IoT og dataanalyse giver Kohberg bedre overblik over ressourcer og ESG-data

Emil  Sunesen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 18 66.

Kohberg og Teknologisk Institut

IoT og dataanalyse giver Kohberg bedre overblik over ressourcer og ESG-data

Kohberg Bakery har igangsat en digital transformation for at imødekomme kravene fra EU's CSRD-direktiv og kundernes stigende fokus på produkters klimaaftryk. Virksomheden stod over for udfordringer som manglende overblik over ressourceforbrug og CO2e-udledninger, hvilket gjorde ESG-rapportering og klimaberegninger til ressourcekrævende opgaver. Derudover havde Kohberg behov for en bedre datastruktur til at identificere og prioritere CO2e-reduktion og optimeringsmuligheder i produktionen.

Som en del af et projektsamarbejde finansieret af DigitalLead og designet og drevet af Teknologisk Institut ønskede Kohberg at teste, hvordan digitale løsninger kunne forbedre dataindsamling til ESG-rapportering samt skabe grundlag for at måle og reducere ressourceforbrug og emissioner på virksomheds- og produktniveau.

IoT og dataanalyse skaber fundament for bedre indsigt i ressourceforbrug

I samarbejde med Teknologisk Institut, Xtel, Trendlog.io, Combine og NaturePreserve blev der udviklet en samlet digital løsning til at teste dataindsamling, visualisering og analyse på én udvalgt produktionslinje. Teknologisk Instituts konsulenter ledede projektet og faciliterede samarbejdet mellem de digitale aktører og nøglepersoner hos Kohberg med fokus på at samskabe innovative og implementerbare løsninger.

De vigtigste aktiviteter i projektet var:

  • IoT-sensorer: Xtel leverede sensorer, som blev installeret på udvalgte punkter på produktionslinjen for at indsamle data om energiforbrug og emissioner. Xtel tilpassede løsninger for at sikre budgetvenlighed og undgå overforbrug af udstyr.
  • Dataanalyse og visualisering: Trendlog.io’s platform blev anvendt til at samle og analysere data, som blev præsenteret i dashboards med fokus på energiforbrug, konvertering til CO2e-udledning og mulighed for produktionsoptimering.
  • Miljøberegninger: Combine kvalificerede NaturePreserve-platformen til at kortlægge værdikæden for to udvalgte produkter og beregne CO2e-aftryk baseret på data fra produktionen og anerkendte databaser.
  • IT-integration: Data fra Xtels IoT-sensorer, Trendlog.io platformen og NaturePreserve blev integreret i en samlet datastruktur, der giver mulighed for bedre klimaberegninger, rapportering og optimering.

Det har været en positiv proces for Kohberg at samarbejde med de kompetente fagfolk fra Teknologisk Institut. De har været dygtige til at skabe indsigter og ikke mindst til at facilitere projektet og samarbejdet internt i vores organisation. I dag føler vi os i Kohberg styrket til et fremadrettet arbejde med datadrevne beslutningsprocesser.
- Thorbjørn Bruhn, CFO i Kohberg

Datadrevne indsigter styrker beslutningsgrundlaget for konkrete CO2e-reduktionsinitiativer

Praktiske test af løsningen på produktionslinjen viste, at IoT-sensorer og dataanalyse kan implementeres uden store forstyrrelser i produktionen og med fokus på at holde omkostningerne nede med tilpassede sensorløsninger. Sensorerne indsamlede valide data om bl.a. energiforbrug, som blev visualiseret via Trendlog.io’s platform. Denne visualisering gav Kohberg et bedre overblik over energiforbruget, konverteret til CO2e, og gjorde det muligt at identificere konkrete optimeringsmuligheder, fx spotprisoptimering på køl og varme. Denne løsning kan implementeres i fremtiden for at reducere energiforbruget.

NaturePreserve-platformen blev brugt til at kortlægge værdikæden for to produkter fra den valgte produktionslinje og beregne CO2e-aftryk på produktniveau samt simulere effekten af forskellige ændringer i produktionen. Dette omfattede bl.a. beregninger baseret på data fra energikilder og produktionslinjens ressourceforbrug gennem Trendlog.io. Løsningen kan skaleres til alle produktlinjer.

Projektet har givet Kohberg et styrket beslutningsgrundlag til at vurdere, hvordan data og digitale løsninger kan anvendes til at forbedre klimaberegninger og produktionseffektivitet. Det har samtidig givet mulighed for, efter projektet, at implementere konkrete værktøjer til at prioritere CO2e-reduktionsinitiativer på både virksomheds- og produktniveau.

Bedre dataindsamling giver mulighed for at imødegå fremtidige krav

Som en del af projektet har Kohberg opnået indsigt i, hvordan løsninger som IoT-sensorer, dataanalyse og miljøberegningsplatforme kan bruges til at understøtte fremtidige optimerings- og rapporteringskrav. Kombinationen af de rette teknologier og det rette fokus har gjort det muligt at indsamle og strukturere data på en måde, der kan anvendes i eksisterende og kommende EU-rapporteringsstandarder eller specifikke kundekrav til deling af klimadata.

Ved implementering gør den samlede digitale løsning det muligt at kortlægge produktionsdata, beregne CO2e-aftryk på produktniveau og simulere reduktionsindsatsers effekt. Dette kan styrke Kohbergs arbejde med at tage datadrevne beslutninger om investering i CO2e-reduktionstiltag, og levere troværdige ESG-data og CO2e-beregninger.

“Forberedelse er afgørende, når vi arbejder med grøn og digital omstilling. Det handler om at definere ambitionsniveauet, prioritere de rette teknologier og målepunkter og sikre, at data ikke blot bliver indsamlet, men også skaber reel værdi gennem optimering og reduktion af klima- og miljøpåvirkning,” siger Emil Sunesen, sektionsleder for Bæredygtig forretningsudvikling, Teknologisk Institut.

Inspiration og rådgivning til grøn og digital omstilling

Kohbergs forløb viser, hvordan IoT og dataanalyse kan bruges til at skabe overblik over energiforbrug og emissionsdata og danne grundlag for både ESG-strategi og konkrete reduktionstiltag. For virksomheder med lignende udfordringer og muligheder er Teknologisk Institut en oplagt samarbejdspartner.

Teknologisk Institut kan være en central drivkraft i din virksomheds projekt og kan hjælpe med at gribe mulighederne inden for grøn og digital omstilling ét skridt ad gangen. Center for Innovation & Digital Transformation består af tværfaglige konsulenter, der er specialiserede i innovationsledelse, digital transformation og bæredygtighed i forretningsudvikling.

Med Teknologisk Institut kan din virksomhed få hjælp til at designe projekter, facilitere samarbejde på tværs af aktører og værdikæder samt udvikle, teste og implementere løsninger, der skaber reel værdi. Vi sikrer, at løsningerne er praktisk anvendelige og kan tilpasses virksomhedens behov – både nu og i fremtiden.

Skal vi hjælpe din virksomhed eller organisation med at afdække jeres potentiale for at spare både tid og ressourcer i jeres produktion, til gavn for både jeres grønne og sorte bundlinje? Så kontakt sektionsleder Emil Sunesen på emsu@teknologisk.dk eller 7220 1866 og få en uforpligtende snak om jeres situation.