Sådan forbereder du dine indkøb til julemaden

Anette Granly Koch

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 25 39.

køleskabsmontre undgå madspild ved indkøb

Sådan forbereder du dine indkøb til julemaden

Vil du undgå madspild i julen, er det vigtigt at sætte ind allerede i planlægningsfasen, så du undgår at købe for stort ind.

Lav en madplan

Et oplagt sted at starte med at nedbringe julens madspild er at lægge en realistisk plan for, hvad I kan spise til selve julemiddagen og i dagene efter. Tæl op, hvor mange I bliver og beregn, hvor meget hver enkelt person ca. kan spise, så du undgår at lave alt for meget mad.  Et godt tip er at købe ind til lidt færre mennesker, end I bliver, fordi vi har en tendens til at overvurdere, hvad vi kan spise.

Lidt, men godt

Prioritér i retterne, og udvælg fx 1-2 retter, du vil have på julebordet. Her kan du vægte kvalitet over kvantitet og fx købe lidt mindre kød, men af høj kvalitet.

Lav små anretninger

Et godt tip til at undgå madspild i julen er at portionsanrette, så der kun er den mængde mad på tallerkenen, som du forventer, at folk kan spise. Det hjælper også på pengepungen, hvis du sørger for at portionsanrette de dyrere elementer som fx kødretter. Grønt, rødkål, kartofler og sauce kan du godt servere i fade og skåle, men sørg igen for kun at sætte det ind, som du regner med bliver spist. Resten kan komme på køl, mens I spiser. Så bevarer det bedre holdbarheden og kan spises dagene efter. Du kan løbende fylde op i fade og skåle, hvis der er behov for det.

Fokus på hygiejnen: Under tilberedning

Når du skal have gæster til julens festmiddage, så er det vigtigt at have styr på hygiejnen – både under tilberedning af maden og ved servering. Teknologisk Instituts specialist i fødevaresikkerhed, Anette Granly Koch, giver her sine råd til, hvordan du bedst undgår smittefarer.

  • Vask hænderne grundigt
  • Sørg for rene karklude
  • Hold kød og grønt adskilt under tilberedning
  • Hold tilberedte og ikke-tilberedte fødevarer adskilt
  • Hold orden i køkkenet løbende
  • Få ryddet snavset service væk med det samme
  • Hold maden på køl, indtil den skal anrettes og serveres
  • Servér lune retter umiddelbart efter opvarmning eller tilberedning. Lad dem ikke stå fremme ved stuetemperatur

– Det er især vigtigt at holde kød og grønt for sig, og at tilberedt mad holdes adskilt fra ikke-tilberedt mad. Ellers kan der opstå krydskontaminering, hvor bakterier fra den ene fødevare bliver overført til den anden. Det øger risikoen for, at der kan opstå fødevarebårne sygdomme, forklarer Anette Granly Koch.

Fokus på hygiejnen: Ved servering

Vil du undgå, at du eller dine gæster bliver syge, så er det vigtigt, at der er serveringsbestik til alle skåle og fade, du sætter ind på bordet. På den måde undgår du smittefaren ved, at nogen tager fra fælles skåle og fade med fingrene eller eget bestik, hvor de risikerer at overføre eventuelle bakterier til maden. Hygiejnen er også vigtig, hvis du ønsker at gemme resterne fra julebordet til de kommende juledage.

Mini-føljeton om madspild

Følg med i Teknologisk Instituts mini-føljeton om at undgå madspild i julen, hvor vi næste gang sætter fokus på, hvordan du kan opbevare dine madvarer for at forlænge holdbarheden på dem.