Startup: Markedsvalidér dit produkt med pilotproduktion!
Lean startup, fail fast og crowdfunding. Det er alle begreber, som nyder stor opmærksomhed i iværksætter- og innovationsmiljøer i dag. Jeg har dog bidt mærke i et uudnyttet potentiale for særligt startups, der leverer fysiske produkter. Et potentiale, som, hvis det indfries, giver iværksættere mulighed for at vækste forretningen via salgsaktiviteter, branding, kundeindsigter m.m. i stedet for at bruge tid og kræfter på at samle den første produktserie.
For nyligt havde jeg en udearbejdsdag (fedt koncept by the way, som alle burde dyrke lidt mere – men det er en helt anden historie) på et åbent kontor i et innovationsmiljø. Her blev jeg blandt andet præsenteret for et produkt af to iværksættere, der gjorde meget ud af at fortælle mig, hvor lidt profit betyder for dem i deres forretnings nuværende stadie. Deres vigtigste prioritet var uden sammenligning markedsvalidering. Og til at markedsvalidere deres produkt ville de benytte sig af en crowdfunding-kampagne (eksempelvis Kickstarter).
Iværksætterduoen har i dag kun én prototype af deres produkt. Planen er, at de på baggrund af resultatet fra deres crowdfunding-kampagne vil kontakte deres fire til fem forskellige leverandører, de har brugt til at producere deres prototype, for at bestille delkomponenter hjem. De vil få det hele sendt til deres kontor, for så selv at samle en serie på alt mellem 100-500 af deres produkt og sende dem af sted til deres ”baggere” (dem, der har støttet deres crowdfunding-kampagne).
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor de to iværksættere ikke opsætter en pilotproduktion efter deres crowdfunding-kampagne?
Det ligger da lige til højrebenet.
Pilotproduktion, også kaldt 0-serien, produceres så snart prototypen opfylder alle specificerede krav. Pilotproduktion er stadiet mellem prototype og serieproduktion.
For en ting er, hvordan din prototype rent fysisk er bygget op og ser ud. En anden ting er, hvilke funktioner og egenskaber den skal have samt hvilket ”job” (behov), den løser for kunden.
Blot små designændringer vil muligvis skabe et produkt, der kan produceres nemmere end din nuværende prototype – vel og mærke uden at produktet falder i værdi for kunden. Ved at benytte pilotproduktionsfaciliteter vil du som iværksætter dermed kunne bruge din tid på at vækste din forretning via salgsaktiviteter, branding, kundeindsigter m.m. i stedet for at samle din første serie.
Derfor er mit råd til dig som iværksætter, der sælger et fysisk produkt: Kig forbi hos pilotproduktionsfaciliteterne på Teknologisk Institut eller andre steder som eksempelvis DAMRC. Her kan du opsætte en pilotproduktion enten lige før eller efter din crowdfunding-kampagne.
Hvis du kan sælge mellem 100-500 af dine produkter på Kickstarter til et dækningsbidrag på 0, så er første fase af markedsvalidering i hvert fald i hus. Og så gør det måske ikke noget, at det er lidt dyrere at opsætte en pilotproduktion sammenlignet med de føromtalte iværksætteres saml-selv-model.