Samsø-virksomhed opnår fordoblet produktivitet samt lavere stressniveau
Vokseværk satte gang i Lean-rejsen hos ExamVision, der har opnået en produktivitetsforbedring på over 100 procent.
15 kilometer fra det jyske fastland ligger den samsøske virksomhed ExamVision, der producerer lupbriller - fortrinsvis til dentalbranchen. Tag dog ikke fejl af virksomhedens placering midt i Kattegat; ExamVision producerer og sælger deres skræddersyede kvalitetsprodukt til det meste af verden.
Virksomheden præsenterede sine første lupbriller til markedet i 2002, og har siden kæmpet for at følge med den internationale efterspørgsel. Virksomheden råder i dag over 20 medarbejdere og er flere år i træk blevet kåret som Gazelle-virksomhed af Børsen, ligesom den vandt RedDot Award i 2014.
Den hurtige vækst betød desværre også til sidst en mere og mere kaotisk produktion. ExamVision besluttede sig derfor for at tilkalde Lean-ekspertise og få sat mere system i produktionen.
Og man behøver ikke zoome langt ind for at få øje på følgevirkningen.
- Når vi skal se på effekten af Lean, så er den meget, meget tydelig, og jeg vil sige, at det nok er de bedste penge, vi har investeret overhovedet, siger direktør Kim Jensen fra ExamVision, som herefter opridser, hvad det har betydet at få tilrettelagt produktionen efter Lean-principperne.
- Hurtigere gennemløbstid på vores ordrer, mindre stress, højere kvalitet, og med de samme mennesker ansat, kunne vi faktisk producere det dobbelte.
- Vi havde perioder før, hvor stressniveauet var rigtig højt. Vi skulle nå rigtig mange ordrer på kort tid, og vi manglede måske også lidt overblik over det. Og den hjælp, vi har fået til at kunne skabe flow i vores virksomhed, har gjort, at stressniveauet – selv i perioder hvor vi har rigtig stor ordreindgang – er nede. Man mærker faktisk ikke travlheden på samme måde mere, fortæller produktionschef Tina Christiansen fra ExamVision.