Open Lab-arrangement hos Golan i Middelfart viser vejen for åbenhed og samarbejde
Tirsdag d. 3. juni 2014 åbnede den fynske virksomhed, Golan Pipe System, deres døre for 25 engagerede deltagere på det nationale projekt, `Produktion i Danmark´, der har til mål at styrke den danske fremstillingsindustri via ny teknologi og viden.
Golan Pipe System er en af verdens største producenter af rørsystemer og producerer blandt andet gulvvarmerør, såkaldte PEX-rør, isolering til rør mm. Ved siden af den daglige produktion er virksomheden med i et klyngenetværk omkring optimering af skummaterialer på `Produktion i Danmark´. Her samarbejder de med 20 andre danske virksomheder, der alle arbejder med skum eller plast i produktionen. Målet er at finde nye måder at optimere virksomhedernes produkt på gennem videndeling blandt virksomhederne. Klyngesamarbejdet faciliteres af ansatte fra Teknologisk Institut, der også bidrager med viden på området. Ifølge Jan Kyster Madsen, Senior Konsulent på Teknologisk Institut, er der store udviklingspotentialer i klyngenetværket:
”Det er helt ekseptionelt, at vi her har en samlet gruppe virksomheder, der både er leverandører, producenter og brugere – og ikke mindst virksomheder med mange forskellige produktionsformer. Der er et virkelig godt samarbejde i gruppen og store udviklingspotentialer, som jeg glæder mig til at følge”
Ny viden og praksis på tapetet
Dagen bød på såvel oplæg om nye teknologier og teknikker inden for skummaterialer som håndteringen af disse og sluttede af med en tur rundt i Golan Pipe Systems produktionsområde.
Blandt oplægsholderne var udviklingschef, Erik Larsen fra BAYER MaterialScience, der fortalte om virksomhedens udvikling af produkter beregnet til emner inden for PUR-skum. Det er et materiale, der efter hvor hårdt det er, kan anvendes i alt fra madrasser til fjernvarmerør. Dagens deltagere blev klogere på, hvordan skumformen er sammensat og særligt kan benyttes i isolering.
I produktionshallen kunne deltagerne få syn for sagen, da Golan blandt andet viste deres store BATTENFELD anlæg frem. Anlægget producerer PEX-rør til gulvvarme i almindelige boliger, hvilket er en af virksomhedens helt store produkter. At Golan Pipe System valgte ikke blot at være værter på dagens klynge- arrangement men tilmed viste deres produktion frem til de besøgende gæster, er en del af virksomhedens nye strategi om åbenhed og netværk:
”Det er alfa og omega at få gode idéer og viden fra andre, og derfor var vi heller ikke skeptiske over at åbne dørene til vores produktion i dag. Det er faktisk en stor del af tanken bag vores deltagelse i Produktion i Danmark. Vi vil gerne have en masse input og sparring og skabe et stærkt netværk til andre virksomheder i vores branche. Da Teknologisk Institut så kom og spurgte om vi ville være med i det her netværkssamarbejde, så var den umiddelbare tanke, at selvfølgelig vil vi det, fortæller teknisk chef, Hans Andersen.
Den åbenhed er netop, hvad der ifølge Jan Kyster Madsen skal til, for at Danmark samlet kan rykke sig som produktionsland:
”Den måde, Golan Pipe System har taget imod os på i dag, tror jeg på, er måden, hvorpå Danmark overlever som produktionsland. Det er gennem åbenhed og samarbejde, ” melder han afslutningsvist ud, inden dagens værter takker af.
Dagens arrangement er en del af et større udviklingsforløb, de deltagende virksomheder kom igennem under `Produktion i Danmark´, som Teknologisk Institut og FORCE Technology sammen varetog i 2013 -2015. Du kan læse mere om ´Produktion i Danmark´ på den fælles hjemmeside her.