Ny rapport fra World Economic Forum: Danmark i front men med plads til forbedring på bæredygtighed - 2024

Juan  Farré

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 20 10.

World Economic Forum 2024 Future of Groth

Ny rapport fra World Economic Forum: Danmark i front men med plads til forbedring på bæredygtighed - 2024

Pressemeddelelse publiceret den 18. januar 2024.

I en ny global måling fra World Economic Forum er Danmark blandt verdens ledende nationer i forhold til fremtidens vækstmotorer, når det gælder innovation, inklusion og resiliens. Til gengæld scorer Danmark lavt på bæredygtighed i forhold til vores ambitioner på området. World Economic Forum opfordrer i rapporten Future of Growth 2024 til en ny tilgang til at måle vækst, som ikke kun måler på økonomi.

- Rapporten er et vigtigt pejlemærke for Danmark. I år har World Economic Forum udvidet målebåndet, så også innovation, inklusion, bæredygtighed og resiliens er med i ligningen. Det giver en mere nuanceret forståelse af Danmarks styrker og svagheder, og selvom vi overordnet ligger rigtig flot, er der stadig udviklingspotentialer indenfor bæredygtighed, siger adm. direktør Juan Farré, Teknologisk Institut, som er World Economic Forums danske samarbejdspartner.

World Economic Forum påpeger i den netop udkomne rapport, at de søger at udvikle en ny metode til at tage temperaturen på den globale økonomiske vækst med de nye parametre. I rapporten fremhæves en betydelig økonomisk opbremsning, som er anslået til at falde til den laveste rate i tre årtier frem til 2030. Midt i det som World Economic Forum betegner som et ”igangværende økonomisk og geopolitisk chok”.

Bæredygtigt udviklingspotentiale

Danmark er i den nye rapport rangeret i gruppen af højindkomstlande og placerer sig i top fire og fem, når det gælder innovation og inklusion og som nummer otte på resiliens. Til gengæld havner Danmark som nummer 13 – nummer fire blandt højindkomstlandene – når det gælder bæredygtighed. Den lave score på bæredygtighed er blandt andet knyttet til affald pr. indbygger og kombineret med den lave grad af genanvendelse af ressourcer, som for nylig blev påpeget i Circularity Gap Report.

- Selvom vi på mange måder er et grønt foregangsland, er der stadig udviklingspotentiale i forhold til bæredygtighed. Det viser rapporten her, og det er også noget, vi sammen med en række aktører pegede på for nylig. Hver dansker forbruger 24,5 tons nye materialer om året, og vores genanvendelse af de ressourcer er på 4 procent. Det er langt under den globale standard på 7,2 procent. Vi skal derfor have mere gang i den cirkulære økonomi og sikre adgang til finansiering og muligheder for både at kompetenceudvikle og udvikle nye teknologier og løsninger, som bevarer ressourcerne i deres kredsløb og begrænser behovet for nye, siger Juan Farré.

Danmarks Position

Innovation: Score 73,40 ud af 100. Nummer 5. Danmark er blandt de førende nationer, tæt på Singapore, Schweiz, Sverige og USA, når det gælder innovation. Dette understreger den danske styrke inden for forskning og udvikling.

Inklusion: Score 77,64 ud af 100. Nummer 4. Med en stærk velfærdsstat er Danmark højt placeret, men overgået af lande som Schweiz, Finland og Island. Dette viser Danmarks evne til at sikre, at alle kan deltage og bidrage i økonomien.

Bæredygtighed: Score 54,72 ud af 100. Nummer 13. På trods af den danske selvforståelse som et grønt foregangsland har Danmark plads til forbedring. Danmark ligger blandt højindkomstlandene som nummer fire. En række lavindkomstlande scorer i rapporten højt på bæredygtighed, fordi de har en høj grad af biodiversitet og et lavt forbrug af ressourcer.

Resiliens: Score 68,51 ud af 100. Nummer 8. Resiliens handler om, i hvilken grad samfundsøkonomien er indrettet, så den kan komme sig oven på kriser. Danmark ligger efter Finland, Australien, Østrig, Luxembourg, New Zealand, Schweiz og Sverige.

Om World Economic Forum 

World Economic Forum er en international organisation for offentlig-privat samarbejde, der engagerer sig i at forbedre verdens tilstand gennem samarbejde mellem virksomheder, regeringer og civilsamfundet. Organisationen fokuserer på at udvikle målinger og indikatorer, der kan bidrage til at guide bæredygtig og inkluderende global udvikling.

Om Future of Growth 2024

Future of Growth 2024 introducerer en ny ramme for at vurdere kvaliteten af den økonomiske vækst i 107 lande globalt. Den karakteriserer nationers økonomiske vækst på tværs af fire parametre: Innovation, inklusion, bæredygtighed og resiliens. Hensigten med rapporten er at give mulighed for at identificere områder, der kan forbedres, afvejninger, der skal løses, eller synergier, der kan udnyttes. Teknologisk Institut er World Economic Forums danske samarbejdspartner og har bistået med indsamling af data.

Yderligere oplysninger

Adm. direktør Juan Farré, Teknologisk Institut, via chefkonsulent Niels Tradsfeldt, Kommunikation, mobil 7220 2769, mail: ntt@teknologisk.dk  og seniorspecialist Stig Yding Sørensen, Teknologisk Institut for detaljer om rapporten, mobil: 7220 2704, mail: stys@teknologisk.dk. 

Hent rapporten