
Sådan omfavner du introverte kollegaer bedre
2 min.
Introverte kan hurtigt føle sig misforstået i en verden, der ofte favoriserer ekstroverte. Det kan derfor være vanskeligt for introverte at navigere på et arbejdsmarked, hvor der ofte forventes karaktertræk, som læner sig mere op ad ekstroverte. Der er dog mange ting, du kan gøre for bedre at omfavne og forstå dine introverte kolleger.
Hvordan tackler jeg mine ekstroverte kollegaer og chef? - Det spørgsmål får Marianne Løwe ofte på sit kursus 'Introvert - Styrk din gennemslagskraft og opnå bedre trivsel'.For er man introvert, kan det ofte være svært at navigere rundt på et ”larmende” arbejdsmarked. Nutidens moderne arbejdspladser tilgodeser ikke så tit de introverte medarbejdere. Mange jobfunktioner kræver en vis grad af udadvendthed, f.eks. hvis man skal præsentere sit arbejde eller arbejde sammen med andre. Ledere er ofte også ekstroverte, og derfor kan de være mere tilbøjelige til at vælge kandidater, der har ekstroverte karaktertræk. Det handler ofte om at have spidse albuer og om at markere sig, hvis man vil frem i verden – og det er ikke typisk sådan, introverte kategoriseres.
Det kan derfor være vigtigt at forstå, hvordan introverte har det - både som chef og kollega til en introvert. Introverte personer oplades ofte af alenetid, hvor ekstroverte oftest får energi af sociale aktiviteter. Derfor kan det være sværere for introverte at arbejde i et åbent kontorfællesskab.
Mange moderne arbejdspladser benytter sig af åbne kontorfællesskaber, og det kan derfor være svært for introverte at undgå. Her kan det være svært at få ro til og fordybelse, da det åbne kontorfællesskab gør, at vi er konstant tilgængelige for vores kollegaer, hvilket skaber mange afbrydelser og kan give koncentrationsbesvær.
Når først man er blevet afbrudt, kan det tage lang tid at finde tilbage til fokus på arbejdsopgaverne, hvilket kan skabe frustration. For hvor mange ekstroverte måske vil foretrække at gå forbi en kollega og tale med dem direkte, hvis de har en forespørgsel, så kan introverte finde det meget forstyrrende at blive afbrudt, og de vil måske foretrække at få en skriftlig henvendelse på mail, som de kan forholde sig til i ro og mag.
Det kan derfor være nødvendigt for både introverte og ekstroverte kollegaer at få konkrete redskaber til at optimere samarbejdet.
Introvertes styrker er, ifølge underviser Marianne, at de:
- Nemt skaber tillid – introverte skaber ofte nære relationer, der er tillidsfyldte.
- Er gode til at lytte og give plads – når man ikke er så frembrusende og snakker lidt mindre, vil man ofte lytte mere og give plads til andre.
- Har større eftertænksomhed og refleksion – introverte tænker ofte, før de taler, og det giver anledning til mere refleksion.
- Skaber empati og indlevelse
Hvad kendetegner introverte personer?
Introverte kan have behov for at få redskaberne til at udnytte deres styrker i et ekstrovert arbejdsmiljø. Samtidig er det vigtigt, at ekstroverte også kan tilgodese introverte kollegaer.
Introverte kendetegnes ofte ved, at de nyder stilhed og at være alene, og får fornyet energi i enerum. Især efter at have været sammen med andre mennesker. Introverte personer har brug for at tænke, før de taler, og selvom de sagtens kan nyde at være sociale, så er det ikke sådan, de får ny energi. For introverte vil sociale elementer ofte tappe en del energi, som de så skal finde ved at bruge tid alene efterfølgende.
Det modsatte er ekstroverte, som ofte er udadvendte, og får energi af at være sammen med andre. De har som regel et større behov for at socialisere og interagere med andre mennesker.
Dog er det vigtigt at klargøre, at alle mennesker er forskellige og man er ikke nødvendigvis enten intro- eller ekstrovert. Der er mere tale om et spektrum, hvor man kan befinde sig i den ene eller anden ende. Derfor kan man godt have både introverte og ekstroverte karaktertræk.
Hvordan kan man bedre omfavne introverte kollegaer?
Der er flere måder hvorpå, du kan forsøge at omfavne en introvert kollega bedre.
- Hvis du skal i kontakt med en introvert kollega, så spørg, hvornår det passer, i stedet for blot at antage, at de hele tiden er klar på en snak.
- Skriv en mail eller SMS i stedet for at ringe uopfordret. Et uopfordret opkald er som regel ikke introvertes kop te.
- Spørg gerne ind til din undren frem for blot at antage, at vedkommende trækker sig, fordi vedkommende ikke gider deltage i et socialt arrangement eller i lignende situationer. Det hjælper som regel at snakke om det, så man får en bedre forståelse og der ikke opstår misforståelser.
- Skab rammer, hvor det er okay, at man trækker sig eller går tidligt fra et arrangement.
- Acceptér, at introverte kan have brug for mere plads og alenetid, og at det gavner dem i det daglige arbejde. Der er ingen grund til at stille samme krav til introverte og ekstroverte.
Vil du vide mere?
Bliv klogere på, hvad der kendetegner introverte og ekstroverte personer, og hvordan man kan optimere samarbejdet mellem kollegaer. Hvad end du selv er introvert eller har brug for hjælp til at imødekomme introverte kollegaer og medarbejder, så kan du blive klogere på dette kursus:
Kilde: Udpluk fra Interview i Kristelig Dagblad med Marianne Løwe, Underviser ved Teknologisk institut