Materialeanalyse og kemisk troubleshooting
Identifikation af uønskede materialer eller fremmedlegemer, fundet i fx produktion eller produkt, kan være forbundet med store udfordringer. Ved hjælp af moderne udstyr, stort kemi- og materialekendskab samt omfattende kemiske databaser kan Teknologisk Institut, gerne i tæt samspil med kunden, ofte foretage en kemisk identifikation.
Analyserne foretages som udgangspunkt med ikke-destruktive og hurtige analysemetoder (Raman og infrarød spektroskopi), som er effektfulde teknologier til kemisk karakterisering og identifikation af materialer (fx polymerer, fibre og mineraler). Både organiske og uorganiske forbindelser kan identificeres, og analysen kan som regel foregå helt uden prøveforberedelse. Via fingeraftryk af den kemiske sammensætning kan umiddelbart identiske materialer også skelnes, herunder forskellige krystalstrukturer af samme materiale.
Den stærke kombination af forskellige ikke-destruktive analysemetoder samt adgang til omfattende kemiske materialedatabaser muliggør identifikation via et detektivarbejde. Det er desuden ofte muligt, at foretage en dybdeprofil af den kemiske sammensætning (særligt for transparente prøver) samt at kortlægge overfladekemien over et areal fra adskillige kvadratmillimeter og ned til kvadratmikrometer. Raman-teknologien muliggør desuden analyse af væsker eller prøve i vandig opløsning, herunder gennem en klar plastikpose eller glasflaske.
Alt efter behov kan analyserne suppleres med eksempelvis en metal- eller grundstofanalyse (Røntgen, SEM-EDX og ICP-MS) samt med mere traditionelle organiske laboratorieanalysemetoder såsom HPLC, GC og GC-MS (destruktive analysemetoder).
Hvad kan Teknologisk Institut hjælpe dig med?
- Identificere uønsket materiale eller genstand (fremmedlegeme) fundet i et produkt eller produktion, eksempelvis fødevarer, medicin, forbrugerprodukt etc.
- Se forskel på fibre/polymerer, fragmenter af lak og maling der umiddelbart er identiske
- Identificere mineraler og materialer og kortlægge krystalstrukturen
- Analysere og sammenligne f.eks. dokumenter ved analyse af blæk og maling
- Kvalitetskontrol af produkter, eksempelvis identifikation af indkøbte polymerer
- Dokumentere fordelingen af aktive stoffer i pulvere og medicinalvarer og herved eksempelvis dokumentere homogeniteten mellem forskellige batch
- Visualisere polymerlaminater og membraner