
Nyt forskningsprojekt: Cement med markant lavere CO2-aftryk ved hjælp af strøm
Hvis Danmark og resten af verden skal nå klimamålene, skal cementproduktionen blive grønnere. Et nyt, internationalt forskningssamarbejde, ECem, skal nu vise vejen – gennem elektrificering og avancerede måleteknikker.
Cement er rygraden i byggeriet, men dens klimaaftryk er enormt: Over 4 % af Danmarks CO2-udledning og hele 7-8 % globalt stammer fra cement. Problemet er især den såkaldte kalcineringsproces, hvor kalksten opvarmes og omdannes til cement. Indtil nu har fossile brændsler været nødvendige, men det vil Teknologisk Institut og fem internationale partnere gøre op med.
Elektrisk opvarmning skal skære dybt i emissionerne
Et nyt projekt, støttet af Innovationsfonden med næsten 21 millioner kroner, vil udvikle avancerede, elektriske opvarmningsteknologier til cementfabrikkerne. Når vi elektrificerer opvarmningen, får vi helt nye muligheder for at optimere processen og skære CO2-udledningen markant. Her bliver både infrarød og induktiv opvarmning testet af som nye metoder. Hvis det lykkes, kan teknologien kobles sammen med CO2-fangst, så produktionen i fremtiden bliver næsten fossilfri.
Skarpt fokus på kvalitet
En vigtig del af projektet er at sikre, at den elektrisk fremstillede cement forsat lever op til kravene fra byggebranchen. Derfor vil Teknologisk Institut bruge avancerede måleteknikker fra Big Science-verdenen til at kvalitetssikre slutproduktet.
"Vi undersøger også, om vi kan sænke reaktionstemperaturen eller forbedre varmeoverførslen i processen – det kan give endnu større CO2-besparelser og bedre cement,” forklarer Søren Bastholm Vendelbo.
Et stærkt og internationalt samarbejde
Bag ECem står både danske og internationale spillere: FLSmidth Cement, Helmholtz-Zentrum Dresden-Rossendorf, Aalborg Universitet, Cementos Argos og European Energy. Programleder hos FLSmidth Cement, Kiranmai Sanagavarapu, slår visionen fast:
"Vi vil udvikle teknologier, der kan blive en hjørnesten for fremtidens cementfabrikker verden over."
Projektet løber over 3,5 år med officiel start 1. september 2024. Med en samlet projektpulje på 28 millioner kroner sætter Danmark kursen mod mere bæredygtigt byggeri – og en stærkere international position i kampen mod klimaforandringer.