Sabine  Lindholst

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 18 35.

et industrielt procesanlæg monteret på en ramme i rustfrit stål, opstillet udendørs.

Effektiv rensning af lægemidler og miljøfarlige stoffer i spildevand

TRIN4Ren er et udviklings- og demonstrationsprojekt, der skal udvikle, optimere og afprøve en ny samlet løsning til rensning af lægemidler og andre miljøfarlige forurenende stoffer i spildevand.

Projektet tager afsæt i de skærpede krav i Danmark og EU til rensning af spildevand. Behovet for et såkaldt 4. rensetrin vokser, fordi traditionelle renseanlæg ikke er designet til effektivt at fjerne mange af de mikroforureninger, der findes i spildevand i dag.

Målet med TRIN4Ren er at demonstrere en løsning, der både kan opnå høj renseeffekt og samtidig være mere kompakt, energieffektiv og klimavenlig end traditionelle teknologier. Løsningen skal kunne anvendes på kommunale renseanlæg og til industrielle spildevandsstrømme med særlige problemstoffer.

Kompakt ozonering med efterpolering

Kernen i projektet er en kompakt ozoneringsteknologi baseret på Roturi-teknologi. Ozonering anvendes til at nedbryde lægemiddelrester og andre svært nedbrydelige stoffer i spildevand.

For at sikre en samlet renseløsning kombineres ozonering med to typer efterpolering:

  • Biofilmfilter med glasmedie, hvor mikroorganismer bidrager til at nedbryde restkoncentrationer af lægemidler og eventuelle biprodukter fra ozoneringen.
  • Biokulfilter baseret på pyrolyseret spildevandsslam, som kan adsorbere miljøfarlige stoffer og samtidig understøtte en mere cirkulær udnyttelse af ressourcer fra spildevandsbehandlingen.

Kombinationen af disse teknologier skal dokumenteres i projektet og vurderes i forhold til renseeffekt, drift og skalerbarhed.

Test på både kommunalt og industrielt spildevand

TRIN4Ren gennemføres på flere test steder for at undersøge, hvordan teknologien fungerer under forskellige driftsforhold og med forskellige typer spildevand.

Før pilotforsøgene gennemføres en kortlægning af forureningsniveauer og lokale driftsforhold på de enkelte anlæg. Denne viden bruges til at tilpasse og optimere teknologien, så den kan testes under realistiske forhold.

På de kommunale teststeder afprøves den samlede 4. rensetrinsløsning med Roturi-ozonering, biofilmfilter og biokulfilter. Her skal projektet dokumentere løsningens effekt under forskellige anlægsforhold og i relation til de recipienter, som det rensede spildevand udledes til.

Derudover udvikles og testes løsningen til industrielle spildevandsstrømme med fokus på farmaceutiske reststoffer og andre relevante problemstoffer. Det skal vise, hvordan teknologien kan anvendes ved industrielle punktkilder, hvor der kan være behov for målrettet og effektiv rensning tæt på kilden.

FAKTA OM PROJEKTET

Projektets titel
Teknologier til Rensning og Innovation til Nye 4. RENsetrin (TRIN4Ren)

Projektperiode

1. januar 2026 – 30. september 2027

Projekttype
MUDP udviklings- og demonstrationsprojekt

Projektsum

4,9 mio. kr.

Formål
At udvikle, optimere og demonstrere en samlet 4. rensetrinsløsning, der kombinerer kompakt Roturi-ozonering med biofilmfilter og biokulfilter til fjernelse af lægemidler og andre miljøfarlige forurenende stoffer fra kommunalt og industrielt spildevand.

Partnere

Understøttede verdensmål

FN Verdensmål 6FN Verdensmål 9Verdensmål 13 - klimaindsats