
Nyt liv til kritiske metaller i elektronikaffald
Internationalt partnerskab vil genanvende sjældne jordarter i forbrugerelektronik og styrke europæisk forsyningssikkerhed
Et nyt partnerskab vil bane vej for en fremtid, hvor den sjældne jordart neodym i brugt forbrugerelektronik får nyt liv i stedet for at gå til spilde. Partnerskabet REECirkEL kan blive en af nøglerne til at komme tættere på EU's ambitiøse mål om 25 procent genanvendelse af sjældne jordarter inden 2030.
Forsvinder i skrotbunken
I dag genanvendes under én procent af de sjældne jordarter i elektronikaffald, selvom de er afgørende for fremtidens grønne teknologier. Ifølge FN går ca. 7.200 tons sjældne jordarter tabt hvert år på verdensplan, når elektronik ender som affald. Hidtil har der manglet både teknologi og økonomiske incitamenter til at udvinde de værdifulde materialer.
– Nu går vi gang med at demonstrere nye muligheder for at indsamle, udsortere og oparbejde forbrugerelektronik, så vi kan lægge fundamentet til en ny europæisk forsyningskæde for neodym. Vi har ikke kritiske metaller i undergrunden, men derimod lige for næsen af os i elektronikaffaldet. Derfor giver partnerskabet så god mening, fortæller projektleder Aisha Rafique fra Teknologisk Institut.
Neodym er et kritisk råmateriale i gruppen af sjældne jordarter og er især kendt for sin rolle i produktionen af magneter. Det bruges fx i højtalere, hovedtelefoner, harddiske, elmotorer til bl.a. vindmøller og elbiler samt til medicinsk udstyr som MR-scannere.
Fra affald til ressource - et komplet kredsløb
En række forskellige aktører skal arbejde sammen, hvis neodymet skal kunne genanvendes i fremtiden. Dem har Teknologisk Institut samlet i partnerskabet REECirkEL. Det tæller blandt andre HJHansen Recycling og Electronic Reuse & Recycling (ERR), der indsamler og sorterer elektronikaffald på genbrugspladserne, ELDAN Recycling, der står for neddeling, belgiske JGI-Hydrometal og norske REEtec, der udfører kemisk oprensning af brugt neodym, samt Bang & Olufsen som producent, der anvender neodym i højtalere og høretelefoner.
En central aktør i REECirkEL er Electronic Reuse & Recycling. Deres nye sorteringsanlæg i Nørre Aaby ved Middelbart er første stoppested for elektronikaffald indsamlet på genbrugspladser.
– Målet er, at flere elektronikprodukter fra genbrugspladserne skal genbruges, som de er. Og for dem, der ikke kan reddes, kan vi forhåbentlig få flere kritiske metaller ud, siger Mette Lorentzen, administrerende direktør for Electronic Reuse and Recycling.
Teknologisk gennembrud for specialiserede maskiner
En af udfordringerne ved sjældne jordarter i forbrugerelektronik er, at de optræder i meget små mængder. Derfor vil genanvendelsesvirksomheden ELDAN Recycling udvikle maskiner, der egner sig til netop dét.
– Vores maskiner kan neddele elektronik og sortere fraktioner med høj renhedsgrad, fx kobber og aluminium. I REECirkEL vil vi udvikle næste generation af neddelere, der kan udtrække de sjældne jordarter, som findes i elektronikken, fortæller Flemming Hansen, Product Manager hos Eldan Recycling.
For Bang & Olufsen er det vigtigt, at deres elektronikprodukter er designet, så bestanddele med neodym er lette at identificere og genanvende.
– Som elektronikproducent har vi et ansvar for at tænke hele produktets livscyklus ind i designfasen. Vores deltagelse i REECirkEL hjælper os med at forstå, hvordan vi kan designe produkter, der er nemmere at genanvende, når de når slutningen af deres levetid, udtaler Mads Kogsgaard Hansen, chef for produktcirkularitet hos Bang & Olufsen.
EU-ambitioner og forsyningssikkerhed
REECirkEL-projektet kommer på et strategisk vigtigt tidspunkt, hvor EU har sat ambitiøse mål for genanvendelse af kritiske råstoffer. I 2023 blev 94 procent af de sjældne jordarter, som blev brugt til produktion af elektronik i Europa importeret fra tre lande uden for EU, nemlig Rusland, Kina og Malaysia. Derfor vil øget genanvendelighed af materialerne inden for EU samtidig styrke forsyningssikkerheden.
EU's Critical Raw Materials Act fra 2024 har formuleret en målsætning om 25 procent genanvendelse af sjældne jordarter i 2030, hvilket skaber et stærkt incitament for at udvikle cirkulære løsninger.
– Hvis vi lykkes med at etablere denne værdikæde, kan Danmark blive et foregangsland for hele Europa. Vi udvikler ikke bare teknologi til genanvendelse af neodym, men skaber en model, der kan overføres til andre kritiske råstoffer. Det vil styrke både den europæiske forsyningssikkerhed og skabe grundlag for nye grønne arbejdspladser, afslutter Aisha Rafique.
Fakta om sjældne jordarter
Sjældne jordarter kaldes Rare Earth Elements (REE) på engelsk og omfatter 17 forskellige grundstoffer, der første gang blev klassificeret som kritiske råmaterialer i EU i 2011. Neodym (Nd) og dysprosium (Dy) er særligt vigtige for effektiviteten af de permanente magneter, der sidder i el-bilsmotorer og vindmølleturbiner, men også i højtalere og høretelefoner. Samlet set udgør de sjældne jordarter 97 procent af de ikke-genanvendte, kritiske materialer i elektronikprodukter, hvoraf neodym udgør 60 procent.
REECirkEL (2025-27) er et partnerskab mellem elektronikproducent Bang & Olufsen, teknologiudvikler ELDAN Recycling, affaldshåndterer HJHansen Recycling og Electronic Reuse and Recycling samt oparbejdningsvirksomheder JGI-Hydrometal og REEtec. Teknologisk Institut er projektleder og videnspartner. Partnerskabet er støttet af Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) under Miljø- og Ligestillingsministeriet.
Læs mere her:
Eurostat: Trade in rare earth elements decreased in 2023
https://ec.europa.eu/eurostat/web/products-eurostat-news/w/ddn-20241112-1
The Global E-waste Monitor 2024
https://ewastemonitor.info/wp-content/uploads/2024/03/GEM_2024_18-03_web_page_per_page_web.pdf
https://ec.europa.eu/eurostat/web/products-eurostat-news/w/ddn-20241112-1
https://ewastemonitor.info/wp-content/uploads/2024/03/GEM_2024_18-03_web_page_per_page_web.pdf.
Kontakt: Projektleder, Ph.d. Aisha Rafique, Teknologisk Institut, mobil: 7220 2336, mail: araf@teknologisk.dk