Bygningsautomatik spiller en stadig vigtigere rolle i arbejdet med at reducere energiforbruget og sikre et godt indeklima i bygninger.
Med EU’s bygningsdirektiv, EPBD, og implementeringen i Bygningsreglementet BR18 er automatik i større ikke-beboelsesbygninger ikke længere blot en mulighed – men et krav.
De kommende år bliver kravene udvidet og skærpet. Det nuværende krav om bygningsautomatik i større ikke-beboelsesbygninger med et varme- eller kølebehov over 290 kW udvides, så automatikken fremover også skal kunne overvåge indeklimaets kvalitet. Fra 1. januar 2030 skærpes kravene yderligere, når grænsen nedsættes til 70 kW, hvilket betyder, at omkring 60.000 yderligere bygninger forventes at blive omfattet.
For nul-emissionsbygninger kommer der desuden krav om måle- og kontrolanordninger til overvågning og regulering af den indendørs luftkvalitet.
Som energivejleder er det derfor vigtigt at have et solidt overblik over, hvad kravene betyder i praksis – og hvordan de kan omsættes til konkret vejledning til dine kunder.
På dette webinar sætter vi fokus på kravene til bygningsautomatik i bygninger beregnet til andet end beboelse. Webinaret giver dig en teknisk og praksisnær gennemgang af de aktuelle og kommende krav, så du som energivejleder bliver bedre klædt på til at vejlede bygningsejere og rådgivere.
Vi ser nærmere på, hvordan kravene i Bygningsreglementet skal forstås og anvendes, og hvad de betyder for forskellige typer ikke-beboelsesbygninger.
Webinaret kommer blandt andet omkring kravspecifikation og grænseflader mellem CTS-systemer og 3. parts programmer og sensorer for at sikre, at bygningsautomatikken fungerer efter hensigten og bidrager til både energieffektiv drift og et sundt indeklima. Derudover introduceres relevante værktøjer, herunder vejledning og beregningsark, som kan understøtte arbejdet med kravene i praksis.
Formålet med webinaret er at give deltagerne et fagligt overblik over kravene til bygningsautomatik, så de kan anvende reglerne korrekt i praksis og vejlede om løsninger, der både reducerer energiforbruget og fremmer godt indeklimaet.
Efter webinaret bliver optagelse og præsentation lagt på Energivejlederens side, hvor materialet kan tilgås af medlemmer.
Unikke tilbud, relevante artikler og nyt om vores kurser og uddannelser.
Der er desværre en systemfejl på nuværende tidspunkt. Du kan alternativt skrive en mail til data@teknologisk.dk