Alexander Leo Bardenstein

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 22 38.

Billedet viser en forside fra en PP-præsentation om nye teknologier med billeder af Instiuttets hovedindgang i Taastrup og en transparant folie, præsentationen er afholdt 09012026 online med bdvi

Tysk-dansk samarbejde om cirkulære plastemballager - bdvi og Teknologisk Institut

Den 9. januar 2026 havde jeg fornøjelsen af at holde et online oplæg i regi af den tyske emballageforening bdvi – Das Verpackungsnetzwerk. Seminaret havde fokus på nye teknologier fra Center for Plast og Emballage på Teknologisk Institut, der kan understøtte de skærpede europæiske krav til genbrug og reel genanvendelighed af plastemballage. Min deltagelse udspringer af arbejdet i Resultatkontrakt MØ1 – Cirkulære materialer, under aktiviteten MØ1 6 Kompetenceboost. Aktiviteten er støttet af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen under Uddannelsesog Forskningsministeriet i Danmark.

Efter seminaret udtrykte professor Sven Sängerlaub fra Hochschule München University of Applied Sciences, der står i spidsen for bdvi og var ansvarlig for arrangementet, stor anerkendelse af oplægget. Han fremhævede, at præsentationen levede fuldt ud op til forventningerne og demonstrerede, at niveauet for emballageforskning på Teknologisk Institut fortsat er meget højt – præcis som han oplevede det for ti år siden, da vi arbejdede sammen om et fælles studie i iltabsorbere til fødevareemballage1. Det tidligere samarbejde om iltabsorbere var et godt eksempel på, hvordan tæt kobling mellem anvendt forskning og industrinære pilotforsøg kan bringe nye løsninger hele vejen ud i virksomhederne. Den samme tilgang ligger bag de teknologier, der blev præsenteret på bdvi-seminaret, herunder ultralydsassisteret tørring af genbrugelige plastemballager, varmeforseglingsbare PET-film med ultratynd sol-gel coating samt SEPARESCUE™ processen til rensning og delaminering af flerlags plastemballage ved hjælp af superkritisk CO2, lavtemperaturplasma og ultralyd.

Billedet viser en oversigt over nye teknologier der forbedrer genanvendelse, det er et udsnit af en PP-præsentation.

Hvad er bdvi?

bdvi – Das Verpackungsnetzwerk – er et tysksproget fagligt netværk for alle, der arbejder professionelt med emballage og beslægtede områder. Foreningen samler omkring 500 medlemmer på tværs af værdikæden, fra råvareleverandører og maskinproducenter til brand owners, detailhandel og forskningsinstitutioner. Aktiviteterne spænder over online faglige seminarer, regionale netværksmøder med virksomhedsbesøg, et trykt fagmagasin, nyhedsbreve og adgang til en intern medlemsportal med blandt andet karriereinformation og ekspertdatabaser. Ambitionen er at skabe et sted, hvor emballagefaglige kan udveksle viden, drøfte nye reguleringskrav og følge den teknologiske udvikling på tæt hold.

Relevans for danske virksomheder

Set fra et dansk perspektiv er bdvi interessant af flere grunde. Tyskland er Danmarks største handelspartner og en nøglespiller i udviklingen af nye standarder og fortolkninger inden for emballage, ikke mindst på plastområdet. Mange af de trends, der senere præger hele EU, kan ofte spores tidligt i de faglige diskussioner på det tyske marked. Ved at følge bdvi’s aktiviteter får man derfor et direkte indblik i, hvordan tyske virksomheder og myndigheder forholder sig til fx PPWR, cirkulær økonomi, genanvendt plast i kontakt med fødevarer og dokumentationskrav til nye materialeløsninger.

For danske plast- og emballagevirksomheder kan denne viden omsættes til et konkret konkurrencefortrin. Tidlig forståelse af tyske krav og forventninger gør det lettere at prioritere egne udviklingsaktiviteter, designe emballager, der også fungerer på det tyske marked, og identificere muligheder for samarbejde på tværs af grænsen. Når man samtidig får adgang til et netværk af tyske eksperter og brugere, bliver det nemmere at finde relevante partnere til pilotforsøg, fælles projekter eller erfaringsudveksling om nye teknologier.

På Teknologisk Institut ser vi bdvi som et naturligt supplement til vores egne danske netværk. Vi samarbejder allerede tæt med tyske fagmiljøer om blandt andet iltbarriere, sol-gel coatings og avancerede genanvendelsesteknologier. bdvi giver en ramme, hvor disse erfaringer kan deles med både danske og tyske virksomheder, og hvor vi sammen kan følge den tekniske og regulatoriske udvikling i realtid.

Derfor vil vi gerne opfordre vores medlemmer til at orientere sig i bdvi’s tilbud, for eksempel ved at besøge foreningens hjemmeside på www.bdvi.org og se programmet for kommende online seminarer. Mange af arrangementerne er korte, praksisnære og velegnede til at få et hurtigt overblik over aktuelle tyske temaer inden for emballage, lige fra PPWR-implementering til nye materialeløsninger og testmetoder.
    
Hvis jeres virksomhed overvejer at styrke sit udsyn mod det tyske marked, deltage i eksportaktiviteter eller blot ønsker at være på forkant med udviklingen, kan bdvi være et værdifuldt supplement til de netværk, I allerede deltager i. Vi står naturligvis gerne til rådighed på Teknologisk Institut for en drøftelse af, hvordan et tættere bånd til bdvi kan spille sammen med jeres egne innovations- og udviklingsplaner.

Som nabolande står Danmark og Tyskland over for de samme grundlæggende udfordringer: at gøre plastemballage mere cirkulær, sikre fødevaresikkerhed og samtidig bevare konkurrencedygtig produktion. Ved at koble danske og tyske netværk sammen – blandt andet gennem bdvi – styrker vi vores fælles vidensgrundlag og kan hurtigere omsætte ny viden til praktiske løsninger i industrien.