Den Store Klimadatabase skiller sig ud

Det skabte stor opmærksomhed, da ”Den Store Klimadatabase” gik i luften tidligt i 2021. Klimaaftrykket fra over 500 fødevarer blev præsenteret, og eksempelvis oksemørbrad kom ud med et emissionstal, der var mange gange højere end det, der normalt angives i litteraturen. Beregningerne er foretaget af ”2.-0 LCA Consultants”.

Når man beregner klimabelastningen fra et givent produkt, anvender man livscyklusanalyser (LCA). En livscyklusanalyse omfatter alle de emissioner, som fremstillingen af et produkt fører til, fra råvaren til det færdige produkt.

Det er i hovedsagen anvendelsen af ​​forskellige metodiske tilgange, der er årsagen til de store forskelle mellem Concitos ”Den Store Klimadatabase” og andre LCA-beregninger. Det viser en ny rapport fra Norsus, et non-profit forskningsinstitut, der i hovedsagen ejes af en række norske kommuner og regioner. Norsus, der er blandt de førende faglige miljøer inden for LCA, har regnet på livscyklusanalyser (LCA) de seneste 30 år. I rapporten udredes årsagerne til at ”Den Store Klimadatabase” skiller sig ud fra andre gængse LCA-beregninger.

Store forskelle

For de fleste fødevarer i den ”Den Store Klimadatabase” ligner klimaaftrykket det, der bruges i Norge. Men når det kommer til kød, er der store forskelle. Mens man i Norge beregner klimabelastningen fra 1 kg oksemørbrad til 25-30 kg CO₂-ækvivalenter, så beregner ”Den Store Klimadatabase” emissionerne for det samme stykke kød til at være seks gange større, hele 152 kg CO₂-ækvivalenter.

Der findes forskellige måder at analysere en fødevares livscyklus på. Når målet er at vurdere et produkts klimabelastning, anbefaler Norsus, i overensstemmelse med gængse standarder på området (ISO, PAS 2050, GHG Protocol og PEF method), en beregningstype, der hedder ”attributbaseret” LCA. Concito har til sin klimadatabase i stedet valgt at benytte en anden metode kaldet ”konsekvensbaseret LCA”. Dette gør en stor forskel for resultaterne.

Alle emissioner skal medtages

Når man beregner LCA for en fødevare, er det er almindeligt at definere en afgrænsning, en systemgrænse for, hvad der skal indgå i livscyklusanalysen. Grænsen er ofte sat, så emissioner forbundet med produktion, inputfaktorer, behandlingsproces, emballage og transport af et produkt er inkluderet i livscyklusanalysen.

Når emissionerne fra disse processer er kortlagt, fordeles de på det færdige produkt. Alt hvad der ligger uden for systemgrænsen, er ikke inkluderet i analysen.

I ”Den Store Klimadatabase” er der dog ingen systemgrænse. Det betyder, at emissioner fra alle processer, som er nødvendige for at producere den mad, der regnes på, er inkluderet i beregningerne, som fx emissioner fra produktionen af ​​selve lastbilen, som skal fragte maden, og den asfalt, den skal transporteres på. Det betyder, at ”Den Store Klimadatabase” opererer med højere emissionstal sammenlignet med den gængse attributbaserede metode. Begge metoder er valide og anerkendte, men de udtrykker forskellige ting. Tallene er derfor ikke sammenlignelige metoderne imellem.

Det dyreste stykke kød får de højeste emissioner

Hovedårsagen til, at oksemørbraden klarer sig specielt dårligt i ”Den Store Klimadatabase”, er den måde, man har valgt at fordele emissionerne på. Emissioner fra en ko er normalt fordelt mellem spiselige dele og uspiselige biprodukter, som fx læder. Den del af dyret, der bruges til mad, får størstedelen af ​​emissionerne, og udledningen er jævnt fordelt mellem dyrets spiselige dele, uanset om det er hakkekød eller mørbrad. Et kilo oksekød får derfor typisk emissioner på 25-30 CO₂-ækvivalenter. I ”Den Store Klimadatabase” har man i stedet valgt at fordele CO₂-emissionerne ift. pris, således at de dyre udskæringer får størst emissionsvægt. Tankegangen er, at prisen afspejler efterspørgslen, og det populært sagt er efterspørgslen efter mørbrad der, som sideeffekt, frembringer hakkekødet.

Mærkning skal give gode valg

Ifølge Norsus er det usandsynligt, at andre fremtidige fødevareklimadatabaser vil basere sig på konsekvensbaseret LCA, som anvendt af Concito, da alle gængse standarder for LCA-fødevareberegninger anbefaler brug af attributbaseret LCA. Ikke desto mindre er det tanken, at ”Den Store Klimadatabase” skal guide forbrugerne til mere klimavenlige valg.

Spørgsmålet er, om man skåner klimaet mere ved at spise 200 g hakkekød end ved at spise 200 g mørbrad? Og om man bør sammenligne fødevarers klimaftryk på vægtbasis, kaloriebasis, proteinbasis, mikronæringsstoffer eller andet, er vel et åbent spørgsmål. Er de indgående tal repræsentative for produktionen af en konkret fødevare, eller anvendes der gennemsnitsværdier fra internationale databaser, hvor der midles over store forskelle? Er spild efter køleskabet ens for alle fødevaretyper? Resultatet kan falde markant forskelligt ud afhængig af, hvordan regnestykket sættes op. Men uanset metoden bag beregningerne af fødevarers klimaaftryk er det vigtigt, at forbrugerne er opmærksomme på, at der i ”Den Store Klimadatabase” er foretaget et usædvanligt metodisk valg.

Retfærdigvis skal det nævnes, at Concito forholder sig til nogle af kritikpunkterne på deres hjemmeside, hvor de forskellige metodevalg søges forklaret. 

Kilde: Woodhouse, A., Møller H. 2021: Attributional og consequential LCA – en sammenligning av to livsløpsanalysmetoder – Norsus.