Kursusadministration

Kontakt os

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

P� grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desv�rre ikke modtages i �jeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 30 00.

Billede af en skov med træer og et genbrugsikon

Regenerativ ledelse – fremtidens bæredygtige forretningsmodel

5 min.

I en tid, hvor ESG og bæredygtighed står stærkt på dagsordenen i erhvervslivet, er progressive organisationer allerede begyndt at se fremad. For hvad kommer egentlig efter bæredygtighed? Et stærkt bud er regenerativ ledelse – en tilgang, der går skridtet videre og fokuserer på at skabe positive aftryk i de økosystemer, vi er en del af. I denne artikel udforsker vi, hvad regenerativ ledelse dækker over, og hvordan din organisation kan tage de første skridt mod en regenerativ fremtid.

Hvad er regenerativ ledelse?

Regenerativ ledelse markerer et nyt kapitel i organisationers udvikling. Hvor succes tidligere udelukkende blev målt på profit, har vi i de seneste år set begreber som CSR, bæredygtighed og ESG fungere som et add-on. Men med regenerativ ledelse bevæger vi os mod en fremtid, hvor genopbyggelse og bæredygtighed er dybt forankret i selve ledelsesfilosofien. Her stræber forretningsmodellen efter aktivt at genopbygge og skabe værdi – ikke kun for organisationen selv, men også for samfundet og de økosystemer, den er en del af.

Tilgangen går dermed ud over bæredygtighedsprincipper i den traditionelle forstand. Det handler ikke blot om at undgå at gøre skade, men om aktivt at skabe en positiv effekt på den omverden, virksomheden indgår i.

Ordet regenerativ stammer fra det latinske "regenerare", som betyder "at genskabe" eller "at forny". Den regenerative tankegang bygger grundlæggende på ideen om, at vi skal give lige så meget, som vi tager.

Hvad er forskellen på bæredygtig ledelse og regenerativ ledelse?

Er regenerativ ledelse egentlig bare gammel vin på nye flasker? Umiddelbart kan det lyde som om, at regenerativ ledelse er et nyt begreb for bæredygtig ledelse. Men de adskiller sig på flere måder. Lidt forsimplet kan man sige, at hvor bæredygtig ledelse fokuserer på at reducere en negativ effekt og ikke gøre mere skade end gavn, så stræber regenerativ ledelse efter at skabe positiv påvirkning. Det handler om at skabe værdi og fornyelse og dermed efterlade verden bedre, end vi fandt den. 

Hvordan ser regenerativ ledelse ud i praksis?

I praksis handler det altså om at udvikle en forretningsmodel, der skaber værdi for alle interessenter og ikke kun aktionærer. Dvs., også medarbejdere, samarbejdspartnere, naturen, klimaet m.m.

Det er en tankegang, hvor virksomheder ikke bare eksisterer for at tjene penge, men også for at bidrage positivt til udviklingen af den verden og de systemer, de eksisterer i. Derfor har lederen en vigtig rolle. De er med til at sætte retning gennem vision og strategi, de allokerer ressourcer og skaber kultur, hvor de kan indarbejde regenerative principper.

I praksis kan regenerativ ledelse implementeres ved at have fokus på fx: 

  • Udvikling af forretningsmodeller, der skaber værdi for hele værdikæden: Det handler om at skabe en forretning, hvor alle fra leverandører til kunder får noget ud af samarbejdet.
  • Investering i medarbejderes fulde potentiale og udvikling: Hjælp medarbejderne med at blive den bedste version af sig selv, og gør brug deres styrker og talenter.
  • Design af produkter og processer, der bidrager positivt til økosystemer: Det er vigtigt, at vi kun udvikler produkter og arbejdsgange, der gavner naturen fremfor at skade den.
  • Opbygning af relationer baseret på gensidig værdiskabelse: Vi skal sørge for at opbygge samarbejder, hvor begge parter vokser og får værdi ud af relationen.
  • Langsigtet tænkning, der integrerer økonomiske, sociale og miljømæssige hensyn: Vi skal tage hensyn til både økonomi, mennesker og miljø, når vi træffer beslutninger.


Sådan kommer I i gang med regenerativ ledelse

Det kan måske lyde som et stort og uoverskueligt projekt at implementere regenerativ ledelse i en organisation. Al forandring kræver en indsats, men det behøver ikke være tungt, hvis I bryder arbejdet op i flere små dele og mål. Start jeres regenerative rejse med små, konkrete skridt frem for en total omvæltning:

  • Kortlæg jeres nuværende påvirkning: Foretag en ærlig kortlægning af jeres påvirkning – både positiv og negativ – på medarbejdere, lokalsamfund, kunder samt natur og miljø. Identificér de områder, hvor I allerede har positive effekter, og undersøg, hvordan disse kan forstærkes.
  • Saml en tværfaglig gruppe af ambassadører: Find engagerede medarbejdere, der kan fungere som ambassadører. De kan hjælpe med at identificere muligheder for regenerative praksisser i deres daglige arbejde – det kan fx være alt fra gentænkning af produktdesign til nye samarbejdsformer med leverandører.
  • Eksperimentér i mindre skala: Start med et enkelt produkt, en afdeling eller en proces, hvor I implementerer regenerative principper, før I skalerer op. Det er vigtigt at dokumentere udfordringer og resultater, så I kan lære undervejs.
  • Invester i kompetenceudvikling: En sådan omvæltning kræver de rette kompetencer og ressourcer. Send ledere og nøglemedarbejdere på kurser og efteruddannelse i regenerativ ledelse, hvor de får konkrete værktøjer og metoder med hjem. Supplér gerne med interne workshops, hvor læring deles på tværs af organisationen.

Vil du vide mere?

På Teknologisk Institut har vi et bredt udvalg af kurser og uddannelser inden for ledelse. Udforsk vores store udvalg af kurser eller kontakt os på 72 20 30 00, så skal vi gøre vores bedste for at hjælpe dig med at finde det rette kursus eller uddannelse til dig.