Solcelledrevet køleskab sikrer vacciner i områder uden elnet
Et solcelledrevet køleskab, der hverken har brug for batterier eller elnet, sikrer optimal opbevaring af vacciner i lande med områder uden stabil elektricitet. Den nye opfindelse er udvalgt som case-eksempel på innovativ teknologi ved FN’s Environment Assembly 11.-15. marts 2019.
Vacciner og visse typer antibiotika skal opbevares på køl for at forblive effektive. I lande med begrænset adgang til elektricitet kan det dog være vanskeligt at opbevare medicinen ved konstant lav temperatur. Det problem bliver nu løst med et nyt solcelledrevet køleskab, der går under navnet SolarChill.
Solceller og isbank skaber vedvarende energi
– Køleskabet får strøm fra solpaneler, der opsamler energi fra solens stråler og driver den specielle ”direct drive”-kølekompressor. Energien bliver lagret i en integreret isbank, der gør batterier overflødige. Batterier er nemlig både dyre og har begrænset holdbarhed – især i varme omgivelser, fortæller Ivan Katic, seniorspecialist på Teknologisk Institut.
Køleskabet er desuden fri for ozonnedbrydende kølemidler og derfor miljøvenligt. Forhåbningen er, at SolarChill på sigt kan udkonkurrere det mindre miljøvenlige gaskøleskab og dermed reducere den samlede CO2-udledning.
Sikrer vacciner til nyfødte børn
Sammen med Colombia er Kenya et af de lande, der indtil videre har gavn af SolarChill. Her er der ofte langt imellem byerne, og hospitalsfaciliteterne er få og har begrænset adgang til elektricitet. I byen Kokwototo er der installeret et SolarChill-køleskab på det lokale hospitalsapotek.
Køleskabet sørger for afkølede vacciner, så spædbørn kan blive vaccineret kort efter fødslen. Samtidig sparer lokalsamfundet de omkostninger, der tidligere var forbundet med at transportere vaccinerne på motorcykel, hvor de også ofte mistede deres effekt pga. varme temperaturer under transporten.
Gode resultater
Teknologisk Institut gennemfører et omfattende feltmåleprogram på mere end 100 SolarChill-enheder for at analysere, hvordan de i praksis fungerer uden for laboratoriet. Dataloggere med GSM-modem gemmer automatisk data i ”skyen”, hvorefter forskere kan analysere data fra deres kontor i Danmark.
– Vi har indtil videre målt på medicinkøleskabe til afsidesliggende klinikker. De foreløbige resultater viser fuldt tilfredsstillende drift, selv i de varmeste egne, fortæller Ivan Katic.
Nye anvendelsesområder på vej
SolarChill er et bæredygtigt alternativ til nuværende køleløsninger i områder uden pålideligt elnet. Derfor er målet også at udbrede teknologien til opbevaring af madvarer hos både private og i erhvervslivet, men det kræver, at der bliver udviklet billigere modeller.
– I næste runde indsamler vi data på SolarChill-enheder, som bliver anvendt kommercielt i små butikker, kantiner m.v. Vi håber, at projektet kan være med til at starte et marked for disse anvendelser og dermed begrænse fødevarespild. Med eksponeringen på FN’s Environment Assembly er vi godt på vej, slutter Ivan Katic.
SolarChill er et længevarende partnerskab mellem Teknologisk Institut, Gesellschaft für Internationale Zusammenarbeit (GIZ) GmbH, HEAT GmbH, Greenpeace International, Programs for Appropriate Technologies in Health (PATH), Swiss Resource Centre and Consultancies for Development (SKAT), United Nations Environment Programme (UNEP), United Nations Children's Fund (UNICEF) og World Health Organization (WHO). Partnerskabet er støttet af UNEP.