellige miljø- og kemimæssige kriterier.

Hvad er CMIA-Organic mærket?
CMIA står for Cotton Made in Africa og mærkningsordningen er skabt for at forbedre forholdene for mindre bomuldsfarmere i Afrika. CMIA-mærket bomuld skal leve op til en række standarder omkring økonomisk, social og miljømæssig ansvarlighed. Derudover findes en udvidet ordning, kaldet CMIA-Organic, som har en række yderligere krav omkring økologisk og bæredygtig dyrkning.

Hvad er EU-blomsten?
EU-blomsten er den europæiske miljømærkningsordning. Mærket er at finde på mange forskellige typer af produkter, herunder også tekstiler. Tekstiler mærket med EU-blomsten lever op til krav om, at fibrene skal være miljøvenlige og at fx hør og bomuld skal være økologisk dyrket. Derudover stilles der krav til brugen af kemikalier i produktionen.

Hvad er Svanemærket?
Svanemærket er den nordiske pendant til EU-blomsten. Det findes på mange forskellige typer af produkter, som fx personlig pleje og rengøringsmidler. Tekstiler kan også være svanemærkede og her gælder de samme krav som for tekstiler mærket med EU-blomsten. Det drejer sig blandt andet om miljøvenlighed og brugen af kemikalier.

Hvad er BCI mærket?
BCI står for Better Cotton Initiative, og mærket står for bæredygtighed, både hvad angår miljøet og økonomisk og social ansvarlighed.