Sådan kommunikerer du klart og tydeligt i arbejdslivet

Kursusadministration

Kontakt os

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 30 00.

22447

Sådan kommunikerer du klart og tydeligt i arbejdslivet

3 min.

God kommunikation er helt essentiel på arbejdspladsen, men vi opdager ofte først betydningen, når noget går galt. Uklare budskaber, misforståelser og små konflikter kan hurtigt vokse sig store og koste både tid, effektivitet og relationer. Men hvordan kommunikerer vi egentlig klart og tydeligt? Og hvorfor er det ikke bare et spørgsmål om at vælge de rigtige ord? Det ser vi nærmere på i denne artikel, hvor underviser og foredragsholder Mette Bloch deler sin viden med os.

Kommunikation handler om meget mere end ord

Den største misforståelse er, at folk tror, at kommunikation kun er, hvad vi siger. Hvad, vi siger, er så meget mindre end alt det andet.” Siger Mette Bloch. Hun pointerer, at der ligger så meget andet bag vores ord end selve bogstaverne, og at det ofte er måden, vi siger tingene på, altså vores kropssprog og energi, som afgør, om budskabet lander rigtigt.

Du har sikkert hørt sætningen: ”det var ikke det, du sagde, men måden du sagde det på”. De signaler, vi sender med vores krop og stemme, kan altså betyde mindst lige så meget, som de ord, vi bruger. Som Mette pointerer: ”Det er vores kropssprog, det er vores energi, det er alt muligt andet, vi udsender, som betyder markant mere end vores ord. Hvis jeg går hen til dig og siger: ’Kan du have en god dag!’ [sagt med sur mine] Så kan det godt være, at mine ord indikerer, at jeg ønsker dig en god dag, men det er ikke sådan, du opfatter det.

Kropssprog og stemme – de skjulte budskaber

Kroppen og stemmen spiller en langt større rolle for kommunikationen, end de fleste tror. Selv små udtryk, som for eksempel et løftet øjenbryn eller en smilende mimik, aktiverer ubevidst signaler hos dem, vi taler med. Som mennesker spejler vi ofte hinandens ansigtsudtryk og kropssprog, og det har stor betydning for vores evne til at mærke hinanden og skabe bedre forståelse i samtalen. Hvis vi ikke kan afkode kropssprog og mimik hos den, vi står overfor, bliver det sværere at skabe en god relation. Det understreger, hvor vigtigt det er at huske, at kommunikation involverer hele vores krop, ikke kun ordene.

Stemmeføring er et andet ofte underkendt aspekt. Stemmeføring spiller nemlig en væsentlig rolle i vores måde at kommunikere på, og vi bruger den ofte helt naturligt, fx når vi taler med børn. Vi justerer tonelejet alt efter, hvilket budskab vi vil have igennem – måske taler vi med en rolig og forklarende stemme, når vi skal vejlede, eller med mere autoritet, når vi vil have alvoren frem. Mette pointerer, at vi mennesker reagerer på den måde, ting bliver sagt på: “Vi er bare børn, der er blevet ældre. Det er vi jo. Vi reagerer jo på det samme.” At være bevidst om, hvordan vi bruger stemmen, både tone, tempo og tryk, kan derfor være afgørende for, hvordan vores budskab lander hos modtageren.

Det er altså afgørende, at man er bevidst om sit kropssprog og sin stemmeføring og måden, man leverer sit budskab, hvis man vil være sikker på at blive forstået korrekt, understreger Mette: "Hvis jeg gerne vil styre dig i en retning eller have dig til at opfatte noget på en bestemt måde, er det min opgave at sørge for at forme budskabet med både krop, sind og ord, så det hjælper dig med at forstå, hvad det er jeg tænker lige nu.” Ligesom man på skrift kan gøre brug af emojis for at blødgøre sit budskab, når ens modtager ikke kan se ens ansigtsudtryk eller høre ens stemmeleje.

Tag ansvar for dine egne følelser og konflikter 

Finder man sig selv i en konfliktsituation, er det vigtigt, at vi tager ansvar for vores egne følelser, uden at skyde ansvaret over på den anden. I stedet for at sige, at den anden har fået dig til at føle, at du var forkert, anbefaler hun: ”Prøv at høre, vi bliver nødt til at tale sammen, fordi sidst vi arbejdede sammen, der sad jeg med den her lidt forkerte følelse indeni, og jeg ved ikke helt, hvor det kommer fra. Kunne vi ikke snakke om det, så du kan hjælpe mig med, at det ikke sker igen?

Det skaber dialog og mulighed for udvikling, fremfor at relationen får et “hak”. Ifølge hende er det altid følelser, der afgør, om der faktisk er en konflikt, og hun tilføjer: ”Hvis du vinder [en diskussion], så er der en, der har tabt derovre, og så har du tabt vedkommende, og så bliver I ikke gode venner igen.

Skab tillid og relationer gennem ægte dialog

Tillid er afgørende for, om samarbejde og salg lykkes, ofte også vigtigere end pris og andre faktorer ifølge Mette: “Når vi sidder og har en kommunikation, så kan du bare mærke på den måde, jeg taler på, på den måde, jeg rummer dig på, at du har tillid til mig.” Viser vi, at vi har empati, lytter, og rummer den anden, skabes der et fundament for at samarbejde. Fx ligesom med  den dyre elektriker, du vælger igen og igen, fordi du har tillid til personen.

5 konkrete råd til din kommunikation

For overblikkets skyld har vi samlet Mettes pointer til 5 gode og konkrete råd til din kommunikation:

  1. Tænk over dit kropssprog: Din kropsholdning, mimik, gestikulationer og energi, når du taler, påvirker i den grad, hvad andre opfatter.
  2. Brug din stemmes nuancer: Øv dig i at variere dit toneleje og tempo bevidst.
  3. Tag ansvar for dine egne følelser: Sig gerne: ”Jeg oplever…” i stedet for at give skylden til andre.
  4. Skab tillid ved at give lidt af dig selv: Del dine erfaringer og sårbarhed, så tør andre det samme.
  5. Tal ordentligt og respektfuldt altid: Husk, at det, du siger i sjov i frokostpausen, kan have betydning for din kommunikation, og hvordan du opfattes af andre. Undgå at bruge nedladende vendinger, og gør aldrig grin med andre end dig selv. 

Bliv skarpere på kommunikation for både din egen og andres skyld

God kommunikation handler om meget mere end det, vi siger. Det handler om, hvordan vi møder hinanden. Kropssprog, stemmeføring og vores evne til at tage ansvar for egne følelser er centrale elementer, når vi vil sikre, at vores budskab faktisk bliver forstået og modtaget på den rigtige måde. Som Mette Bloch pointerer, bygger samarbejde og relationer på tillid, og den skabes i samspillet mellem det, vi siger, og den måde vi siger det på.

Når vi bevidst arbejder med vores kommunikation, undgår vi mange unødvendige misforståelser og konflikter. Vi kan styrke relationerne med kolleger, skabe mere tillid – og i sidste ende give vores arbejde mere mening for både os selv og dem omkring os. En respektfuld, åben og ærlig kommunikation gør det lettere for dig at forstå andre, og lettere for andre at forstå dig.

Kilde: Artiklen er skrevet på baggrund af et podcast-interview med Mette Bloch