Mobillaboratorium til måling af betons hærdeegenskaber
Baggrund
Ved store anlægskonstruktioner som Storebæltsbroen, Øresundsbroen og Malmø Citytunnelen, hvor der stilles meget strenge krav til betonens holdbarhed, er der mange penge at spare ved en optimering af støbe- og curingprocessen.
En gennemgribende optimering af støbeprocessen kan gennemføres på baggrund af en temperatur-spændingsberegning af konstruktionen. En sådan beregning, kræver kendskab til betonens hærdeegenskaber, herunder betonens tidlige svind- og krybeegenskaber.
At bestemme betonens svind- og krybeegenskaber kræver en meget kompliceret forsøgsopstilling. Der skal måles betondeformationer på nogle få tusindedele mm og samtidig skal temperaturen styres meget præcist under hele måleperioden. Forsøget kan derfor kun udføres under velkontrollerede laboratorieforhold.
Mange moderne betoner binder så hurtigt af, at det ikke vil være muligt at nå at transportere betonen til et kvalificeret laboratorium for udstøbning af prøvelegemer. Desuden skal målingen af betonens svind- og krybeegenskaber påbegyndes allerede efter ca. 12 modenhedstimer, så det er ikke muligt at transportere prøvelegemerne efter udstøbning uden at beskadige dem.
Det vil derfor ofte være nødvendigt at kunne udføre målingen betonens tidlige svind- og krybeegenskaber på byggepladsen.
Mobillaboratoriet
For at løse dette problem har Betoncentret på Teknologisk Institut udviklet et nyt koncept; et mobillaboratorium, hvor en kontrolleret måling af betons svind- og krybeegenskaber kan gennemføres på byggepladsen.
Den store udfordring ved opbygningen var at sikre konstant temperatur i det rum, hvor selve målingen gennemføres, uafhængig af udetemperaturen og uafhængig af, hvor meget varme, der udvikles af det hydraulik- og køleudstyr, som anvendes i mobillaboratoriet.
Opstillingen er opbygget i en isoleret container, der er delt i to rum; et til placering af selve måleopstillingen, og et til hydraulikanlæg og køleanlæg. Ved hjælp af køleanlæg og varmluftblæsere, som styres og kontrolleres af datalogger, er der opnået en meget præcis temperaturstyring.
Referencer
Måling af hærdeegenskaber on-site for Malmø Citytunnel Goup.
Målinger på seks betoner, støbt med udetemperaturer fra minus 10°C til plus 30°C, er afsluttet med succes. I alle forsøgsperioderne levede mobillaboratoriet op til de strenge krav til målenøjagtighed og temperaturstyring.
Målinger af betons hærdeegenskaber on-site er nu en del af den service som Betoncentret kan tilbyde til andre store nationale og internationale byggeprojekter.