
Bedre ressourceudnyttelse i fiskeindustrien - Powerfish – ny teknologi skal omdanne fiskeafskær til fødevarer
I projektet Powerfish undersøgte Teknologisk Institut, hvordan fiskeafskær kan omdannes til sunde og velsmagende fødevarer. Op mod 40 % af en fisk ender i dag som afskær efter filetering. Powerfish havde fokus på at teste, om ny procesteknologi kan bearbejde afskæret til strukturerede fiskeprodukter og dermed reducere madspild i fiskeindustrien.
Op til 40 % af fisken ender som afskær
Når en fisk fileteres industrielt, sidder der en betydelig mængde kød tilbage omkring rygsøjlen. Det meste af dette kød ender som fiskeafskær, fordi det er svært at sortere fra – blandt andet på grund af blodårer, der løber langs rygsøjlen og giver kødet en uønsket farve.
– Når der kommer en 12 kilo tung torsk igennem de store maskiner, som står for at filetere fisk, så sidder der en del kød tilbage inde omkring knoglerne ved rygsøjlen af fisken. Det meste af det ryger lige nu fra som fiskeafskær, da det er begrænset, hvad man kan sortere fra efterfølgende. Forbrugerne vil gerne have hvidt kød, når de køber fisk, fortæller Simon Hvid, konsulent hos Teknologisk Institut.
Som det er i dag, ender op imod 40 procent af fisken som fiskeafskær. I projektet undersøgte partnerne, hvordan disse ressourcer bedst kan udnyttes. Ambitionen var, at halvdelen af fiskeafskæret kan bruges til enten mad eller kæledyrsmad.
Bedre udnyttelse af ressourcer med ny procesteknologi
Powerfish bestod af en række praktiske forsøg, der skulle afklare, hvordan fiskeafskæret kan forberedes til Source Technologys Power Heater – en teknologi, der kan bearbejde fiskekødet til nye strukturerede fiskeprodukter. Samtidig lavede Reduced forsøg med at fremstille fiskefond baseret på afskær med lavere kødindhold.
– Vi skal være sikre på, at udstyret ikke går i stykker, og så skal vi have styr på det funktionelle, visuelle og sensoriske udtryk på slutproduktet, siger Simon Hvid.
Udfordringer med fiskekødets farve
Især farven kan blive en udfordring. Blodrester gør, at det ellers hvide fiskekød får en brunlig farve, som gør det svært at afsætte som fødevare til mennesker.
– Kvaliteten er jo helt fin, men hvis det skal blive til en fødevare og ikke dyrefoder, så skal vi have styr på udseendet. Det er mad, som før gik til spilde, og nu skal vi finde ud af, hvilke potentielle produkter fiskeafskær egentlig kan bruges til at lave, fortæller Simon Hvid.
Proof of principle – grundlag for videre udvikling
Powerfish var en indledende teknologiafklaring og havde karakter af proof of principle. Målet var ikke at levere en færdig løsning, men at afklare, om den testede teknologi har potentiale til at skabe merværdi af fiskeafskær.
Projektets slutmål var at opnå tilstrækkelig viden og erfaring til at kunne beregne de økonomiske gevinster, fiskeindustrien kan opnå ved at anvende nye teknologier til processering af fiskeafskær. Forventningen er, at projektets resultater kan danne grundlag for et større projektsamarbejde.
– Vi skal kort sagt vurdere, om den her konkrete teknologi, vi tester, har et potentiale til at opnå en betydelig merværdi af fiskeafskæret, afslutter Simon Hvid.
Om projektet
Projektet Powerfish blev afsluttet i 2023. Projektpartnerne var Teknologisk Institut, Source Technology, Insula og Reduced. Powerfish var et Food and Bio Cluster-projekt under Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Har du en idé til, hvordan man bedre kan udnytte fødevareressourcer, er du velkommen til at kontakte os på Teknologisk Institut.
Siden er opdateret maj 2026.